Verdensstjerne bøjer sig i støvet efter Axelsens triumf

Den mest vindende Super Series-spiller gennem tiderne, Lee Chong Wei, var imponeret over Viktor Axelsens spil i sæsonfinalen.

Det var en mand med legendestatus, som 23-årige Viktor Axelsen søndag aften satte på plads ved sæsonfinalen i Dubai.

Efter næsten halvanden times badminton lykkedes det den danske verdensmester at vinde 19-21, 21-19, 21-15 over Lee Chong Wei. Dermed genvandt Axelsen titlen som sæsonens bedste og sikrede sig samtidig at slutte året som nummer et i verden.

Han er ung og hurtig, og så har han et farligt angreb

Lee Chong Wei

Og spoler man tiden bare et år tilbage, så havde den unge fynbo stadig sin første Super Series-titel til gode. Nu står han med fire af slagsen og en VM-titel. En præstation, der er dybt imponerende, hvis man spørger den 35-årige verdenstoer, der i en lang årrække har domineret verdenstoppen.

- Jeg er virkelig imponeret over ham, men det må være fordi, han er så ung, lød det med et smil fra Lee Chong Wei, inden han bød verdensmesteren op til flere dueller med fjerbolden.

- Forhåbentlig kommer der mange flere møder imellem os i de store turneringer. Jeg er i hvert fald klar til at udfordre ham i fremtiden.

Inden kampen havde den danske lejr givet udtryk for, at det kunne blive en fordel for Viktor Axelsen, hvis kampen gik i tre sæt. Flere gange undervejs så begge spillere da også ud til at være fuldstændig tappet for kræfter, men alligevel fandt de energi til tre velspillede sæt i årets sidste store finale.

- Det blev en virkelig hård kamp i dag, og jeg måtte arbejde for hvert eneste point. Jeg gav alt, men Viktor spillede bare godt.

- Han er ung og hurtig, og så har han et farligt angreb. Samtidig så står han så godt i defensiven hele kampen, at jeg skal udnytte alle mine chancer. Jeg følte mig ellers ret velspillende i dag, tilføjede Lee Chong Wei efter kampen.

Malaysieren er selv firedobbelt vinder af sæsonfinalen, men nu må han altså endnu en gang se en ung dansker løbe med titlen.

Herunder kan du gense den medrivende finale på TV 2 Play