Dansk legende lovpriser Axelsen: Ét guldår kan blive til mange flere

Badmintonspilleren Viktor Axelsen er langtfra færdig med at vinde titler, hvis det står til en tidligere dansk olympisk mester.

Gense Viktor Axelsens finalesejr over Lee Chong Wei på TV 2 SPORT tirsdag kl. 17.55.

Verdensmester, vinder af Japan Open, India Open og sæsonfinalerne samt nummer to i China Open.

Dét, Viktor Axelsen har præsteret i 2017, kan ikke gøres meget bedre, erkender tidligere badmintonspiller og nuværende præsident for det internationale badmintonforbund, BWF, Poul-Erik Høyer.

Høyer er dog sikker på, at der venter Axelsen mange flere succesoplevelser i fremtiden.

- Det er helt fantastisk, og det er jo et guldår, som vi har oplevet nu. Men det guldår kommer til at fortsætte fremadrettet. Som jeg kan se det, er der i mit sind ingen tvivl om, at ét guldår kan blive til rigtig mange guldår fremover. Det har han også fortjent, fordi han er en gulddreng, siger Poul-Erik Høyer til TV 2 SPORT.

- Han er et aktiv, ikke kun for Danmark, men for hele sporten. Han er en af de rollemodeller, som virkelig viser den professionalisme, der skal til. Og de resultater, han har leveret, er helt fantastiske. Han er allerede nu en stor idrætsperson, og der kommer masser af ord på ham efterfølgende, men lige nu vil jeg sige, at han er verdens bedste.

- Det var en fornøjelse at se ham spille, fordi den teknik og den måde, han spiller på, er med overskud og med en overbevisning om, at 'jeg kan mere end det her'. Så vi kommer til at se mere til ham, end det vi har gjort i år. Og det er glædeligt, når man er dansker, og Viktor er dansker, lyder det fra Høyer.

Asien kigger på Axelsen

Faktisk mener Poul-Erik Høyer, at 23-årige Axelsen spillemæssigt er på højde med den 34-årige kineser Lin Dan, som er dobbelt olympisk mester, femdobbelt verdensmester og seksdobbelt All England-mester.

- Det er Lin Dan-niveau. Det er måske endda noget, der kan være højere. Han kan godt tage de her kampe og tage et langt stræk nu, det er der ingen tvivl om - hvor sejrene kommer ind på stribe. Det har han niveauet til, siger Poul-Erik Høyer.

Præsidenten er heller ikke i tvivl om, hvor de asiatiske spillere er begyndt at rette deres fokus.

- Han (Axelsen, red.) er stor, og han er så stor, at det er ham, de (spillerne i Asien, red.) kigger på. Det er ham, de gerne vil slå, og det er ham, de analyserer. Så det er den opgave, der nu også er for Viktor. Hvordan han kan forny sig, og hvordan han kan komme videre i sin udvikling. For vi ser umiddelbart hvert femte år, at så skal du udvikle dig. Så skal du have noget nyt med i bagagen, for ellers har de andre lært at spille mod dig.

- Det er så det moment, der skal til nu. Han skal ikke stoppe sin udvikling, han skal fortsætte, og det oplever jeg, at han har fuldstændig kontrol over. Han ved, hvad han gør, og hvad han vil. Og det glæder jeg mig kun over, og jeg glæder mig også til at følge ham mange år fremover, siger Poul-Erik Høyer.

Bør kåres til Årets Sportsnavn

Som følge af sit succesrige år med ketsjeren i hånden er Viktor Axelsen nomineret til Årets Sportsnavn, og står det til Høyer, bør den unge fynbo løbe med titlen.

- Caroline (Wozniacki) har også gjort det godt, men jeg bliver nødt til at kippe med badmintonflaget og sige, at for mig er Viktor Årets Sportsnavn. Men der vil være nogen, der siger, at du kommer også selv fra badminton, så det er unfair, men han ligger til at skulle have den, hvis ikke Caroline måske får den. Det er de to, der kommer til at slås om det, siger Poul-Erik Høyer.

De øvrige nominerede til Årets Sportsnavn 2017 er 49erFX-sejlerne Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen. Vinderen findes lørdag den 6. januar.

Næste opgave for Viktor Axelsen er en opvisningskamp mod Chen Long i Kina den 25. december. Derefter skal han spille holdkampe i den indiske badmintonliga.