Vraget stjerne går nye veje - stiller op i herredouble med dansk mester

Badmintonstjernen Joachim Fischer er kommet tættere på et comeback til de store turneringer, og nu satser han også på at spille herredouble.

For næsten fire måneder siden tog badmintonkarrieren en stor drejning for doublespilleren Joachim Fischer.

På bare en uge forlod han først VM i Glasgow med en brækket ankel kort inde i 1/8-finalen, og siden blev han så orienteret om, at han ikke længere skulle spille mixed double med Christinna Pedersen. Sammen nåede de at vinde både VM- og OL-bronze samt 12 Super Series-titler.

Det betød også, at Joachim Fischer skulle ud og 'lede' efter en ny makker. I den proces gjorde den nu 39-årige badmintonstjerne det klart, at han også ønsker at gøre comeback i herredouble, hvor han tidligere har vundet turneringer med både Mathias Boe, Carsten Mogensen og Jesper Larsen. Samtidig ville han altså fortsætte i mixed double.

Og mens Fischer stadig mangler en makker til den kategori, når han vender tilbage, så gør han det klart over for TV 2 SPORT, at han i herredouble skal spille sammen med 24-årige Frederik Colberg, der tilbage i februar blev dansk mester med Rasmus Fladberg. Faktisk var den aftale allerede på plads, inden Fischer brækkede sin ankel ved VM.

- Det skulle have været i gang, så det er noget, der er interessant. Han har gået og ventet i en periode på, at jeg skulle komme tilbage, så jeg synes, jeg lidt skylder ham at spille en herredouble med ham. Det kræver, at det forhåbentlig snart bliver bedre med foden, så jeg kan bevæge mig ordentligt, siger Fischer og udpeger DM i Aarhus fra den 7.-10. februar som 'comeback-turneringen'.

I februar jublede Frederik Colberg (tv.) over DM-titlen sammen med Rasmus Fladberg. Nu skal han efter planen forsøge at gentage den bedrift med Joachim Fischer.
I februar jublede Frederik Colberg (tv.) over DM-titlen sammen med Rasmus Fladberg. Nu skal han efter planen forsøge at gentage den bedrift med Joachim Fischer. Foto: Scanpix Danmark

Den seneste måned har han nemlig været tilbage på træningsbanen i Skovshoved, hvor han er på klubkontrakt. Her har han trænet med de unge spillere og føler efterhånden, at det går så godt, at han snart er klar til at vende tilbage til landsholdstræningen i Brøndby. Problemet er bare, at den brækkede ankel stadig volder problemer.

- Det går ikke helt, som jeg havde håbet. Der er et eller andet, der gør, at jeg ikke synes, den bliver stærk nok. Den er lidt for svag, så jeg bevæger mig for dårligt og langsomt lige i øjeblikket. Hvis det ikke bliver bedre, så bliver det i hvert fald ikke muligt at spille det badminton, som jeg håber på, siger Fischer, der efter operationen har fire skruer og en plade i foden.

Alligevel håber han altså at spille sin første turnering til februar, hvor det endnu ikke er afgjort, om han også skal spille mixed double til DM. Men Fischer er bevidst om, at han ikke vil presse foden for meget i starten, inden der venter større turneringer som German Open og All England i marts.

Jeg skal ikke bare tilbage for at spille badminton, det skal være for at vinde noget

Joachim Fischer

Her vil Fischer stadigvæk have en såkaldt protected ranking i mixed double, da Fischers placering og point på verdensranglisten per 12. september blev 'fastfrosset' på grund af hans skade. Når han vender tilbage til de store turneringer, kan han træde ind via notional points, som bliver et gennemsnit af hans egne og en ny makkers point.

- Jeg ved også godt, hvor mine kvaliteter er, hvilket er i mixed double. Det er også en kategori, jeg gerne vil spille. Inden min fod gik i stykker, var jeg indstillet på, at jeg skulle spille to rækker, og det er jeg stadig. Men jeg er selvfølgelig lidt betænksom, som tingene er nu. Men jeg håber, det kan lade sig gøre, siger Fischer, der altså mangler en makker i mixed double.

- Jeg har brugt lang tid på at tænke over, hvad der kunne være interessant. Men det har været en svær ting, og jeg har ikke villet snakke med nogle danske spillere endnu. For ud fra min situation vil jeg ikke have, at de står og venter på mig, når jeg ikke helt ved noget. Jeg skal ikke bare tilbage for at spille badminton, det skal være for at vinde noget.

Den rutinerede mixed double-spiller håber dog også at have en kvindelig makker på plads inden for et par uger.

Den 38-årige badmintonspiller Joachim Fischer forlod torsdag VM med en skade. Nu taler han ud om uheldet og tankerne om karrieren fremover. Video: TV 2 SPORT