Axelsen gør status på succesfuldt år: - Vigtigt at have Viktor med hele vejen

Viktor Axelsen evaluerer året 2017, hvor det blev til fire titler heriblandt et verdensmesterskab.

2017 var et mindeværdigt år for Viktor Axelsen.

Den 23-årige fynbo nåede som den blot tredje danske herresinglespiller i historien at vinde VM. Desuden blev det til Super Series-titler i Indien, Japan og Dubai.

TV 2 SPORT har taget en snak med Viktor Axelsen om det opsigtsvækkende år, hvor han har cementeret sig selv som et af Danmarks største sportsnavne. Her kan du læse, hvilke tanker han har haft om det år, han netop er trådt ud af, og hvorfor han mener, det blev så specielt.

Hvordan har 2017 været?

- Det har været et rigtig, rigtig godt år. Når jeg kigger tilbage, får jeg et lille smil på læben, fordi der er gået rigtig mange ting i den rigtige retning. Det er jeg glad for.

Hvorfor lige i år og ikke sidste år eller næste år?

- Det ved jeg ikke. For 12-13 måneder siden fik jeg hele tiden spørgsmålet: Hvornår vinder du en Superseries-turnering. Der har jeg vist, at det kræver tålmodighed og måske endnu flere finaler. Men jeg er glad for, at 2017 var året, hvor jeg vandt en Superseries og fik hul på bylden og vandt nogle rigtig gode titler. Men hvorfor 2017, det ved jeg ikke. Jeg har vist, at jeg skulle have tålmodighed og arbejde hårdt. Og det har jeg gjort. Og så er det dejligt, at det har taget et step i den rigtige retning i år.

Viktor Axelsen er glad for de præstationer, han har udført i 2017. Video: TV 2 SPORT

Har du gjort noget anderledes i 2017?

- Nej, egentlig ikke. Andet end at køre derudaf og træne. Tro på det, jeg gør. Tager en dag af gangen, lige meget hvordan kroppen har artet sig. Og det har været godt.

Det startede allerede med OL-bronze og Dubai-sejren i 2016. Hvordan var det at gå ind til 2017 med den titel?

- Det var selvfølgelig super dejligt. Det var rart at slutte året af med en sejr, hvor jeg havde haft nogle finaler. Jeg tror, det var fire uden at have fået en Superseries-sejr. Det var selvfølgelig superfedt at få lov til det i Dubai, som er mega fedt setup med alle de bedste. Det var mega fedt at slutte året af med det. Det gav lidt ro, når man kommer ind i det nye år. Så det betød meget, tror jeg.

Når man har tabt en kamp, som jeg måske ikke burde tabe, så er der nogle folk, der går fuldstændig i panik

Viktor Axelsen

Det gjorde jo så også, at du rykkede op fra at være en af dem, man helst ikke vil møde, til at være en af dem, der var notorisk favorit til at vinde turneringerne. Hvordan var det lige pludselig at få det prædikat på sig?

- Jeg tror, det er en naturlig del af det, når man gør det godt og kommer op på ranglisten. Man er den, som folk rigtig gerne vil slå. Det prøver jeg at vende om og se som noget positivt. I stedet for at føle sig presset og tænke, shit mand, nu skal jeg vinde. Det prøver jeg at vende om, og sige, at det er fedt at være her, hvor jeg er nu. Og så giver det selvfølgelig også noget respekt, som man skal prøve at udnytte. Men jeg ser det ikke som et større pres.

- Der har været pres på mig, hver gang jeg er gået på banen i så lang tid nu, at det er en del af det. Selvfølgelig er jeg da nervøs og spændt, men jeg ved, at det er en god ting, fordi det betyder, at folk gerne vil slå mig, og jeg kan gøre det godt, hvis jeg spiller mit bedste.

Du har også vundet turneringer, det må også give selvtillid. Hvordan har det været at vinde de her – ja, fire, hvis vi tæller dem alle sammen med?

- Jamen, det har været helt vildt. Ja, altså… Hver gang man vinder den sidste bold ved en Superseries og de store turneringer og selvfølgelig specielt VM, var helt vildt. Det er svært at beskrive, men det er den der følelse af glæde og en følelse af, at alt det hårde arbejde, man har gjort inden, det er det hele værd. Så en super fed følelse, og det har været rart at få lov til at opleve det fire gange i år.

De tre sidste finalesejre har været mod henholdsvis Lin Dan og Lee Chong Wei. Nu er det lige pludselig dig, der har overtaget på dem. Hvordan er det?

- Det er klart, at jeg ved jo også godt, at hvis jeg ikke spiller godt, så taber jeg til de bedste spillere i verden. Men det er selvfølgelig fedt at få lov til at slå så store legender, som de er. Over så mange år har de været de bedste.

- Men det er klart, at det er også en naturlig del af sporten, at der kommer et par yngre op. Og de bliver jo ikke yngre, så jeg har egentlig bare dyb respekt for, at de kan spille på det niveau i den alder. Det kan man kun beundre. Men når det så er sagt, så er jeg selvfølgelig glad for, at jeg har fået lov til at slå dem i så store finaler.

Viktor Axelsen havde svært ved at tro sine egne øjne, da Lin Dan på matchbolden slog bolden i nettet i VM-finalen, og Axelsen dermed havde vundet den første danske VM-titel i herresingle i 20 år.
Viktor Axelsen havde svært ved at tro sine egne øjne, da Lin Dan på matchbolden slog bolden i nettet i VM-finalen, og Axelsen dermed havde vundet den første danske VM-titel i herresingle i 20 år. Foto: RUSSELL CHEYNE / Scanpix Denmark

Der har også været nogle små udfordringer undervejs. Der var blandt andet nogle holdturneringer med nogle overraskende nederlag ved EM og Sudirman osv. Er du blevet bedre rustet til at håndtere sådan nogle små nedture undervejs?

- Ja, det synes jeg. Altså igen, der vil jo komme op og nedture i ens karriere. Man kommer til at tabe kampe, hvor man kigger tilbage og tænker, at det var noget være lort. Og lige når man er i det, er det måske ikke særlig sjovt. Men det er en del af det.

- Nogle gange hvis man kigger på en karriere, så er det lidt ligesom så meget andet, at det går op og ned nogle gange. Og nogle gange er det måske sådan, at det skal gå lidt mere ned, før det kan gå op. Og sådan er det også med en karriere, tror jeg, at vi ligger i så hård træning, så man bliver nødt til at prioritere.

- Man kan simpelthen ikke præstere på det allerypperste hver gang – i hvert fald ikke fysisk. Det hænger tit sammen. Der vil komme nogle nederlag, som måske på papiret ser mærkeligt ud, men man må gøre, hvad man kan på dagen. Hvis man kan vinde, så er det fedt, hvis man taber, så kan det være, at det ikke lige var den turnering, man prioriterede. Det bliver man nødt til at være ærlig omkring.

Hvordan håndterer du, at der ind i mellem vil komme nogle resultater, som folk der kun følger lidt med i badminton tænker, hvordan kan det lade sig gøre?

- Altså, der er jo altid kloge hoveder derude, der mener, at de ved det hele. Og når man har tabt en kamp, som jeg måske ikke burde tabe, så er der nogle folk, der går fuldstændig i panik. Der er det vigtigste, at man selv ved, hvad planen er, at man ved, hvad retning man er gået, og hvad det er for nogle ting, man arbejder med, og hvordan man prioriterer ens karriere.

- Set i det store billede er det jo lidt ligegyldigt, at jeg tabte til Fabian Roth til en holdturnering, når det er gået så godt, som det er gået. Og vi vandt jo stadigvæk turneringen. Det er aldrig sjovt, men der vil komme nederlag, som ikke er sjove, og det gælder om at kunne håndtere det, og se det store billede i stedet for at lade alt for lang tid gå ud over et nederlag.

Så kommer vi til det: August, VM, Glasgow. Hvordan var forberedelserne?

- Det startede jo egentlig meget godt. Jeg havde nogle gode uger til at starte med og følte, at ’okay, jeg var klar til at give den en skalle’. Jeg havde ikke haft en speciel god afslutning på min Asien-tur til Sudirman og Indonesia Open, hvor jeg så valgte at tage hjem fra Australien. Men så får jeg lidt med min fod allerede rimelig tidligt i VM-perioden, hvor vi virkelig bliver nødt til at skære ned på min træning og nærmest kun træne fuldt igennem i hallen hver anden dag hele vejen op til sidste uge, inden vi skulle afsted, hvor jeg så trænede tre dage i rap.

- Så det var ikke super forberedelse til mit VM. Og første runde var heller ikke god. Men da jeg først kom i gang, kunne jeg godt mærke, at jeg havde gjort en masse arbejde fysisk, både på spinningscyklen og i styrkelokalet. Og der kunne jeg godt mærke, at kroppen var klar til det. Det var mere et spørgsmål om det spillemæssige var der, og det fandt jeg så ud af, at det var det.

Hvornår i løbet af den her VM-session går det op for dig, at ’jeg kan faktisk godt gå hen og blive verdensmester’?

- Det gør det først sådan for alvor, da jeg fører mod Lin Dan i finalen i andet sæt. Der begynder jeg at tænke lidt for meget over det. Men ellers havde jeg egentlig taget det meget stille og roligt.

- Jeg havde fundet ro i, at nu havde jeg sikret mig en medalje, og nu skulle jeg ind og spille mod Chen Long, og det blev en mega fed kamp. Og da det hele så bare kørte, og også efter første sæt mod Lin Dan, som jeg hiver tæt, der begynder jeg at tænke en del over det. Det var egentlig først der, hvor jeg sagde til mig selv, ’hold nu kæft, du er ved at blive verdensmester’.

Hvordan var følelsen af at spille semifinale mod Chen Long? Det var jo en af de mest overbevisende sejre over en af de største, du nogensinde har fået.

- Ja, det var meget surrealistisk på en eller anden måde. Jeg følte, at alt sad der, og han havde ikke lige sin bedste dag. Og det var jo en god kombination for mig. Men det var helt vildt. Det var fedt. Det nåede ikke rigtigt at gå op for mig, at jeg var i VM-finalen, følte jeg.

- Jeg kan godt lide, når jeg er i turneringen, at holde mig lidt for mig selv og være meget på værelset. Så jeg lod med vilje være med at tjekke alt for meget sociale medier og nyheder og så videre efter den kamp. Jeg var bare hjemme og se noget TV-serier nærmest hele eftermiddagen efter min semifinale og gik på banen uden at have tjekket noget som helst. Så jeg følte, at jeg var et godt sted. Jeg vidste godt, at hvis jeg ramte den igen, så var der muligheder.

At vågne op til sådan en VM-finaledag, hvordan er det?

- Helt vildt! Altså, jeg havde sovet overraskende godt efter semifinalen og følte mig egentlig godt klar fysisk. Jeg havde det bedre på dagen, end jeg havde dagen før, hvor jeg skulle møde Chen Long. Jeg havde det rigtig, rigtig fint og glædede mig til at spille. Men det var da vildt. Jeg prøvede at lade være med at tænke alt for meget over det, selvom det selvfølgelig var umuligt. Jeg glædede mig bare til at komme i hallen.

Prøv at beskrive, hvordan hele dagen forløber og hele optakten til kampen?

- Jeg fik morgenmad og havde møde med Kenneth. Så havde jeg lidt tid til at slappe af, hvor jeg sørgede for, at mine ketsjere var klar. Jeg tog egentlig bare dagen, som var det hvilken som helst anden. Selvfølgelig, så nogle gange blev man lige ramt af nerver. Men jeg prøvede at holde mig rimelig afslappet.

- Da jeg kom ud i hallen, prøvede jeg at gøre, som jeg normalt gør – at joke med trænerne og have det sjovt og spille nogle sjove opvarmningsspil osv. Jeg havde et lår, der var rimelig smadret, så jeg blev også lige nødt til at få en smertestillende, inden jeg begyndte opvarmningen. Men alt fungerede egentlig fint nok, og jeg følte mig forholdsvis afslappet, når man tænkte på, at det var en VM-finale, jeg skulle ind og spille.

Jeg er super glad for, at folk anerkender de ting, jeg gør, og de ting jeg står for. Fordi det vigtigste for mig er at beholde begge ben på jorden og have Viktor med hele vejen

Viktor Axelsen

Hvordan var det rent badmintonmæssigt at være med i den?

- Helt vildt. Så intens og jeg var fuldstændig skærpet på det, der skulle ind og ske. Og det var super tæt i første sæt. Jeg kan egentlig ikke huske så meget fra kampen, fordi man er bare… Jeg har kun set den på Youtube bagefter og prøver at huske tilbage på kampen. Det er det bedste, man kan gøre, for ligesom at fremkalde nogle af de følelser, jeg havde på banen. Det var en helt vildt oplevelse. Og noget som jeg altid vil se tilbage på med kæmpe glæde og begejstring.

Hvad sker der, da matchbolden går ned?

- Bare et overvæld af følelser og også lidt overrasket. Det er svært at beskrive, hvordan det er. Alt godt, man overhovedet kan føle, går igennem din krop. Kuldegysninger. Så ja, helt vild følelse. Det er en følelse, man skal nyde, fordi det ikke er sikkert, at man kommer til at opleve det igen. Så det var helt fantastisk.

Levede det op til den her enorme forventningsopbygning, som der har været over mange år?

- Ja, det gjorde det bestemt. Og det var også federe end det. Altså, jeg tror ikke rigtig, man forstår det, før man selv har prøvet at stå i det, og den følelse, det er. Det var helt unikt.

Hvornår får du den her ultimative følelse af glæde?

- Selvfølgelig er der den ultimative form for glæde, lige når man vinder. Men der hvor det for alvor går op for mig, det er, da jeg sidder på vej hjem i bussen sammen med mine venner, mine tætteste venner og min søster på vej hjem til hotellet efterfølgende, hvor vi sidder og snakker. Jeg går op for at tage et bad. Det er i det tidsrum, hvor det virkelig går op for mig. Ellers er der selvfølgelig smæk på hele tiden. Det er der, hvor jeg sådan rigtig er glad og ved, hvad det er, jeg har opnået.

Der gik nogle timer, før Viktor Axelsen forstod, at han havde vundet VM i badminton. Video: TV 2 SPORT

Så kommer du hjem til Københavns Lufthavn, og så starter der jo bare en helt ny hverdag for dig med en helt anden opmærksomhed. Hvordan var det?

- Jeg tror, jeg havde lært meget af OL. Selvom der ikke var ligeså meget opmærksomhed, som der var der, så var der trods alt stadig lidt. Jeg var ikke så god til at håndtere det efter OL, hvor jeg bare blev ved med at spille efterfølgende. Så jeg vidste, at jeg ikke skulle til Korea Open lige efter. Jeg havde lige en uge til. Det var selvfølgelig vildt, men jeg prøvede bare at være i det, så meget som jeg nu engang kunne og lige trække vejret og lige stoppe op engang i mellem.

- Selvom man ikke kan hilse på alle dem, der kommer, så prøvede jeg at se, om jeg ikke kunne være til stede, så godt som jeg nu engang kunne. Og jeg nød det i hvert fald. Så jeg ser tilbage på nogle vilde dage, men også nogle dage, hvor jeg hele tiden følte, at jeg havde mig selv med. Og det, tror jeg, var rigtig, rigtig vigtigt for, at jeg også kunne præstere i Japan.

Hvorfor er det så glædeligt for dig, at familien sidder helt tæt på hver gang?

- Der er ingen andre, der vil vinde ligeså meget, som jeg vil, udover ens familie. De har været med hele vejen og ved, hvor meget jeg lægger i det, og hvor meget det kræver. Det er helt unikt at have dem med ud også. Og samtidig har de fuld forståelse for, at jeg måske ikke lige kan tage ud og spise sammen hver aften, men jeg er meget for mig selv. Og at de bare står der dag på dag ude i hallen og hepper, det er helt unikt, og noget som er en drøm, der går i opfyldelse at have dem med ud til nogle turneringer og have dem med på sidelinjen.

Er du bedre, når de er med?

- Det er gået meget godt, mens de har været med. Nogle gange kunne man måske fristes til at tro, at det giver noget stress, og det giver et pres og sådan noget. Men det betyder altså noget, at ens tætteste venner og familie, de sidder ude på lægterne og hepper. Så har man lidt Danmark med sig hele tiden.

Hvad gør den her VM-titel ved dig som person? Nu er du ikke længere bare Viktor fra Odense, nu er du jo Viktor, verdensmesteren i badminton.

- Det gør jo, at man skal forholde sig til, at det ikke kun er badmintonspillere og folk, der tidligere har spillet badminton, der ved, hvem jeg er, og som gerne lige vil snakke. Det er mange mennesker, man møder på vejen, når man er nede at handle eller tanke, eller hvad ved jeg. Det er noget, man skal lære at håndtere.

- Nogle gange, kan man godt føle sig sådan lidt, jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det – ikke overvåget, men man kan godt mærke, at folk måske lige kigger en ekstra gang. Der vil jeg egentlig hellere have, at folk lige kommer hen og siger, ’hej, det er dig, der spiller badminton og så videre’. Jeg skal nok tage de par sekunder, det kræver lige at sige hej og ’ha’ det godt og god dag’. Det er noget, man skal vænne sig til, men jeg prøver at møde alle de folk, der kommer hen som Viktor, og ikke kun badmintonspilleren Viktor. Jeg sætter bare pris på, at folk gerne vil følge med og anerkender den præstation, jeg gør på badmintonbanen.

Hvordan har du det med, at du ikke længere kan nå alt det, som du kunne for to-tre år siden?

- Det er noget, der følger med. Jeg kan ikke stå fem minutter og vente på, at der bliver et kamera klar ude i mixedzone og skrive autografer til en af dem, der er med til at koordinere ved turneringernes søn og kusine og så videre. Så går der simpelthen alt for meget tid, hvor jeg kunne forberede mig til kampen efter. Jeg vil rigtig gerne stå til rådighed, så meget som jeg overhovedet kan. Men når jeg kommer til det punkt, hvor jeg føler, at det går ud over min præstation den næste dag eller min træningsindsats, der siger jeg fra. Og det har jeg ikke noget problem med.

- Det kræver, at man kan træffe de rigtige valg og lære at sige nej. Og med hensyn til alle de henvendelser, der kommer uden for banen, så har jeg det sådan lidt, at hvis det ikke er ’hell yes’, og jeg ikke har lyst til det, så bliver det et nej herfra. Det er simpelthen, fordi jeg bliver nødt til at passe på mig selv. Jeg ved, hvad jeg vil, og jeg ved, hvad jeg ikke vil. Og det må folk acceptere.

Hvor mange ekstra henvendelser kommer der efter sådan en VM-titel?

- Der kommer rigtig, rigtig mange. Det er svært at sætte tal på, men der er rigtig mange mails, og der er rigtig mange forespørgsler og folk, der gerne vil have dig ud at sige hej i deres shop, springe i faldskærm eller have et jakkesæt. Og det er så fedt, og jeg nyder det rigtig meget. Men det er også noget, man bliver nødt til at prioritere i. Og det synes jeg, at både mig, men også min far, som er min manager, er rigtig gode til at gøre.

Hvordan er det lige pludselig, at du næsten kan danne præcedens for et eller andet, hvis du skriver noget på de sociale medier eller giver et point, som du gjorde ved Superseries finalen?

- Jamen, det er både rigtig, rigtig spændende og godt, og det er selvfølgelig også noget, man skal vænne sig til. Helt klart. Jeg har det sådan lidt, at selvfølgelig bliver jeg nødt til at tænke en ekstra gang over, hvad jeg måske gør osv., men jeg kommer ikke til at lade det gå udover min personlighed, og de ting jeg står for. Jeg er stadig Viktor, der kan have det sjovt og sige, hvad jeg mener og have mine egne holdninger.

- Det kommer jeg ikke til at ændre, fordi der bliver skrevet en artikel på det. Der vil måske komme til at blive skrevet nogle artikler, hvor jeg tænker, ej, det er ikke så fedt. Men det er en del af det, og det følger med. I sidste ende finder jeg en fin nok ro i mig selv og ved, at jeg har de mennesker omkring, som godt ved, hvad jeg mener med det hele.

Da du gav det her point til Chou, efter vi alle kunne se på storskærmen, at han var blevet snydt, så var der en masse folk, der skrev ind til os, ’sikke en sportsmand’, sikke det ene, sikke det andet’. Hvad tænker du om det?

- Det er jeg super glad for. Jeg er super glad for, at folk anerkender de ting, jeg gør, og de ting jeg står for. Det vigtigste for mig er at beholde begge ben på jorden og have Viktor med hele vejen. Og selvom det selvfølgelig var fedt, så er det bare en del af sport, at der er fair play nogle gange. Det er ikke altid, at man er fair – og måske til træning osv. bliver der taget en på linjen og sådan noget der. Men altså sådan er det jo, det er en del af sport, og en del af den verden vi lever i, i det her elitemiljø, hvor tingene nogle gange er uretfærdigt.

- Men lige i den situation følte jeg, at der var så mange ting inde i mig, der sagde, at det var ikke helt rigtigt at få det her point. Og selvfølgelig var der også mange der skrev, om jeg skulle have give ham to, fordi jeg var stadig en op. Men det var, hvad jeg kunne gøre i den situation. Det var, hvad jeg følte, var rigtigt. Så det gjorde jeg.

Hvad så, hvis der havde stået 20-19, og du manglede det ene point og endte med at tabe kampen?

- Så havde jeg sgu nok ikke gjort det, tror jeg. Det var det rette tidspunkt lige der. Alle de ting der sker og den måde, du har det inde på banen, der sagde det inde i mig selv, at han skulle have det point. Hvis der står 20-19, og dommeren ikke kan se det der, så er det altså bare, fordi det ikke er gode nok dommere. Det har jeg sagt før.

- Det kræver altså også, hvis dommeren ikke kan se det – du ser det også i fodbold, hvis der bliver lavet en offside, der ikke bliver dømt – at man har mulighed for at challenge dommerens beslutninger. Hvis man kunne det, så havde han vundet, men det er bare ikke en del af spillet lige nu. Lige i den situation vælger jeg at have taget kampen, hvis dommeren ikke har set det. Sådan er det.

Med VM-titlen kunne året have sluttet som en stor succes, men så kom der lige en Japan Open og en Dubai. Hvordan var det for en afslutning på året?

- Super fed. Jeg har taget en dag af gangen igen efter det her VM og prøvet at gøre det så godt, som jeg nu kunne og få en god afslutning på året. Det er gået over al forventning. Så jeg kan se tilbage på en helt vildt god tid efter VM også. Som man godt kan se nogle gange, at man dykker lidt. Jeg er rigtig glad for den måde, som jeg har håndteret tingene på – ikke kun sportsligt med også mentalt.

En af de ting, som Jan Ø. Jørgensen har rost dig for, det er, at når det bliver rigtig hårdt, når det gør rigtig ondt, og når det bliver rigtig svært, så bliver du inde i kampene på en helt anden måde her i 2017. Prøv at beskrive det.

- Det er jo selvfølgelig noget, jeg har arbejdet på og selvfølgelig set meget tilbage på nogle af de tidligere kampe, og hvad der så er sket. Det kræver selvfølgelig, at du har lagt timerne arbejdsmæssigt i det banen, og du har gjort, hvad du kunne.

- Det er tit faktisk, at det er hovedet, der giver op, før det er kroppen, og det har jeg ligesom prøvet at anerkende og prøvet at arbejde på. Og det, tror jeg, er en af de ting, der er blevet bedre i 2017. Også i en kamp mod Lee Chong Wei i Japan, hvor det ligesom er ham, der går død i finalen i tredje sæt. Det betyder meget for mig. Også, at det giver troen på, at jeg er der, hvor jeg skal være.

Viktor Axelsen fortæller, hvordan han vil gribe 2018 an efter et succesfuldt 2017. Video: TV 2 SPORT

Hvordan i alverden skal du overgå det i 2018?

- Jeg prøver ligesom at gå ind til 2018 med et clean sheet og sige, ’nye turneringer, jeg gør, hvad jeg kan, og jeg ved fra tidligere, at hvis jeg spiller godt, kan jeg gå rigtig langt.’ Så det er den samme mentale tilgang til tingene, jeg har tænkt mig at gå ind med i 18. Man kan aldrig love, at det bliver ligeså godt som i 17, men man kan love, at man gør, hvad man kan, og det har jeg tænkt mig at gøre.

Hvad er det vigtigste for dig? At blive ved med at vinde turneringer, udvikle dig som badmintonspiller, eller?

- Det er at blive ved med at have det godt, med det jeg laver. Det er at blive ved med at udvikle mig. Selvfølgelig er det federe at vinde turneringer, men hvis jeg bliver ved med at udvikle mig, så er jeg sikker på, at turneringerne følger med. Så jeg skal blive ved med at udvikle mig og blive ved med at gå 'all in', i det jeg gør og blive ved med at være Viktor.

Hvad kommer der i 2018 af nye ting?

- Det er svært at sige. Jeg synes, det er fedt nogle gange ligesom at være den, som går forrest og gør nogle ting, som ingen andre har gjort tidligere. Det er vigtigt at have dig selv med i det, du gør. Nogle gange træder du forkert, nogle gange gør man ikke. Det vigtigste er, at man stoler på det, man gør, og er villig til at indrømme, hvis det, man har gjort, ikke fungerer. Den samme tilgang til tingene, har jeg tænkt mig at gå med ind til i 18. Hvis der er nogle ting, jeg føler, jeg kan gøre, så min karriere bliver bedre, så har jeg tænkt mig at gøre det. Så lad os se, hvad der sker i 2018.