Peter Gade om nykåret succestræner: - Jeg var heldig at blive presset af ham

16x9
Kenneth Jonassen (til venstre) og Peter Gade har stået der mange gange. side om side. som konkurrenter. Men også som makkere, der var med til at presse hinanden til det bedste. Foto: Scanpix

Peter Gade var Danmarks ubestridt bedste herresingle op gennem nullerne. Men han giver lidt tilbage til sin evige konkurrent Kenneth Jonassen.

Et. To.

Det er, hvad man skal tælle til, hvis man skal gengive, hvor mange gange badmintonspilleren Kenneth Jonassen har slået Peter Gade i et direkte opgør. Der skal dog flere hænder til, hvis man skal vise, hvor mange gange de er mødtes op gennem 00’erne i hver deres lange karriere.

Med andre ord: Til trods for Kenneth Jonassens flotte titler ved blandt andet German- og Korea Open, så nåede Kenneth Jonassen aldrig højere op end nummer to på verdensranglisten. Peter Gade nåede i 2006 op som nummer et.

Men uden nummer to, var der måske aldrig blevet en nummer et.

- Når man kigger tilbage på det, så føler man sig egentlig ret heldig, at vi kunne bygge det op sammen, som vi gjorde i den periode, fortæller Peter Gade til TV 2 SPORT med reference til dagligdagen som professionel badmintonspiller dengang.

- Vi kunne udfordre hinanden og konkurrere med hinanden, men samtidig fandt vi et rigtig godt leje, hvor man kunne gøre det. Vi var godt klar over, at vi også skulle bruge hinanden til at gøre hinanden bedre og til at skabe et miljø, som vi begge to havde gavn af.

Det så ellers fra start ud til, at det var den to år ældre Kenneth Jonassen, der ville komme til at sætte sig på tronen. I deres aller første opgør ved Irish Open i 1995 vandt Jonassen i to sæt med cifrene 15-9, 15-12.

Der skulle gå ni år, inden han gentog bedriften ved DM i 2004. Se de afgørende bolde i klippet herunder.

Men uden for banen fandt de to et makkerskab, der på mange måder hjalp dem begge, husker Peter Gade tilbage på.

- Selvom vi kunne kæmpe indædt mod hinanden, så fandt vi en balance, hvor vi fandt frem til at kunne give alt, hvad vi havde. Vi kunne også gå hinanden på klingen på nogle områder, men vi var altid klar næste morgen til at arbejde med hinanden og give alt. Vi endte med at forsøge at skabe de bedste betingelser for hinanden, så den anden kunne blive bedre. Der var ikke rigtig nogle af os, der holdt tilbage, og det syntes jeg bare var rigtig fedt.

Viljens mand

Vedholdende. Viljestærk. Stædig. Arbejdsom. Det er blot nogle af de tillægsord, Peter Gade sætter på personen Kenneth Jonassen. Men han nægter at lade dem stå alene. Det er for simpelt. For ham er manden Kenneth Jonassen meget mere end det.

Ifølge Peter Gade, kommer Kenneth Jonassen fra en opvækst og en træningskultur, hvor man gør alt, hvad man kan.

- Det er det, Kenneth også står for. Det er hver eneste gang at møde op til træning og være klar til at give alt, hvad man har og klar til at presse sig selv, og det har jeg stor respekt for.

Herunder kan du se eksempel på Kenneth Jonassens evner som træner, da han ved sæsonfinalerne sidste år forsøger at få Viktor Axelsen tilbage på sporet i gruppekampen mod Chou.

- Jeg ser, han har taget disciplinen og den egentlig simple indgangsvinkel til at arbejde hårdt, lyder det fra Peter Gade, der selv fra 2015-2017 har prøvet kræfter som træner for det franske badmintonlandshold.

Det er med glæde, at han ser Kenneth Jonassen har overhalet ham på trænerfronten.

- Jeg synes, at han udstråler den her benhårde og jernhårde vilje, at han er klar til at arbejde sindssygt hårdt for at opnå sine mål.