VM-spiller suspenderet – mistænkt for matchfixing

16x9
En malaysisk spiller, som har deltaget ved både VM og All England, er blevet suspenderet. Foto: ANDY BUCHANAN / Scanpix Denmark

Det er første gang, at spillere fra Malaysia er blevet nævnt i en sag med matchfixing.

Det malaysiske badmintonforbund (BAM) har tirsdag bekræftet, at to badmintonspillere er blevet suspenderet af det internationale badmintonforbund (BWF), da de er under mistanke for matchfixing.

Badmintonforbundet sætter ikke navne på de to spillere, men skriver, at det er to selvstændige, som ikke er med i forbundet. Den ene har deltaget ved verdensmesterskabet samt All England. 

Præsidenten i forbundet bekræfter, at de er suspenderet fra alle turneringer.

- Vi kan bekræfte, at vi er involveret, men at det er en sag, der bliver håndteret af BWF. De to spillere er blevet suspenderet fra alle turneringer, siger Datul Seri Norza Zakaria, præsident i det malaysiske badmintonforbund.

- De repræsenterer også badminton i Malaysia, så jeg vil gøre det klart, at BAM ikke tolerer nogen form for matchfixing. Jeg har informeret trænerne, og jeg vil have, at de formidler det videre til deres spillere. Vi tager det meget seriøst.

Det er første gang, at en spiller fra Malaysia har været direkte involveret i en matchfixing-sag. Spillerne kan få karantæne på livstid, hvis de er skyldige.

Danskere er tidligere blevet tilbudt penge

De danske badmintonspillere Hans-Kristian Vittinghus og Kim Astrup blev i juni 2014 tilbudt penge for at tabe i forbindelse med Japan Open.

Begge takkede nej og indberettede sagerne til det internationale badmintonforbund.

- Det er imod alt, hvad jeg står for som badmintonspiller. Jeg var aldrig i tvivl om, at forbundet skulle have besked med det samme, og jeg er glad for, at vi fik meldt ham, sagde Hans-Kristian Vittinghus dengang.

Doublespilleren Kim Astrup blev kontaktet via Facebook af den samme matchfixer, som havde forhørt sig hos Vittinghus. Astrup blev tilbudt mellem 2500 og 3000 euro.