Du kommer ikke med til EM, men du bliver en vigtig brik til VM

16x9
Hans-Kristian Solberg Vittinghus sikrede Danmark sejren ved Thomas Cup for to år siden. Foto: Manan Vatsyayana / Ritzau Scanpix

Hans-Kristian Solberg Vittinghus er ikke udtaget til det individuelle EM, men bør få en vigtig rolle på Danmarks VM-hold til maj.

Hans-Kristian Solberg Vittinghus er den tredjehøjest rangerede herresingle i Europa. I sidste uge fik han at vide, at han ikke er udtaget til det individuelle europamesterskab i Spanien til april. Til gengæld bør han være et sikkert kort på det danske herrelandshold, der til maj skal forsvare VM-titlen fra 2016. Hvordan kan det nu hænge sammen?

Jeg havde engang en matematiklærer, der lærte mig, at resultatet ikke nødvendigvis var det vigtigste i et regnestykke. Det var vejen derhen, der var afgørende – altså mellemregningerne.

Europaranglisten (verdensranglisten)

1. Viktor Axelsen (1)

2. Anders Antonsen (17)

3. Hans-Kristian Solberg Vittinghus (19)

4. Rajiv Ouseph (ENG) (22)

5. Brice Leverdez (FRA) (23)

6. Rasmus Gemke (37)

7. Mark Caljouw (NED) (39)

8. Pablo Abian (ESP) (43)

9. Emil Holst (46)
---

21. Jan Ø. Jørgensen (74)

Sådan forholder det sig også med de danske badmintonherresingler. Det er nemt at tolke udelukkende på EM-udtagelsens resultat: Hans-Kristian Solberg Vittinghus er ikke udtaget, selvom han er den tredjehøjest placerede europæer. Det er svært at få til at passe for de fleste. Men det er dog de færreste, der har kigget i mellemregningerne, og det er nok nødvendigt, før vi for alvor kan tolke på resultater. Så her kommer mellemregningerne:

Medaljer eller erfaring

Dansk badminton har i en lang årrække haft det europæiske herredømme, og det skal vi gerne fortsætte med. Derfor er der hårde krav til udtagelsen af spillere til mesterskaberne EM, VM og OL. Her skal et af to krav være opfyldt, ellers bliver selv gode spillere sorteret fra.

1) Spilleren skal have medaljechance

eller

2) Spilleren skal samle værdifuld erfaring, så han eller hun (eller de) på et senere tidspunkt i karrieren får medaljechance.

Kigger vi på de fire herresingler, der er udtaget til EM, så er det Viktor Axelsen, Anders Antonsen, Jan Ø. Jørgensen på et Wild Card på grund af sit skadesforløb og Rasmus Gemke. De tre førstnævnte har alle været i EM-finaler og både Axelsen og Jørgensen er tidligere guldvindere. De er naturligvis klare medaljeaspiranter.

Men så er der også 21-årige Rasmus Gemke, som blev udtaget på bekostning af 32-årige Hans-Kristian Solberg Vittinghus.

Har Rasmus Gemke også medaljepotentiale? Ja, det har han. Med den rigtige lodtrækning er en EM-semifinale - og dermed en bronzemedalje - muligt for ham. Men har Hans-Kristian Solberg Vittinghus ikke også medaljechance? Jo! Endda en større medaljechance end Gemke. Vittinghus vandt jo blandt andet bronze ved EM sidste år i Kolding og har vist rigtig gode takter i årets første store turneringer i Asien.

Danmarks trup til EM i Spanien 24.-29. april

Herresingle: Viktor Axelsen, Anders Antonsen, Jan Ø. Jørgensen, Rasmus Gemke.

Damesingle: Mia Blichfeldt, Line Kjærsfeldt, Natalia Koch Rohde, Mette Poulsen

Herredouble: Mathias Boe/Carsten Mogensen, Mads Kolding/Mads Conrad-Petersen, Kim Astrup/Anders Skaarup, Mathias Christiansen/David Daugaard

Damedouble: Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl, Sara Thygesen/Maiken Fruergaard, Rikke Søby Hansen/Julie Finne Ipsen

Mixeddouble: Mathias Christiansen/Christinna Pedersen, Niclas Nøhr/Sara Thygesen

Derfor er han helt forståeligt meget skuffet over den manglende udtagelse på bekostning af en spiller, der på nuværende tidspunkt efter min bedste overbevisning – og verdensranglistens øjebliksbillede – stadig ikke har nået Vittinghus’ niveau. Her er det ganske enkelt det førnævnte punkt nummer 2, der har sat Rasmus Gemke foran i køen.

Danmark kan med den rigtige EM-lodtrækning vinde alle fire medaljer (guld, sølv og to gange bronze) i herresingle. Der er nok kun engelske Rajiv Ouseph, der overraskende vandt EM-guld sidste år i Kolding, franske Brice Leverdez og måske hollandske Marc Caljouw, der kan true danskerne på rigtig gode dage.

Og netop EM i år er nok ekstra vigtigt set fra et dansk perspektiv, da engelske Rajiv Ousephs guldmedalje i Kolding sidste år rystede selvbevidstheden om, at Danmark har Europas bedste herresingler – i flertal!

Her er det vurderingen fra Badminton Danmark, at når de stiller med tre glasklare guldmedaljekandidater i Axelsen, Jørgensen og Antonsen til at rette op på sidste års skuffelse, så er der også plads til at give en ung og mere uprøvet spiller chancen og muligheden for at samle erfaring.

Det er en benhård prioritering, som tidligere i dansk badminton ofte faldt ud til fordel for den rutinerede spiller med det større medaljepotentiale som i Vittinghus’ tilfælde.

En anden og vigtig mellemregning er også, om Badminton Europe, der arrangerer turneringen, kan stilles tilfreds med, at den tredjehøjest rangerede europæer ikke deltager ved det største europæiske mesterskab? Burde de fem, otte eller måske ti højest rangerede europæere ikke været automatisk kvalificeret til EM?

Så kunne en spiller som Hans-Kristian Solberg Vittinghus selv have afgjort sin skæbne og ikke lagt den i hænderne på de fire spillere, som Badminton Danmark må udtage? I teorien kunne det jo have været Viktor Axelsen, som Badminton Danmark ikke havde udtaget, og så skulle EM-plakaterne nok være trykt om.

Set i det store billede får Vittinghus’ manglende EM-deltagelse også indflydelse på verdensranglisten. EM er rangeret som en Super 300-turnering, og her har Vittinghus mange point at forsvare fra sin semifinale sidste år. Det kommer til at koste point. Ærgerlige point for Vittinghus, da et EM, naturligvis uden de mange stærke asiatere, er en af sæsonens svageste turneringer på det niveau.  

Omvendt så er det en gylden mulighed for at Rasmus Gemke til at tage et hop op af verdensranglisten, da han ikke var med ved EM sidste år. Og det ved Badminton Danmark jo også godt. Spiller Gemke sig blot videre til 1/8-finalen, så vil han tilføje flere point til sin verdensranglistekonto.

Vigtig VM-rolle til Vittinghus

Det var de vigtigste mellemregninger til det foreløbige EM-udtagelsesresultat. Der hvor vi virkelig skal holde tungen lige i munden, når vi jonglerer med tallene og de ubekendte, er udtagelsen af den trup, der skal forsøge at genvinde den historiske VM-triumf for herrehold ved Thomas Cup i Thailand til maj.

Det er snart to år siden, at 10 danske badmintonspillere løb euforiske rundt i en arena i Kina som holdverdensmestre. Alle løb målrettet efter Hans-Kristian Solberg Vittinghus, der vandt den afgørende kamp i finalen mod Indonesien.

Dengang bestod den danske trup af fire singlespillere og seks doublespillere. Hvis landstrænerteamet vælger samme sammensætning, når titlen skal forsvares om nogle måneder, så er Hans-Kristian Solberg Vittinghus efter min mening umulig at komme udenom. Han vil være en af de fire herresingler sammen med Viktor Axelsen, Jan Ø. Jørgensen og Anders Antonsen.

Det kan naturligvis være vanskeligt at forstå, hvorfor han ikke er udtaget til EM, men kan komme til at spille en vigtig rolle på et VM-hold? Men her handler det jo netop om at vinde – ikke om at udvikle spillere. Det vil blot være en bonus, hvis unge spillere også samlede lidt erfaring til et VM for herrehold, men det er ikke det primære mål. Det er Thomas Cup-titlen!

Og her har Vittinghus et højere niveau og en større erfaring end Rasmus Gemke på nuværende tidspunkt. Til et hold-VM bliver der meget ofte brug for alle fire singlespillere, da der kan komme sygdom, skader eller træthed, og derfor vil Vittinghus blive en essentiel brik på det landshold, der skal forsøge at genvinde VM.

Med mellemregningerne in mente, så kan vi begynde at tolke på resultatet: Skulle Vittinghus med til EM, eller er det okay at give Rasmus Gemke chancen? Så længe vi har taget mellemregningerne i betragtning, så er der i min verden ikke et endegyldigt rigtigt eller forkert resultat i den her sag.

Men tænk sig engang, hvis Hans-Kristian Solberg Vittinghus leverede et opsigtvækkende resultat til All England eller nogle af de turneringer, der ligger op til EM. Han kan jo sagtens have overhalet Anders Antonsen på ranglisten og være næsthøjest rangerede europæer, når EM afvikles…

En ting står i hvert fald lysende klart: Rasmus Gemke får under alle omstændigheder værdifuld erfaring i at håndtere et stor forhåndspres. For der vil være mange, der kigger på ham og hans præstationer til EM i Spanien i fraværet af Vittinghus.

Og så skal det måske tilføjes, at min matematiklærer også lærte mig, at man i flere tilfælde kan bruge forskellige metoder til at lave sine mellemregninger.