- Det er en fantastisk præstation, siger ekspert om All England-triumf

Tine Baun er imponeret over Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhls triumf. Og baggrunden, som den kommer på.

For første gang i mere end 50 år står en dansk damedouble øverst på skamlen ved All England.

Og det efter en hård optakt til turneringen for parret Christinna Rytter Juhl og Kamilla Pedersen, der kun gør sejren endnu mere imponerende, mener TV 2 SPORTs badmintonekspert.

- Christinna og Kamilla startede turneringen ud efter, at Christinna havde været syg i 14 dage, og de har kæmpet hele vejen igennem. Det er fantastisk, siger Tine Baun, der selv har vundet All England tre gange i damesingle.

- Men de har hele tiden haft modet, og de har turde at spille. Det er det allervigtigste. Og i dag turde de på de helt rigtige tidspunkter, siger eksperten om sejren, der kom i hus efter to tætte sæt.

21-19, 21-18 vandt danskerne over det fjerdeseedede japanske par bestående af Yuki Fukushima og Sayaka Hirota.

Rytter Juhl og Pedersen har sølvmedaljer fra både OL og VM på CV'et  - og nu altså en af guld fra den prestigefulde turnering i Birmingham.

- At gå ind og tage en All England-guldmedalje er rigtig, rigtig stort. Der er ikke nogen, der samler på andenpladser, så det her betyder rigtig meget for dem.

Selv var parret mere end lykkelige:

- Jeg kan ikke beskrive, hvor godt det føles at stå på den øverste skammel. Tak til alle, siger en lykkelig Kamilla Rytter Juhl efter triumfen.

Hendes makker, Christinna Pedersen, skyndte sig ud til sin familie, og så begyndte glædestårerne at løbe, og forløsningen var tydelig.

- Billederne inde på banen viste det ret godt, siger Christinna Pedersen til TV 2 SPORT.