Dansk All England-vinder styrtede før finalen - ville ikke sige noget til landstræneren

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl fik en mindre forskrækkelse i optakten til finalen ved All England søndag.

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen kunne søndag eftermiddag lade sig hylde efter duoens første sejr i den traditionsrige badmintonturnering All England.

Men optakten blev en smule forstyrret af en glat bro, som de passerede efter at have været i arenaen lørdag aften.

- Jeg når lige at advare Christinna og siger, at vi virkelig skal passe på, fordi der er glat. Jeg kunne lige se scenariet, at en af os vælter, og at der sker et eller andet, siger Kamilla Rytter Juhl til TV 2 SPORT.

- Så går der fem sekunder, og så siger det bare ’svup’, og så ligger jeg bare, så lang jeg er. Der er fuldstændig stilhed i et splitsekund, og så når Christinna at sige: ’Skete der noget, skete der noget?’

- Jeg svinger lige mine arme, fordi jeg lander rimelig hårdt ned på min albue. Men heldigvis skete der ikke noget.

Omkring arenaen i Birmingham er der flere broer som denne.
Omkring arenaen i Birmingham er der flere broer som denne. Foto: TV 2 SPORT

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen vandt finalen med 21-19, 21-18 over Yuki Fukushima og Sayaka Hirota fra Japan.

Damedoublen besluttede efter styrtet, at der ikke var nogen grund til at fortælle landstræner Kenneth Jonassen om styrtet i optakten.

- Kenneth er altid en lille smule bekymret for os. Jeg kan huske på et tidspunkt, da vi spillede for Greve, hvor han sagde, at vi ikke måtte cykle over i hallen, for han var bange for, at vi væltede på vej derover. Så han er lidt bekymret for os, om vi har det godt. Så jeg ville helst ikke have, at han blev nervøs for, at jeg havde slået mig, siger Kamilla Rytter Juhl.

Det var første gang siden 1965, at en rent dansk par strøg til tops i damedouble ved All England.