- Historisk set er All England den største arv, man kan opnå

16x9
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen jubler over All England-triumfen. Foto: Peter Cziborra / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhls sejr ved All England placerer dem i det fineste kapitel i historiebøgerne.

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl har sikkert ikke helt forstået endnu, hvad det egentlig vil sige at vinde All England.

Det går nok først rigtig op for dem, når den badmintonarv, de er trådt ind i, bliver ved med at følge dem i resten af livet.

Vi siger altid, at i badminton er der tre helt store individuelle titler: OL, VM og så All England.

De to førstnævnte har skilt sig ud i den brede bevidsthed som de allerstørste – med OL som etter og VM som toer.

Men vi kan og må simpelthen ikke undervurdere en sejr ved All England. Det er selve badmintonens arv, der spilles om i verdens ældste – og mest prestigefyldte – turnering.

Det, Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl har præsteret, vil aldrig blive glemt. Det vil trække linjer langt tilbage i historiebøgerne.

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl vandt finalen i to tætte sæt. Video: TV 2 SPORT

Dansk damedouble har ikke stået øverst på All England-podiet siden 1967, hvor Ulla Strand stod der sammen med hollandske Imre Rietveld. To år tidligere stod Ulla Strand der også sammen med Karin Jørgensen.

Der er gået mere end 50 år. Det er historisk, at Danmark igen er på toppen af damedoublekategorien.

All England binder historien sammen

VM blev afholdt for første gang i 1977, og badminton kom med på OL-programmet i 1992. All England blev spillet for første gang i 1899.

Det er med andre ord den turnering, der binder badmintonsportens historie sammen. Det var den titel, der gik under betegnelsen ”det uofficielle VM” frem til 1977, hvor ”det rigtige VM” blev etableret.

Den store forskel på OL, VM og All England kan beskrives ret simpelt: Når jeg gik rundt på gangene i Arena Birmingham, så var gulve og vægge tapetseret med billeder af tidligere vindere. Historien hænger tungt i luften.

En purung Peter Gade efter sejren i 1999 gik jeg dagligt forbi og tænkte: "Det var sgu lige her, han vandt All England for snart 20 år siden." Dét er den afgørende forskel i min optik. Der vil All England altid vinde på point over OL og VM.

Her husker de vinderne. Her hylder de vinderne. Her inviterer de vinderne tilbage til hyldest år efter år. Her er historien skabt, og her føres arven videre.

For et par år siden blev den nu afdøde Erland Kops hyldet for sine 11 All England-titler, som han vandt fra 1959-1969. Et engelsk publikum, hvoraf de fleste nok aldrig har set så meget som et billede af Erland Kops i aktion, rejste sig op og hyldede ham, som om vi kortvarigt var tilbage i 1960’erne med Kops øverst på podiet.

Dét er prestigen. Det er historien ved All England. VM og OL-titler lagres i langt højere grad i spillernes bevidsthed. Tror I, at Poul-Erik Høyer vil blive hyldet, hvis han i dag gik igennem gaderne i Atlanta efter OL-titlen i 1996? Eller hvis Viktor Axelsen vendte tilbage til Arenaen i Glasgow, hvor han vandt VM sidste år?

Det vil de nok næppe. Selvom de leverede enestående, unikke og historiske præstationer.

Jeg synes stadig, at VM og OL er et mulehår foran All England rent sportsligt, hvis jeg absolut skal rangere titlerne. Men historisk set, så er All England den største badmintonarv, man kan opnå.

Derfor glæder det mig, at det er lykkedes for badmintonverdenen at holde det glorværdige og mytiske fokus på All England.

Når Christinna Pedersen og Kamila Rytter Juhl vender tilbage til All England om 2, 5 eller 10 år – på et eller andet tidspunkt nok som tilskuere i stedet for aktive spillere – så vil deres præstation i 2018-udgaven hver eneste gang blive genoplivet og stå lysende klart, som var den vundet igen.