Danmarks VM-trup er udtaget - disse spillere skal forsvare titlen

16x9
Et udpluk af de danske Thomas Cup-vindere fra 2016. Foto: Scanpix

Fire nye ansigter skal af sted til Thomas og Uber Cup i Thailand. Se de danske badmintontrupper her.

Badmintonspilleren Emil Holst får ikke lov til at forsvare Danmarks historiske Thomas Cup-titel - også kaldet VM for hold - når turneringen afholdes igen til maj.

Til forskel fra den vindende trup i 2016 kommer Anders Antonsen i stedet med. Det står klart, efter det danske landstrænerteam tirsdag har udtaget både Thomas Cup- og Uber Cup-holdet (kvindernes udgave af VM for hold, red.).

Det var forventet, at Anders Antonsen ville få en plads, da han er den næstbedste herresingle i landet.

Thomas Cup-holdet:

  • Viktor Axelsen
  • Anders Antonsen (debutant)
  • Hans-Kristian Solberg Vittinghus
  • Jan Ø. Jørgensen
  • Mathias Boe
  • Anders Skaarup
  • Mads Conrad-Petersen
  • Mads Pieler Kolding
  • Kim Astrup
  • Mathias Christiansen

Danmark er i gruppe med Malaysia, Rusland og Algeriet ved Thomas Cup, hvor den danske målsætning er at spille med om medaljer.

Dobbelt danmarksmester fravalgt

I den danske Uber Cup-trup er der udtaget tre debutanter. Det drejer sig om Julie Finne-Ipsen og hendes doublemakker, Rikke Søby. Samt den 18-årige singlespiller Line Christophersen.

Dermed er der ikke fundet plads til Mette Poulsen, som har vundet DM de seneste to år. Og som er udtaget til EM i Spanien i april.

- Vi har udtaget de tre damesingler, som ligger højest rangeret på verdensranglisten. De udgør grundstammen for dem, der skal spille.

- Så har vi valgt at give et ungt talent muligheden for at komme ud og suge til sig og chancen for at spille mod spillere med et højere niveau, end hun har gjort før. Og her har vi valgt Line Christophersen, for vi kan godt lide det, vi ser til turneringer og herinde på landsholdstræningen. Hun har et spændende potentiale, siger Kenneth Jonassen, og suppleres af Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom.

- Vi synes ikke, Mette (Poulsen, red.) har leveret resultater på det seneste, der skulle godtgøre, at hun skulle med i stedet på bekostning af de tre højere rangerede damesingler, fortæller han til TV 2 SPORT.

Mens herrerne i 2016 sikrede Danmarks første Thomas Cup-titel nogensinde, røg kvindernes Uber Cup-hold ud i kvartfinalen til Japan.

Uber Cup-holdet:

  • Sara Thygesen
  • Maiken Fruergaard
  • Julie Finne-Ipsen (debutant)
  • Rikke Søby (debutant)
  • Mia Blichfeldt
  • Line Kjærsfeldt
  • Natalia Koch Rohde
  • Line Christophersen (debutant)

Danmark er ved Uber Cup i gruppe med Rusland, Sydkorea og Mauritius. Sammen med Team Danmark har landstræner Kim Nielsen sat kvartfinalen som en målsætning.