Peter Gade har fremtiden på plads

16x9
Peter Gade var træner for det franske landshold i tre år fra 2015-2018. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

En af Danmarks største badmintonspillere gennem tiderne starter nu sit eget akademi op, når han stopper som fransk landstræner den 1. maj.

I mange år rejste herresinglen Peter Gade verden rundt i jagten på de største trofæer som spiller, hvor han blandt andet nåede at vinde fem VM-medaljer og den prestigefyldte All England-titel.

Her opbyggede han et navn og brand omkring sig selv, som han nu vil udnytte i sin videre trænerkarriere, når han stopper som fransk landstræner den 1. maj efter tre år i jobbet.

Helt konkret betyder det, at den tidligere topspiller starter ’Peter Gade Academy’, som skal være et uafhængigt badmintonakademi, der har base i Gentofte Badmintonklub. Her bliver formålet at gøre akademitanken mere moderne og samtidig imødekomme de krav, der kommer fra både danske og internationale spillerne i fremtiden.

- Jeg gør det nu, fordi jeg føler, at hvis jeg skal bruge mit navn og brand inden for badmintonsporten, som jeg godt kan tænke mig, så er det tiden. Efter en spændende og udfordrende tid i Frankrig, har jeg behov for at prøve det af og se, om jeg kan skabe en virksomhed ud fra det.

- Forhåbentlig kan det skabe et arbejde og en fremtid for mig selv, hvor jeg kan lave det, jeg godt kan lide. Det giver mig en anden frihed, end jeg har haft før, for jeg føler, jeg har behov for at skabe og præge det miljø, som jeg gerne selv vil have. Så håber jeg selvfølgelig, at den kultur, jeg står for og tror på, kan skinne igennem, når spillerne kommer og træner, siger Peter Gade til TV 2 SPORT.

Han forklarer samtidig, at han ikke ønsker at tage ejerskab på spillerne, som det ofte er kendskabet fra flere andre akademier. Det skal være et træningsakademi for spillere på højeste niveau – både på talentsiden og U-spillerne samt seniorer, og så kan spillerne komme fra hele verden.

Det bliver blandt andet med hjælp fra den rutinerede irer Scott Evans, der i mange år har optrådt for danske klubber og markeret sig på den internationale scene med højeste placering som nummer 23 i verden. For nylig annoncerede Evans således, at han stopper sin aktive karriere for at fokusere på sin fremtid som træner.

- Spillerne, der kommer her, kan selv styre tidsperioden, og der er flere måder at blive tilknyttet på. Det afhænger meget af situation, alder og målet for træningen. Her håber vi at se spillere, der vil arbejde på specifikke områder, men også nogen, der træner op til store begivenheder og mere langsigtede mål i karrieren, siger Peter Gade.

Han mener ikke selv, at der er set nogen lignende før herhjemme, og han håber, det kan definere et nyt segment inden for akademitænkning og coaching. Samtidig slår han fast, at det ikke skal være en konkurrent til landshold, klubber og forbund.

- Jeg håber meget, de og spillerne vil se os som en samarbejdspartner og en ekstra tilføjelse. Vi ønsker ikke at tage ejerskab på spillerne, og som udgangspunkt er jeg heller ikke interesseret i at skulle ud og være træner til turneringer for spillerne.

- Men det er jo et nyt setup, og vi bliver nødt til at se de første måneder an og lytte til den feedback, vi får. Det bliver dog uden tvivl spændende, og jeg får forhåbentlig hurtigt en idé om spillernes behov, og så må vi se, om der skal laves justeringer henad vejen.

Peter Gade har tidligere været inde omkring et dansk talentprojekt som træner, men denne gang bliver rammerne nogle helt andre. Der bliver tænkt bredt både nationalt og internationalt, og der kan tre år som fransk landstræner være med til at hjælpe ham godt på vej.

- Jeg har lært utrolig meget de sidste tre år. Jeg har oplevet, hvordan spillere fra andre lande tænker og træner, samt hvordan kulturen og opvæksten er, og hvilke udfordringer de kæmper med. Dermed bliver man også bekræftet i, hvor stærk badmintonkulturen er i Danmark.

- For mig at se er der dog stadig mange områder, hvor vi kan udvikle og gøre tingene mere professionelt – udvide den nuværende kultur. Nu har jeg behov for at være fri i trænerrollen, så jeg kan udfolde det under mine egne rammer, hvor spillernes behov er i centrum, slutter den tidligere topspiller.

’Peter Gade Academy’ starter uofficielt op allerede fra 1. maj, og der er allerede vist interesse fra indiske spillere, ligesom der i starten også vil være et samarbejde og tilknytning fra spillere i Gentofte. En måned senere åbner akademiet så officielt.

I TV 2 SPORTs nyeste episode af badmintonpodcasten kan du høre mere til Peter Gade, der fortæller meget mere om tankerne bag det nye badmintonakademi.