Danske stjerner gør comeback i stor turnering

16x9
Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl vandt i marts All England for første gang. Foto: Paul Ellis / Ritzau Scanpix

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er atter tilbage på badmintonbanen, efter parret har siddet ude på grund af private årsager.

Den danske damedouble med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er klar til at gøre comeback.

De har ikke sammen deltaget i internationale turneringer siden All England-triumfen i marts, men de stiller op til Super 750-turneringen Malaysia Open, der rangerer som en af de største turneringer i kalenderåret.

Det bekræfter Kamilla Rytter Juhl over for TV 2 SPORT.

- Vi er begyndt at træne igen, og det er fedt. Jeg ved ikke, hvordan formen helt præcis er, men vi glæder os rigtig meget til at skulle ud og spille, fortæller hun.

Damedoublen er tredjeseedet i turneringen og har fordelen af at sidde over i første runde. Derfor bliver deres comebackkamp i anden runde, hvor der kan vente hård modstand.

Her står de til at møde det japanske par Mayu Matsutomo og Wakana Nagahara. Et par, de mødte i semifinalen ved årets All England og som blev besejret i en tæt kamp med 21-15, 22-20.

- Vi lægger ud med en revanchekamp fra All England. Så det bliver en lidt hård kamp. Men forhåbentlig kan glæden ved at være tilbage på banen bringe os langt, siger hun om turneringen, som parret vandt i 2012.

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl stillede ikke op i damedouble ved hverken det individuelle EM i april eller VM for hold, Uber Cup, i maj. Meldingen fra Badminton Danmark var, at det var på grund af private årsager.

Christinna Pedersen stillede dog op til EM i mixeddouble med Mathias Christiansen. Her nåede de frem til finalen.

Malaysia Open spilles fra den 26. juni - 1. juli og kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.