Antonsen taber storkamp - dansk double overbevisende videre

Lee Chong Wei viste sig som den stærkeste mod Anders Antonsen ved Indonesia Open.

Se Indonesia Open på TV 2 SPORT fredag, lørdag og søndag.

Anders Antonsen var på en stor opgave i anden runde af Super 1000-turneringen Indonesia Open. En af verdens tre største turneringer.

Her ventede den nykårede Malaysia Open-vinder og verdens nummer fire, Lee Chong Wei. Malaysieren vandt kampen med 21-12, 21-15 og er klar til kvartfinalen.

Danskeren fik ellers en fremragende start, da en god defensiv bragte ham på 3-1. Lee Chong Wei fik efterhånden slået igennem den og bragte sig på 8-4.

Et af højdepunkterne i sættet var, da danskeren imponerede med et servees til 12-13. Det skulle vise sig at være det sidste point, han fik i første sæt. Derefter skruede Lee Chong Wei op for tempoet og begik ingen fejl. Otte point i træk vandt malaysieren og sikrede sig sættet.

Blandet dansk dag

Lee Chong Wei bragte sig også i front fra begyndelsen af andet sæt. Momentum skiftede, da Antonsen vandt den efterfølgende lange duel. Danskeren havde stor succes med at slå bolden over i Lee Chong Weis forhånd og presse ham der. Det gav ham en føring på 9-6.

Det satte han over styr, da Lee Chong Wei kunne gå til pause i sættet med 11-10. Antonsen begyndte at spille mere aggressivt efter opholdet og udlignede til 15-15. Ligesom i første sæt gik han fuldstændig i stå til sidst, og Lee Chong Wei vandt seks point i træk..

Mere succes var der for Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding, som spillede på samme tid som Antonsen. De vandt i to sæt og er videre til kvartfinalen, hvor de skal møde verdensetterne Kevin Sukamuljo og Marcus Gideon.

Hans-Kristian Solberg Vittinghus tabte 18-21, 11-21 til thailandske Kantaphon Wangcharoen.