Specielt 'trick' banede vejen for Marins VM-titel: - Ingen andre kan det

Carolina Marin gjorde sin modstander rundtosset, da hun undervejs i VM-finalen satte duellerne hurtigt i gang.

For tredje gang i karrieren kunne 25-årige Carolina Marin lade sig hylde som verdensmester i damesingle.

I begyndelsen af finalen tydede det ellers ikke på, at spanieren skulle vinde. Pusarla V. Sindhu spillede tålmodigt og fik flyttet Marin langt tilbage på banen. Lige indtil Marin ændrede sin taktik midtvejs i første sæt.

Bagud 11-15 begyndte hun ligesom i semifinalen at udnytte sin overlegne fysik på bedst mulige måde. Ved at gøre pauserne mellem hver duel korte.

Efter hver duel skyndte hun sig at samle bolden op og spurte hen for at stille sig klar til at serve. Imens hev Sindhu efter vejret og prøvede at få en pause.

Det betød, at dommeren undervejs gav hende en advarsel, fordi hun ikke stod klar. Taktikken vendte rundt på momentum i kampen og gav Marin fem point i træk.

Selvom bolden lå på Pusarla V. Sindhus banehalvdel, løb Carolina Marin hen for at tage bolden, så hun kunne sætte næste duel hurtigt i gang.
Selvom bolden lå på Pusarla V. Sindhus banehalvdel, løb Carolina Marin hen for at tage bolden, så hun kunne sætte næste duel hurtigt i gang. Foto: TV 2

Sættet vandt hun 21-19, og i andet sæt blev den fysiske forskel udstillet, da Marin vandt det 21-10.

- I den anden del af første sæt vidste jeg, hun var nervøs, fordi hun var foran. Hun tænkte for meget på pointtavlen og tænkte ikke så meget over, hvad hun skulle gøre mod mig. Jeg forsøgte bare at holde fokus på mig selv, og hvad jeg skulle gøre mod hende i hver en del af spillet, sagde Marin efter kampen til TV 2 SPORT.

Aldrig set før

Taktikken med at serve hurtigt har hun allerede vist tidligere i turneringen. Hendes danske træner, Anders Thomsen, fortalte efter semifinalen, at det er en af de ting, som de har arbejdet på, for at Marin kan udnytte, hun har så god en fysik.

'Tricket' imponerede TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen.

- Det der har jeg ikke set andre gøre. Det er der ingen andre, der kan, sagde han under kommenteringen af finalen.

Det var lidt irriterende på et tidspunkt, men alt i alt synes jeg, det var fint

Pusarla V. Sindhu

Den tredobbelte All England-vinder Tine Baun nåede i sin karriere at spille over for Marin. Men hun nåede aldrig at blive udsat for spanierens nye tiltag, ligesom hun heller ikke har set andre singlespillere gøre det.

- Det er meget usædvanligt, og det siger også lidt om Marins form. Hun har kørt folk over lige fra starten af, men det her er en ekstra dimension, de (trænerne, red.) har lagt på hendes spil og hendes udstråling på banen, fortæller badmintoneksperten. 

Hun kunne se på Sindhus attitude i finalen, at inderen havde svært ved at komme ud af Marins fysiske greb.

- Det her bliver nemt en provokation, fordi man aldrig får ro på til lige at få sænket skuldrene og finde ud af, hvad man skal gøre. Det er et smart trick. Det bliver ikke sidste gang, vi kommer til at se det her, siger Baun, som sammen med Laugesen mener, at Sindhu tidligt i kampen skulle have gjort dommeren opmærksom på, at spanieren servede for hurtigt. 

Sindhu var naturligvis skuffet efter hendes andet nederlag i træk i en VM-finale. Men hun betragtede ikke Marins taktik med serverne som et stort tema.

- Dommeren så det, men han ikke sagde noget til det. Eller det gjorde han måske et par gange, men det skal slet ikke være et tema overhovedet, fordi det er bare et spørgsmål om miskommunikation.

- Hun var nogle gange hurtig klar, og jeg var langsom. Andre gange stod jeg klar til at modtage, mens hun stoppede op. Det var lidt irriterende på et tidspunkt, men alt i alt synes jeg, det var fint, siger Sindhu.

De to spillere mødtes også i OL-finalen i 2016, hvor Marin ligeledes vandt.