Boe og Mogensen vinder igen efter VM-skuffelse og sygdom

16x9
Mathias Boe og Carsten Mogensen spillede første kamp siden deres VM-exit den 2. august. Foto: Mahmoud Khaled / Scanpix Denmark

Tre danske herredoubler var i aktion på andendagen ved Japan Open, hvor det blev til to sejre. Mathias Boe og Carsten Mogensen vandt i to sæt.

For 42 dage siden måtte Mathias Boe og Carsten Mogensen overraskende forlade VM, da de danske stjerner blev sendt ud allerede i tredje runde.

Siden skulle herredoublen egentlig have været tilbage på banen i Spain Masters, men i slutningen af august måtte de melde afbud, da Boe døjede med en form for virus.

Onsdag var danskerne så endelig tilbage på banen ved Super 750-turneringen Japan Open, hvor de slog det tyske par Mark Lamsfuss og Marvin Emil Seidel med 21-11, 22-20.

Boe og Mogensen var i første sæt bagud ved 1-2, men herfra så de sig ikke tilbage og tog en afgørende stime fra 12-8 til 17-8. I andet sæt var det anderledes tæt, og tyskerne var foran med 17-14, inden den danske double fik vendt sættet og lukket opgøret i to sæt.

Også den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup kan se frem til endnu en kamp ved Japan Open, efter de slog et indonesisk par i deres første kamp med 21-13, 21-11.

VM-kvartfinalisterne og verdens nummer seks, Mads Kolding og Mads Conrad, formåede derimod ikke at spille sig videre, da de tabte 19-21, 16-21 til et par fra Taiwan, der ligger nummer 12 på verdensranglisten.

Disse danskere skal i aktion torsdag

To danske sejre og et nederlag betyder, at der nu er fem danske chancer tilbage i torsdagens 1/8-finaler. Herunder får du overblikket over, hvem der skal i aktion:

TV-banen:

Kamp 3 (cirka klokken 4.30): Rasmus Gemke - Kento Momota (verdensmester, Japan)

Kamp 7 (cirka klokken 8.00): Viktor Axelsen - Kenta Nishimoto (Japan)

Andre danske kampe:

Maiken Fruergaard/Sara Thygesen - Matsumoto/Nagahara (Japan)

Mathias Boe/Carsten Mogensen - Maas/Tabeling (Holland)

Kim Astrup/Anders Skaarup - Chen/Wang (Taiwan)

Se Japan Open fra torsdag-søndag på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. Du kan se med første gang natten mellem onsdag og torsdag fra klokken 3 til klokken 10 torsdag morgen.