Danske guldvindere nægter at tro det: - Jeg mener ikke, at vi er så gode

De nykårede China Open-mestre havde svært ved at skjule begejstringen over den store titel efter præmieceremonien.

Kim Astrup og Anders Skaarup var helt rundt på gulvet, da det stod klart, at de havde sikret karrierens største sejr i China Open.

De kunne simpelthen ikke forstå, at de netop havde vundet 21-13, 17-21, 21-14 over Chengkai Han og Haodong Zhou, og det skinnede igennem i sekunderne efter, at det kinesiske par ikke formået at slå matchbolden over på danskernes side af nettet.

- Vores jubelscene viste, hvor ekstremt glade og overraskede, vi er. Det lyder måske som en kliché, men det er ikke gået op for os, at vi har vundet China Open. Det er en af de største turneringer, og jeg er meget glad, siger Anders Skaarup.

Parret blev europamestre i april, men den titel blegner lidt i forhold til det, de sikrede sig søndag. China Open er en Super 1000-turnering, som rangerer lige under OL og VM og på højde med All England.

Den har de ottendeseedede danskere nu vundet, og det lå ikke ligefrem i kortene inden turneringen gik i gang.

- Vi er absurd glade. Det er fuldstændig vanvittigt. Jeg mener ikke, at vi er så gode, men det er vi åbenbart, siger Skaarup og får hjælp til at fortsætte talestrømmen af Kim Astrup:

- Vi har spillet over niveau fem kampe i streg nu, og det er fantastisk. Vi er simpelthen så glade og stolte.

Efter en god start på finalen med en sikker sejr i første sæt, blev det pludselig spændende, da de tabte et tæt andet sæt. Dermed måtte de ud i et nervepirrende tredje sæt, som udviklede sig til danskernes fordel.

To glade danskere reflekterede over den intense China Open-finale, som de netop havde vundet. Video: TV 2 SPORT

Med en føring på 11-6 ved sideskiftet fortsatte Astrup og Skaarup og kom foran 14-6, inden kineserne satte point på tavlen. Herfra forsøgte de at levere et mindre comeback, men danskerne blev aldrig for alvor truet i det afgørende sæt, som de endte med at vinde 21-14.

- Jeg er lidt målløs. Der var mange nerver fra begge par. Man kunne se, at det var vores første store finale. Men jeg synes, at vi formåede at forblive – næsten – rolige.

Med sejren følger en check på 74.000 dollars svarende til 470.000 kroner.