Viktor Axelsen detroniseret som nummer et på ranglisten

16x9
Viktor Axelsen mister førstepladsen torsdag til japaneren Kento Momota Foto: Johannes Eisele / Ritzau Scanpix

Ikke mere dansk i toppen af verdensranglisten i herresingle, når den nye liste udkommer torsdag. Men det er ikke noget, der generer Viktor Axelsen.

Når den kommende verdensrangliste i herresingle i badminton offentliggøres torsdag eftermiddag, er det uden danske Viktor Axelsen på førstepladsen.

Nederlaget i anden runde i China Open til indoneseren Ginting betyder, at danskeren bliver overhalet af både japaneren Kento Momota, der overtager førstepladsen, og kinseren Shi Yuqi. Men det er ikke noget, der bider på fynboen.

- Selvfølgelig er det fedest at ligge nummer et, men det er federe at vinde turneringer. Det er det, jeg kigger mest på. Jeg vil hellere vinde turneringer, end jeg vil ligge nummer et i verden, siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT.

- Momota har præsteret rigtig godt over et langt stykke tid, og jeg har været ude med en skade her i starten af 18, og har kun 11 resultater lige nu, hvor nogle ikke har været semifinaler og finaler. Hvis du vil ligge et eller to i herresingle i verden, så skal de være rigtig, rigtig høje næsten alle dine resultater.

Danskeren overtog førstepladsen et år siden i slutningen af september, og pånær en enkelt uge har verdensmesteren fra 2017 haft fjerboldens førertrøje lige siden. Men selvom tabet af førerpositionen ikke rammer hårdt, så vil Axelsen naturligvis gerne generobre den.

- Det er egentlig ikke noget, jeg er super frustreret over, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg arbejder hårdt på at kunne komme derop igen.

Fordelen ved at have førstepladsen kan især findes i kontrakterne, hvor det udløser bonus, når man er godt placeret på verdensranglisten. Men det er ikke fordi Viktor Axelsen bruger mange tanker på økonomien i en god placering.

- Det er ikke noget, man er decideret afhængig af – eller ens kontrakt, den falder helt vildt. Det er selvfølgelig meget individuelt. Men for mig at se er det bare en bonus, der kommer, hvis man gør det godt, som er en del af alle spilleres kontrakter.

Men når man har evner med fjerbold og ketsjer som Viktor Axelsen, så forudser han en lang kamp om at generobre topplaceringen på ranglisten, og når det engang er sket - at bevare den.

- Det bliver nok en kamp over hele min karriere. At der kommer nogle, der er gode eller lige så gode som mig. Så jeg tænker, det bliver en rigtig lang kamp, og det bliver en kamp indtil jeg stopper.

Den kamp fortsætter onsdag ved Korea Open, hvor danskeren er topseedet. En turnering, der kan ses på TV 2 SPORT fra fredag.