Jan Ø. Jørgensen var på sejrskurs, men tabte alligevel til legende

16x9
Jan Ø. Jørgensen er færdig ved Korea Open. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Jan Ø. Jørgensen så på et tidspunkt ud til at være på sejrskurs mod Lin Dan, men den 34-årige kineser vandt.

Det lugtede af en overraskelse, da Jan Ø. Jørgensen onsdag var på banen i første runde ved badmintonturneringen Korea Open i Seoul. 

Den 30-årige dansker, der forsøger at vende tilbage til toppen efter skadesproblemer, tabte imidlertid 21-19, 17-21, 15-21 til den levende legende Lin Dan fra Kina. 

Det skete i det 13. møde mellem de to, der første gang spillede mod hinanden i 2009. Onsdagens møde var dog den første indbyrdes duel i knap to et halvt år. 

Lin Dan kom med onsdagens sejr op på ni sejre mod fire til Jan Ø. Jørgensen. 

Den 34-årige kineser er den mest vindende i herresingle nogensinde i de helt store turneringer, hvilket fem VM-guld, to OL-guld og seks All England-triumfer vidner om. 

Hverken Jan Ø. Jørgensen eller Lin Dan ligger aktuelt i top-10 på verdensranglisten, hvor de rangerer som henholdsvis nummer 38 og 12. 

Første sæt blev en lige affære, hvor ingen af spillerne formåede at slå et stort hul til modstanderen. 

Jan Ø. Jørgensen kom foran 17-14, men tre dueller senere havde Lin Dan udlignet. 

Kineseren kom også foran 19-18, men derefter lukkede danskeren sættet med tre point på stribe. 

Det så i en periode særdeles lovende ud i andet sæt set med danske øjne. 

Med fire point i træk fik Jan Ø. Jørgensen bragt sig foran 11-6, men herefter vandt Lin Dan seks dueller på stribe og kom foran 12-11. 

Danskeren slog tilbage og kom foran 14-12, men fra stillingen 14-15 rykkede Lin Dan igen fra sin modstander og skaffede sig fem sætbolde ved 20-15. 

De to første fik Jan Ø. Jørgensen afværget, men til sidst sikrede Lin Dan sætsejren. 

I tredje sæt måtte danskeren flere gange kæmpe sig tilbage, og med fem point i træk kom han på 11-11. 

Senere foretog Lin Dan imidlertid endnu et pointmæssigt ryk, og Jan Ø. Jørgensen kunne til sidst ikke svare igen, så han tabte sættet og kampen.