Axelsen færdig i Korea efter overraskende nederlag

Anden runde blev endestationen for Viktor Axelsen ved Korea Open. Den topseedede dansker tabte i to sæt til verdensranglistens nummer 63.

For første gang i karrieren måtte herresinglespilleren Viktor Axelsen gå fra banen som taber efter en kamp mod kinesiske Zhao Junpeng.

På 34 minutter tabte danskeren kampen i anden runde i to sæt, 25-27, 9-21, og dermed er han ude af Super 500-turneringen Korea Open i Seoul.

- Kampen i dag er én, jeg helst vil smide i glemmebogen, hvis jeg skal være helt ærlig. Det var en rigtig skidt kamp for mit vedkommende, siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT.

Det er anden uge i træk, at Axelsen må forlade en turnering i Asien allerede efter to kampe. I sidste uge tabte han til den senere vinder af China Open, Anthony Ginting.

Forgæves Axelsen-comeback i første sæt

Zhao Junpeng, der er nummer 63 på verdensranglisten og sendte Hans-Kristian Vittinghus ud i første runde i Korea, førte 19-12 i første sæt, men Viktor Axelsen fik udlignet og afværgede en sætbold ved 19-20.

Herefter misbrugte den topseedede dansker fire sætbolde, inden Zhao Junpeng sikrede sættet på sin tredje sætbold.

- Jeg kæmpede med det fra start og kommer ikke rigtig i gang før sidst i første sæt og er tæt på at hive sættet, men jeg formår ikke at lukke det. Det var generelt en kamp, hvor jeg ikke følte mig helt tilpas, siger Viktor Axelsen.

I andet sæt var Viktor Axelsen med frem til stillingen 6-6, men herefter vandt kineseren sættet og dermed kampen sikkert.

Det er Zhao Junpengs første sejr i tre kampe mod Axelsen.

24-årig Viktor Axelsen døjede med blandt andet sin vejrtrækning, da han i sidste uge måtte forlade China Open i anden runde.

Ugen forinden nåede den tidligere verdensmester frem til semifinalen ved Japan Open. Næste turnering for Axelsen er Denmark Open i hans fødeby Odense i midten af oktober.

Dansk mixed double videre

Tidligere torsdag kom Mathias Christiansen og Christinna Pedersen videre fra anden runde i mixed double. De andenseedede danskere vandt 21-13, 22-20 over Chen Tang Jie og Peck Yen Wei fra Malaysia.

Mathias Christiansen og Christinna Pedersen stak hurtigt af i første sæt, som de vandt komfortabelt.

Andet sæt blev meget mere jævnbyrdigt, og danskerne var bagud 14-17. Det lykkedes dem dog at vinde sættet og kampen på den anden matchbold.

Helt så godt gik det derimod ikke for damesinglespilleren Line Kjærsfeldt. Hun tabte i to sæt, 14-21, 8-21, til den fjerdeseedede sydkoreaner Ji Hyun Sung.

Også herredoublen med David Daugaard og Frederik Søgaard røg ud, selv om danskerne ydede god modstand i 17-21, 18-21-nederlaget til de fjerdeseedede Takuto Inoue og Yuki Kaneko fra Japan.

Anders Antonsen pressede den nye verdensetter, japanske Kento Momota, ud i tre sæt, men endte med at lide samme skæbne som Axelsen, Kjærsfeldt og herredoublen. Antonsen tabte med cifrene 18-21, 22-20, 16-21.