Forbund pissede Axelsen af - så nægtede han at rejse til All England

16x9
Viktor Axelsen havde ikke meget at smile af, da han fik en træls mail fra det internationale badminton forbund kort før All England. Foto: Johannes Eisele / Ritzau Scanpix

I en ny bog fortæller Viktor Axelsen om uoverensstemmelser med det internationale og nationale badminton forbund.

Fredag den 12. oktober udkommer Viktor Axelsens bog 'Den danske drage', der er skrevet i samarbejde med TV 2-journalisten Nicolaj Albrectsen.

TV 2 SPORT har fået lov til at bringe et uddrag af kapitel 11 af bogen, der udkommer på forlaget Gyldendal.

Vi kommer ind i kapitlet i begyndelsen af 2018, hvor Viktor Axelsen er skadet, og derfor har været nødt til at melde afbud til All England.

KAPITEL 11 - Drømmen om en mere professionel sport

Mailen

I begyndelsen af 2018, da jeg var rejst skadet hjem fra Indonesien, var det imidlertid ikke min største bekymring at skulle sætte røde krydser over missede turneringer i min turneringskalender.

Sådan ser forsiden ud på Viktor Axelsens nye bog
Sådan ser forsiden ud på Viktor Axelsens nye bog Foto: Gyldendal

Det, der slog hårdest, var, at jeg måtte se årets største mål, All England, glippe. Jeg var i topform og havde åbnet 2018 med en turnerings­sejr, og derfor var jeg ekstra bitter, da jeg den 23. februar sendte et af­bud til BWF og annullerede mine flybilletter, flere uger før turneringen begyndte.

Jeg hørte først noget mandag den 12. marts, dagen inden All Eng­land skulle begynde, da BWF’s eventchef Darren Parks skrev til Badmin­ton Danmarks sportschef, Jens Meibom. Darren Parks skrev, at jeg skul­le finde en dag at tage til Birmingham i løbet af ugen for at overholde mine medieforpligtelser. Der findes godt nok en regel i BWF om, at top 15-­spillere skal komme til mediedag ved store turneringer, selv om de er skadet, men det er langtfra altid, at den regel er blevet overholdt. Da Jens Meibom videresendte mailen til mig, blev jeg virkelig provokeret og rasende på BWF. Det kom samtidig med deres nye serveregel, så organisationen havde ikke ligefrem den største stjerne hos mig i forvejen.

Det lød så let, at jeg bare lige skulle flyve over og udføre en ukon­kret medieforpligtelse, men jeg havde jo for længst annulleret mine flybilletter og min hotelbooking. Hvorfor havde de ikke sagt det til mig, da jeg meldte afbud? Det pissede mig også af, at de ikke engang havde en plan – det virkede bare, som om de ville tvinge mig til Birmingham uden et specifikt formål. De ville have mig til at smide alt og rejse til England, dagen inden turneringen begyndte, og hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg blive sanktioneret og skulle betale 5.000 dollars i bøde for at udeblive fra en stor turnering.

Jens Meibom var ligesom jeg ret uforstående over for Darren Parks’ mail, men jeg sendte selv svaret tilbage.

Jeg skrev og spurgte, hvorfor reglen lige pludselig skulle i brug, når nu jeg kunne nævne en række andre skadede spillere, der ikke var ble­vet bedt om at rejse ud til turneringer. Og hvordan kunne det være, at jeg først fik noget at vide dagen inden turneringsstart?

”Tror du, at vi bare sidder på sofaen, når vi er skadet? Jeg har træning, behandling og mange andre ting, jeg skal lave, når jeg er i Danmark,” skrev jeg blandt andet til ham i mailen.

Jeg oplevede det som forskelsbehandling, og syntes, det var respektløst over for mig som atlet, fordi jeg som bekendt er typen, der planlægger mine uger meget minutiøst.

Jeg vil altid gerne stille op til medieforpligtelser og hjælpe med at promovere sporten, når jeg deltager i turneringer, men jeg har også nået et punkt, hvor min karriere kommer i første række. Da jeg var til Indo­nesia Open, spurgte BWF, om jeg ville deltage i en pressekonference for alle medierne, hvilket jeg selvfølgelig gerne ville, men tidspunktet pas­sede dårligt, da det faldt sammen med Danmarks træningstid i hallen, dagen inden jeg skulle spille.

BWF kunne ikke se problemet – kunne jeg ikke bare træne én time og så gå direkte fra træning over til pressekonferencen, som ganske vist lå i en anden bygning? Men det fungerer jo slet, slet ikke for mig, for når jeg har trænet, skal jeg nedvarme og spise, og jeg skulle have mest mulig tid i hallen, for det er også et punkt, hvor det kan virke fuldstændig ustruktureret til turneringerne, fordi planen først laves af referees i de sidste dage op til, at turneringen begynder, og nogle gange er planen så håbløs, at vi som dansk trup kun får tildelt to baner i en time, selv om vi er 13 spillere, og det er langtfra ubetydeligt at træne i turneringshal­len og få en lang flyrejse ud af benene.

De mange hændelser gjorde nok også, at mailen fra Darren var dråben tilbage i marts 2018. Jeg tog ikke af sted. Jeg var så fortørnet over deres fremgangsmåde, og desuden nægtede jeg at gå på kompromis med min genoptræning. Jens Meibom prøvede at overtale mig til at finde et fly og tage til Birmingham, men jeg gad ikke. Det blev et princip for mig. Som skadet var jeg nærmest end­nu mere dedikeret og struktureret i min hverdag i forsøget på at komme tilbage på banen, end når jeg ikke var skadet. Jeg fik aldrig svar på min mail og endte med at betale bøden på 5.000 dollars. Jeg fortalte Bad­minton Danmark om min utilfredshed, og at bøden blev betalt af Team Danmarks­ støttekroner for 2018.

Støttekronerne

Bødebeløbet svarer til det, jeg modtog i støtte fra Team Danmark i 2018. I Danmark er det sådan, at spillere får et mindre støttebeløb til rejser og træning, hvor resten af årets udgifter skal betales af spillerens egne lom­mer. Til gengæld får forbundet ingen del i præmiepengene.

Det paradoksale var så, at jeg i 2018 blev trukket i støtte af Badmin­ton Danmark, der administrerer de penge, som Team Danmark deler ud til hver enkelt sportsgren. En badmintonspiller får typisk mellem 30.000 og 50.000 kroner i støtte – i runde tal. I ”gamle dage” fik jeg 50.000 kroner, mens jeg i årene op til 2018 fik omkring 40.000 kroner.  Nu er jeg sammen med flere andre, blandt andre Mathias Boe, blevet sat ned til 30.000 kroner. Det er sportschefen Jens Meibom, der fordeler støttekronerne, og han forklarede, at han i 2018 havde en ekstraordinær stor støttegruppe, og derfor blev flere af os, der lå rigtig højt på verdensranglisten, sat ned i støtte. Jeg kunne sagtens følge argumentet om, at mange unge spillere var kommet på landsholdstræningen, som forbundet gerne ville have sendt ud til turneringer, og det er blandt andre dem, der modtager mere end mig, men da Jens Meibom offentliggjorde det, skurrede det alligevel i mine ører, fordi jeg synes, der ligger noget principielt i fordelingen.

Det har alle dage været sådan, at de bedste fik mest i støtte, fordi det er de spillere, der hiver medaljerne hjem til Danmark og indirekte skaffer støttekronerne.

Sådan havde elitemiljøet altid været bygget op, og jeg syntes, det var et underligt signal at sende, og jeg forstod godt, hvorfor flere af mine kolleger gik ind på Jens Meiboms kontor og brokkede sig over dén for­deling og ville vide, hvorfor udviklingsspillerne skulle opprioriteres frem for os andre.

Team Danmark­-støtten skal gå til rejser, men da jeg i 2018 blev skåret endnu en gang, svarede det til flere turneringer om året, jeg nu selv skulle betale for.

Det har intet at gøre med, at de andre spillere ikke fortjener støtte, for selvfølgelig gør de dét. Det handler om det miljø, man gerne vil ska­be som landshold. Vil du have en elitesport, og vil du skabe et konkurrencebetonet vindermiljø? Så giver det i mine øjne ikke så meget me­ning at skære i støtten til de bedste, for man skal huske på, at det er alt, vi får. Alt andet, vi tjener, er noget, vi individuelt forhandler med spon­sorer, som vi selv skaffer. Skal spillerne fremover regne med, at hvis de præsterer godt, er der mindre støtte i vente? Hvornår er elitesport blevet sådan?

Selvfølgelig får alle spillere ud over støttekronerne adgang til toptræ­ning og et godt landsholdsmiljø fem dage om ugen, og det at være en del af forbundstræningen er nærmest roden i vores sport, for det er så­dan, badminton er forankret: i forbundene. Og det er både på godt og ondt, for som det er i dag, er alle spillere afhængige af deres nationale forbund, som tilmelder os turneringerne, så vil man udtages til de offi­cielle mesterskaber som VM og OL, skal man være en del af forbundet. De sidder på magten. Jeg har dyb respekt for det, som mit forbund gør for mig med den gode træning, der bliver sat sammen, og de sponsora­ter, der skaffes for landsholdet, når vi repræsenterer Danmark i officielle holdmesterskaber.

Men det er problematisk, at de faktisk ejer os i man­ge henseender, selv om det ikke dem, der er vores primære indtægts­kilde – jeg kan jo ikke leve af 30.000 kroner om året. Min primære ind­tægtskilde er Yonex, og der kan hurtigt opstå interessekonflikter, som det også har været tilfældet de senere år med private sponsorater, der bekriger landsholdets. Det største eksempel på det var konflikten, der blev kaldt Cookie­gate, hvor de fem bedste doublespillere og landshol­det brød for en stund på grund af en tvist om private sponsorater. Det kostede dem deltagelsen i Sudirman Cup.

Jeg lever af Yonex’ penge, men det er Badminton Danmark, der varetager min daglige træning og udtager mig til mesterskaber, og det kan stille os i store dilemmaer, for hvad hvis Yonex meget gerne ser, at jeg spiller US Open, men det ligger oven i min VM­-træningsperiode?

Vi har som landsholdsspillere underskrevet en kollektiv spilleraftale med forbundet, som gør, at vi har nogle helt faste sponsorforpligtelser, og forbundet fik i 2018 sportsmærket Victor som materialesponsor, så det skal vi stille op i til officielle holdmesterskaber, og derudover skal vi stille op til photoshoots og kommercielle arrangementer i løbet af året. Det samme gælder Mille, som i 2018 er forbundets anden sponsor. Det er dejligt, at forbundet skaffer sponsorer, men vi skal huske på, at jeg og mange andre kun får 30.000 kroner om året – ud over betalte rejser til officielle mesterskaber. Når jeg taler med mine internationale kolleger i sporten, er 30.000 kroner betaling for en­totimers arbejde.

Til gengæld oplever jeg, at vores forbund er mere large end andre nationers på visse punkter. Badminton Danmark ved godt, de ikke kan tilbyde os så mange penge som det malaysiske eksempelvis, men til gen­ gæld er de mere imødekommende over for, at vi spiller i privatligaer, der er en hastigt voksende del af sporten. Her er Kenneth large. Han er selv tidligere spiller og ved godt, hvad sådan nogle muligheder kan betyde for ens karriere.

Nybruddet i Indien

Den privatliga, der er mest succesfuld i disse år, er den indiske Premier Badminton League, hvor jeg var med i både 2017 og 2018.

Bag hvert hold er én mand med kapitalen, og alle holdejere mødes i efteråret og holder en spillerauktion, hvor alle, der har givet forhånds­tilsagn om at deltage i ligaen, kommer på auktion som et antikt møbel, og sådan dannes holdene. Når vi et par måneder senere mødes i januar, oplever vi spillere et fantastisk arrangement, hvor vi rejser fra by til by, og mange dage er det sjovere at deltage i end at spille nogle af Super Series-­turneringerne. Det skyldes dels, at jeg er mere afslappet, fordi der ikke er ranglistepoint på spil, dels at der er næsten fyldt i alle de haller, vi kommer ud til. Der er gode penge at tjene for os spillere ved at rejse ud i januar, og selv om det ikke er optimalt for ens træningsplan, er det både værd at tage derud for pengene, og fordi det er rigtig sjovt.

Under holdkampene er der økonomisk bonus, hvis du bliver dagens spiller eller smasher hårdest af alle, og holdlederne udvælger før hver holdkamp ét af opgørene, som giver to point at vinde men minuspoint at tabe, og alle på holdet kan tage en challenge og udfordre linjedom­merens kendelse – også selv om vi sidder på tribunen og kigger med. Det tilfører sporten noget lir og skaber stor underholdningsværdi.

Kampene bliver vist på den største sportskanal i Indien, og det sikrer, at der er et ensrettet og professionelt setup, uanset hvor vi spiller, og jeg synes, sporten promoveres på en fed måde, så det vil jeg gerne bakke op om.

Ugerne sammen på holdet gør, at vi til sidst føler os som et lille, sam­mentømret fodboldhold, og det er sjovt at lære andre spillere på tværs af nationaliteter at kende, fordi vi mødes under mere afslappede forhold og rejser ud i mange afkroge af Indien.

I 2018-­udgaven skulle vi blandt andet spille et par dage i Bengaluru, hvor mit hold havde hjemmebane. Vi blev kørt ud til det, der engang var en sportshal, og da jeg trådte indenfor, troede jeg ikke mine egne øjne. Der var lagt én bane ud i den faldefærdige hal og stillet lidt lys op til­ fældige steder. Det lignede noget, der var løgn. Vi prøvede at varme op og skiftedes til at bruge banen, mens der rendte hjemløse hunde rundt i hallen og syntes, vi var vældig spændende. Da vores formiddagstræning var forbi, havde jeg seriøst svært ved at forestille mig, at vi kunne spille her om aftenen, men da vi kom tilbage, og den indiske aftenhimmel var blevet mørk, stod alt snorlige. Bannerne var oppe, lyset var perfekt, og hallen var fyldt.

Da jeg i slutningen af 2017 spillede én showkamp i Kina, Mazu Cup, og tog videre til den indiske privatliga, tjente jeg samlet så meget, at jeg skulle vinde alle Super Series­-turneringer på et år for at overgå beløbet  i præmiepenge. Penge er bestemt ikke alt, men man skal huske på, at vi er professionelle – det er vores job at spille badminton. Atleter spil­ler for æren og prestigen i at vinde de største turneringer som VM og All England, men vi spiller også for at kunne forsørge os selv og vores nærmeste, og hvem ved, hvordan prestigen i privatligaerne udvikler sig, hvis den vokser sig større og større. Hvis ligaen fortsætter med at være virkelig sjov og økonomien så god, så bliver der kamp for at få en plads på holdene og for at vinde. Det samme gør sig gældende for de ligaer, der er i Kina, Malaysia og Indonesien. Hvorfor skulle folk ikke prioritere dem? Det er et nybrud i sporten, og det bliver spændende at se, hvilken form badmintonsporten tager de kommende år, for ligaerne kommer i en periode, hvor der er stor økonomisk udvikling i sporten.

Tidligere har badmintonspillere affundet sig med ikke at få særlig meget i løn, men nu da de bedste spillere får mere og mere via deres private sponsorater, hæver det også standarden for dem, der er lidt længere nede på listen. Har du først givet en masse millioner for en spiller, så hæver det den generelle, økonomiske overligger.

Jeg begyndte min seniorkarriere med Head som sponsor, da jeg vandt ungdomsverdensmesterskaberne, og kontrakten gav mig 150.000 kro­ner om året. Siden skiftede jeg til Yonex, havde så et projekt med Adi­das og vendte tilbage til Yonex, hvor jeg skrev en ny kontrakt efter ver­densmesterskabet i 2017, som er den største, jeg nogensinde har lavet. Klart.

Det skyldes jo også, at næsten al økonomi i sporten vokser. Store lan­de som Kina og Indien elsker sporten og investerer rigtig, rigtig meget  i den, og det presser priserne op, hvilket er positivt for os spillere, men det betyder også, at vi snart nærmer os en skillevej. Hvordan skal vores sport se ud i fremtiden? Skal vi stadig være afhængige af vores forbund, eller skal vi i højere grad være individuelle lykkesmede som i tennis, og hvordan vil forbundene, der har magten nu, reagere på de stigende øko­nomiske godbidder, der ligger for os spillere ude i verden? Badminton er en sport i rivende udvikling. Problemet er, at sporten udvikler sig i raket­fart, mens vi stadig kører i den samme øse, som er udgået for længst.

Rammerne, systemerne og strukturerne ændrer sig ikke i samme tempo. Det er meget gammeldags. Det tænker jeg meget over. For på et eller andet tidspunkt kommer der til at ske en større eller mindre revolution. Spørgsmålet er bare hvornår og med hvilke konsekvenser.