Jan Ø. føler sig til grin: - Han tager en kæmpe oplevelse fra mig

16x9
Jan Ø. Jørgensen stod klar i kulissen til at træde ind i Denmark Open. Foto: TV 2 SPORT

Den danske badmintonstjerne Jan Ø. Jørgensen kunne have deltaget i Denmark Open, men da en modstander trak sig for sent, kommer han ikke med.

I denne uge afvikles en af årets højdepunkter for danske badmintonspillere, når de skal forsøge at triumfere på hjemmebane ved Super 750-turneringen Denmark Open.

På herresingle-fronten bliver det Viktor Axelsen, Anders Antonsen, Rasmus Gemke og Hans-Kristian Vittinghus, der repræsenterer Danmark. Jan Ø. Jørgensen stod nummer ét på reservelisten i kraft af sin lavere ranglisteplacering, men da der ikke tikkede flere afbud ind før deadline, må han se turneringen fra tribunen.

Jeg kommer ikke på julekort med ham i år. Det er et kæmpe højdepunkt i min sæson, og det er dårlig stil

Jan Ø. Jørgensen om Taiwans Tzu Wei Wang

Derfor var det en ærgerlig Jan Ø. Jørgensen, der tirsdag mødte op til en let træning i Odense Idrætshal, men herresinglen var alligevel afklaret. Stemningen ændrede sig midlertidig drastisk, da Jan Ø. få timer senere fandt ud af, at Taiwans Tzu Wei Wang havde trukket sig med rygproblemer flere timer før sin kamp i første runde.

Skulle danskeren have været med i turneringen, var mandag aften nemlig sidste chance for afbud ved et møde blandt landenes teammanagere.

- Jeg føler mig til grin. Det er uværdigt at rende rundt og lægge så mange timer i det her og være professionel, og så bliver man mødt af noget, der er så uprofessionelt. Jeg er med på, han har fulgt reglerne, men så må man kigge på de regler, for det er samme scenarie i damedouble-kategorien.

- Der er ingen, der har interesse i en walkover-kamp, og det er den samme sang, vi får igen og igen – at man gerne vil gøre det hele mere professionelt. Nu spiller vi allerede fra om tirsdagen, så jeg kunne spille første kamp i morgen, eller jeg kunne sågar være klar i aften, hvis det var, siger Jan Ø. til TV 2 SPORT.

I forrige uge røg Tzu Wei Wang ud i første runde i Taiwan Open og modtag herefter behandling, ligesom han har døjet med rygproblemer i noget tid. Det internationale badmintonforbund, BWF, oplyser til TV 2 SPORT, at de har modtaget lægeerklæring på, han har trukket sig med rygproblemer tirsdag over middag.

'Han tager en kæmpe oplevelse fra mig'

På verdensranglisten ligger taiwaneren nummer 28, mens Jan Ø. Jørgensen lige er kravlet op som nummer 31. Derfor kunne han potentielt have interesse i at melde afbud efter den officielle deadline, hvor Jan Ø. kunne overtage hans plads. Det vil danskeren dog ikke spå om, men én ting er sikkert:

- Jeg kommer ikke på julekort med ham i år. Det er et kæmpe højdepunkt i min sæson, og det er dårlig stil. Han tager en kæmpe oplevelse fra mig her på hjemmebane, hvor jeg også vandt turneringen i 2010.

- Nu er jeg reelt ”med i turneringen”, men fordi afbuddet kommer på det tidspunkt, det gør, så kan jeg ikke få lov at spille. Det er ikke fedt, og det kunne da være spændende at høre ham selv, hvorfor afbuddet først kommer nu, siger Jan Ø. og slår igen fast, at det først og fremmest er reglerne omkring afbud, der skal kigges på:

- Jeg er fuldstændig klar til at spille, så det er reglerne, det er skævt med. Jeg er med på, der skal være noget forberedelsestid, men det burde simpelthen kunne lade sig gøre at afvikle den kamp og samtidig give publikummet en ekstra oplevelse.

Dansk damedouble i lignende situation

Oprindelig stod Taiwans Tzu Wei Wang til at møde Suppanyu Avihingsanon fra Thailand i første runde, hvor Jan Ø. Jørgensen altså kunne have overtaget pladsen. Thailænderen er nu direkte videre til anden runde, hvor der venter et møde med Anthony Ginting fra Indonesien eller verdensmesteren, Kento Momota fra Japan.

Jan Ø. Jørgensen er ligeledes nummer et på reservelisten til French Open i næste uge, hvor han står klar til at træde ind i turneringen ved første afbud.

Også i damedouble missede to danskere en plads i Denmark Open. Her var det Alexandra Bøje og Sara Lundgaard, der stod nummer et på reservelisten, efter to andre reservepar allerede var kommet ind på afbud.

Kineserne Tang og Yu trak sig først fra turneringen tirsdag formiddag, og derfor var det altså for sent i forhold til at lade pladsen gå til det danske par.