Verdensmesteren roser dansk sensation: - Hun er en af de fremadstormende

Carolina Marin fortæller, at hun har været skadet i armen i optakten til kampen mod Mia Blichfedt.

Se Denmark Open fra tirsdag til søndag på TV 2 SPORT.

For første gang i karrieren lykkedes det Mia Blichfeldt at slå OL-guldvinderen og den tredobbelte verdensmester Carolina Marin.

I første runde ved Super 750-turneringen Denmark Open vandt den danske damesinglespiller tirsdag aften efter tre tætte sæt. Til stor jubel for hjemmebanepublikummet i Odense Idrætshal.

Samme begejstring var der ikke hos modstanderen. I Marins seneste turnering havde hun slået Blichfeldt overbevisende i to sæt. Men i sidste uge blev hun ramt af en skade i armen, så hun ikke har kunne træne særlig meget. 

- Det var hårdt for mig, for jeg kunne ikke tro så meget på mig selv under kampen. Jeg er skuffet over min indsats i dag, men jeg ønsker alt det bedste til hende, sagde Marin til TV 2 SPORT. 

Efter kampen satte hun også et par ord på 21-årige Blichfeldts udvikling.

- I Danmark har de altid haft en god gruppe til at træne og udvikle sig sammen, og hun er en helt klart en af de fremadstormende piger, fortæller spanieren.

Mia Blichfeldt viste prøver på sin power undervejs i sensationen mod Marin. Video: TV 2 SPORT

Karrierens største sejr

I næste uge mødes de to spillere igen i French Open, men så langt tænker Blichfeldt ikke frem endnu. Hun er fortsat med i turneringen efter hendes sensationelle sejr.

- Jeg er sindssygt glad. Jeg tror ikke, det gik op for mig, da jeg førte i slutningen af tredje sæt. Jeg lukkede egentlig lidt af og fokuserede på, at alle mine angrebsslag skulle være mod midten, så jeg ikke gik alt for ivrigt mod linjerne, hvor hun kunne vinkle mig. Og det fungerede rigtig godt. Det er helt vildt.

- Det må være karrierens største sejr. Det er i hvert fald min første sejr over Caroline, og det gør det endnu federe, at det så er på hjemmebane, så det er rigtig dejligt, fortalte hun glad til TV 2 SPORT.

Sejren kommer efter en positiv periode, hvor Blichfeldt i sidste uge vandt Super 100-turneringen Dutch Open.

- Jeg tror, det er meget taktisk, jeg er blevet bedre. Jeg har lært at bruge mine færdigheder rigtigt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Jeg er virkelig glad, siger Blichfeldt, som fortsat er meget motiveret trods den nylige titel. 

I anden runde møder hun indonesiske Gregoria Mariska Tunjung, der er nummer 18 på verdensranglisten.