Peter Gade hylder Antonsens taktik: - Han er fræk som en slagterhund

Frækheden hjalp Anders Antonsen frem til en af karrierens flotteste sejre, da han fredag aften spillede sig i semifinalen ved Denmark Open.

Anders Antonsen løb rundt, som var der en hveps efter ham. Den unge dansker havde dog allerede taget stikket.

Det var sejren over kinesiske Yu-Xiang Huang, der sendte Antonsen banen rundt i rendyrket ekstase. Karrierens flotteste semifinaleplads var sikret - og så på hjemmebane.

- Jeg kan slet ikke forstå, at den sidste bold gik ud. Kæft, det var en forløsning. Hold kæft, det er fedt, lød det fra den forpustede århusianer efter kampen.

Antonsen formåede efter en nervepirrende afslutning at få besejret sin modstander i tre sæt. Efter at have vundet første sæt, kom danskeren helt sidelæns ind i det andet. Da det tredje sæt blev vundet med 22-20 efter tre kinesiske matchbolde, viste det sig, at Antonsens prioriteringer gav pote.

- Det er en sindssyg rutsjebanetur, følelsesmæssigt. Jeg starter rigtig godt, ligesom i går. Så går det hurtigt skidt i andet sæt, og jeg vurderer, at med de ressourcer, jeg har, er det ikke værd at kæmpe for. Så jeg går bare og forbereder mig mentalt på tredje sæt.

- Jeg får en god start. Han kommer op og er lige ved at have den, og så får jeg den vendt igen. Det er en fuldstændig vanvittig følelsesmæssig tur.

Slagterhundens frække serv

På de afgørende bolde valgte Anders Antonsen at bruge en såkaldt svipserv, hvor han med en hurtig bevægelse server bolden langt, selvom han egentlig lægger an til en kort serv. En dristig, men succesrig taktik, lyder det fra Peter Gade, der er ekspert på TV 2 SPORT under Denmark Open.

- Han er fræk som en slagterhund, og det er en fornøjelse at se, at han tør at gøre det inde på banen. Også på en dag, hvor det er svært, og hvor kineseren får ødelagt rytmen på Anders, og det bliver lidt op ad bakke i perioder. Det er virkelig, virkelig stærkt, at Anders kommer tilbage og får vundet den her kamp, siger Peter Gade.

Ifølge Gade er det især Antonsens egen aggressivitet, der skal hjælpe ham til endnu en sejr, når han i morgen møder verdensranglistens nummer fire, Tien Chen Chou fra Taiwan.

- Både i kampen mod Viktor i går og igen i dag rykkede han og var eksplosiv. Det skal han blive ved med også i kampen i morgen. Der kommer han til at skulle arbejde hårdt for boldene, og jeg er sikker på, at Chou vil forsøge at gøre det til en lang kamp. Men der er også fejl i ham. Og jeg tror på, at Anders kommer til at spille mere disciplineret på forbanen, og der tror jeg stadigvæk, der er muligheder for at straffe Chou, siger Gade om Antonsen, der selv fokuserer på at blive klar fysisk efter et par hårde kampe.

- Lige nu mærker jeg ikke noget, men i morges og timerne op til… Jeg var godt brugt efter kampen i går (mod Viktor Axelsen, red.). Der var en masser spænding og ’tension’ i den kamp, som bare gør, at det sætter sig ekstra hårdt i musklerne, selvom det måske ikke lignede den mest udmarvende kamp. Den var meget eksplosiv og jeg rykkede en helt masse, så det sætter sig hårdt. Så jeg er forholdvis øm i dag, og jeg har det formentlig ikke bedre i morgen, men nogle smertestillende, det hjælper altid på det.

Du kan følge Anders Antonsens semifinale, samt alle de øvrige semifinaler ved Denmark Open, på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.