Antonsen grinede ad sin jubelscene: - Det koger over i hovedet

Jublen var ekstatisk, da Anders Antonsen fredag aften spillede sig i semifinalen ved Denmark Open.

Se Antonsens semifinale på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

En høj bold fra modstanderen daler ned mod halgulvet, og Anders Antonsen lader den gå.

Da den rammer jorden, spjætter han med arme og ben, laver et hop, løber rundt på gulvet, sætter sig så på knæene og dækker ansigtet med sine hænder.

Sådan så det ud, da 21-årige Anders Antonsen havde fuldendt "det største", han har lavet i sin karriere.

En tresætssejr over Huang Yuxiang sikrede ham en plads i Denmark Open-semifinalen, og da han så sin jubelscene i TV 2 SPORTs studie efter kampen, begyndte han at grine.

Men midt i ekstasen blev han faktisk ramt af tvivl.

- Det koger bare fuldstændig over i hovedet til sidst, da jeg ser den sidste bold falde. Jeg når lige at se ned, og jeg tror, den er ude og begynder bare at juble helt vildt. Jeg er ret sikker på det, men mens jeg jubler, tænker jeg, at det kan være, han har taget en challenge, og at den måske er inde, siger Anders Antonsen til TV 2 SPORT.

Han måtte da også igennem et kæmpemæssigt drama og et stort comeback, før han kunne juble løs.

Kineseren var nemlig foran med 20-17 i det tredje og afgørende sæt. De to første blev afværget, men ved 20-19 til Yuxiang var lyset tæt på at blive slukket.

- Den jeg henter ved 19-20, hvor han slår et rigtig godt smash, og jeg får den over via netkanten. Det er helt surrealistisk, at jeg får den tilbage. Det er et eller andet sted helt vildt heldigt, men også godt taget. Det er helt sindssygt.

Anders Antonsen er videre til semifinalen i Denmark Open efter en sejr i tre sæt over kinesiske Huang Yuxiang med cifrene 21-14, 13-21, 22-20. Video: TV 2 SPORT

Lørdag aften skal Anders Antonsen så forsøge at spille sig i karrierens første Super 750-finalen, når modstanderen hedder Chou Tien Chen. Han er verdensranglistens nummer fire - og en spiller, Antonsen aldrig har slået før.

- Han er rigtig svær. Han har spillet rigtig godt det sidste halve til hele år. Han ser virkelig god ud, og jeg har 0-3 mod ham, så det bliver selvfølgelig en rigtig, rigtig svær opgave, men nu må vi se. Jeg tror, at sådan en hjemmebane her er det, der gør, at jeg lige kan nappe ham. Jeg går ind og giver den fuld pedal, siger Anders Antonsen.

Allerede nu kan du se semifinaler fra Denmark Open på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

  • Kamp 1 (klokken 10): Zheng Siwei/Huang Yaqiong - Tontowi Ahmad/Liliyana Natsir
  • Kamp 2: Marcus Gideon/Kevin Sukamuljo - Mohammad Ahsan/Hendra Setiawan
  • Kamp 3: Greysia Polii/Apriyani Rahayu - Yuki Fukushima/Sayaka Hirota
  • Kamp 4: Kidambi Srikanth - Kento Momota
  • Kamp 5: Tai Tzu Ying - He Bingjiao
  • Kamp 6: Gregoria Mariska Tunjung - Saina Nehwal
  • Kamp 7: Takeshi Kamura/Keigo Sonoda - Marcus Ellis/Chris Langridge 
  • Kamp 8 (cirka klokken 16.45): Anders Antonsen - Chou Tien Chen