Mogensen træt af folks snak: - Jeg har ikke nogen depression, punktum

16x9
Carsten Mogensen. Foto: Nicholas Sterling / TV 2 SPORT

Badmintonstjernen Carsten Mogensen er træt af, at folk tror, han ligger derhjemme med en depression. Derfor lukkede han den debat ved Denmark Open.

- Jeg spiller ikke, hvis jeg ikke har det godt. Punktum.

35-årige Carsten Mogensen var utrolig selvbevidst efter sit exit ved Denmark Open. Her tabte han sammen med sin makker, Mathias Boe, i to sæt til de legendariske indonesere Mohammad Ahsan og Hendra Setiawan.

For nok fyldte nederlaget i interviewet efter kampen, men Mogensen havde også brug for at komme med et statement. Efter en periode med afbud til EM og VM for hold (Thomas Cup, red.) samt et uventet individuelt VM-exit og yderligere to turneringsafbud er spekulationerne om Carsten Mogensens helbred tilsyneladende taget til.

Selv når jeg går ned og handler i min Irma derhjemme, så ved de, ”det er ham med hjerneblødningen”

Carsten Mogensen

I 2016 blev han ramt af en hjerneblødning (aneurisme i hjernen, red.), og siden har han i perioder kæmpet med eftervirkningerne. To et halvt år senere er hovedpersonen selv dog træt af stadig at forholde sig til det, ligesom han mener, at det den seneste tid er blevet en storm i et glas vand.

- Jeg ville gerne have været en væmmelig oplevelse foruden, men når det er sagt, så føler jeg faktisk, jeg har det godt. Det er også det, der har frustreret mig. Folk har haft mere travlt med at snakke om, at jeg skulle ligge derhjemme med en depression. Nej. Punktum. Jeg har det godt, slår Mogensen fast.

'Har du det nu godt nok?'

Den tidligere OL- og VM-sølvvinder brugte knap fire måneder på sidelinjen for at kæmpe sig tilbage efter hjerneblødningen i februar 2016. Siden har han og Mathias Boe vundet flere store turneringer, ligesom de også igen har ligget nummer et i verden. For tiden er de nu nummer 11 på verdensranglisten, og den mindre nedtur har tilsyneladende fået snakken tilbage.

- Jeg er jo måske blevet endnu mere interessant at snakke om efter mit lille uheld i sin tid. Det skal jeg måske bare være ligeglad med, men jeg skal hele tiden lægge øre til og høre på alle mulige steder, at folk spørger mig: ”Har du det nu godt nok?”

Carsten Mogensen på hospitalet i Rusland i januar 2016.
Carsten Mogensen på hospitalet i Rusland i januar 2016. Foto: Privatfoto

- Jeg er i hvert fald blevet ringet op af mange, som spørger, om jeg ligger derhjemme med en depression, hvor jeg så kan svare, jeg lige er kørt hjem fra anden træning på samme dag, så det gør jeg nok ikke. Nu er det en oplagt mulighed for at fortælle folk, at jeg har det godt. Jeg er kommet ovenpå. Jeg kan huske, hvad jeg hedder, og hvad dag det er. Jeg spiller ikke, hvis jeg ikke har det godt. Punktum.

Egentlig vil Carsten Mogensen hellere have, at folk har en holdning til, at han er grim eller sej, fordi han overlevede, som han selv formulerer det. Ifølge ham er der slet ingen tvivl om, at han hverken kunne eller ville stille op ved Denmark Open, hvis han havde en depression.

- Det er blevet enormt meget: "Carsten Mogensen, hvilken bil kører han i? Er det den ene eller den anden Ferrari? Nu har han fået en tatovering, og så har han en depression."

- Sagt med et smil på læben: Vil folk ikke være søde at koncentrere sig om sig selv? Der er bare enormt meget snak, og det er enormt drænende for både Mathias (Boe, red.) og mig. Vi skal nok bare lære at håndtere det, og vi bliver bedre til det, men nu kan jeg slå fast en gang for alle, at jeg har det fint, siger Carsten Mogensen.

'Det er ham med hjerneblødningen'

At der har været mange op- og nedture siden hjerneblødningen, hersker der ingen tvivl om. Doublespilleren har tidligere beskrevet, hvordan det for ham svarer til at bestige Mount Everest 100 gange, hvor livet både er gået op og ned.

Og selvom Boe og Mogensen blot otte måneder efter uheldet vandt endnu en Super Series-turnering, og de sammen har et hav af store titler, så har Mogensen efterhånden bemærket, at folk ikke udelukkende husker ham for spillet på banen.

- Jeg er blevet meget interessant efter mit uheld. Selv når jeg går ned og handler i min Irma derhjemme, så ved de, ”det er ham med hjerneblødningen”, og der bliver sagt; ”hvor er det flot” og ”er du helt okay?”.

Mogensen vil langt hellere snakke om sine hopsmash end helbredet.
Mogensen vil langt hellere snakke om sine hopsmash end helbredet. Foto: Nicholas Sterling / TV 2 SPORT

- Boe sagde også for et stykke tid siden, at det er helt sindssygt, hvor meget han skal svare på mine vegne, når han støder ind i folk. Det er jo positivt, fordi folk følger med, men efter to et halvt år er det også drænende. Når vi er dem, vi er, så skal vi selvfølgelig stå til rådighed, og det gør vi hjertens gerne, men vi vil jo allerhelst bare gerne have lov at passe os selv. Det har godt nok givet uro på vejen i stedet for arbejdsro.

Men når du så melder fra til VM for hold, hvad er det så, der fylder i hverdagen, og hvad kæmper du med i forhold til at vurdere din situation og muligheden for en pause?

- Det er ikke anderledes at have haft en hjerneblødning end et springerknæ. Det er lidt farligere, det kan vi godt slå fast, men det er jo bare et spørgsmål om, at vi mærker efter hele tiden.

- Når man har været ude for det, jeg har, så er det helt normalt, man skal have noget medicin. Jeg får noget medicin, som gør mig helt groggy, som alle andre ville blive, hvis de tog det medicin, indtil det virker, og man er ”ude på den anden side”. Det var derfor, jeg ikke var med til Thomas Cup. Jeg trænede fysisk i den periode, siger Mogensen og konstaterer, at de heller ikke spillemæssigt var på det niveau, de skulle være sammen.

Ved det individuelle VM i starten af august rejste de så til Kina for at jagte muligheden for karrierens første verdensmesterskab. Drømmen var dog aldrig realistisk, hvis man så på niveauet, og allerede i tredje runde tabte de til et par fra Taiwan.

Den danske double med Mathias Boe og Carsten Mogensen skuffede med nederlag i tredje runde ved VM i badminton. Video: TV 2 SPORT

- Vi ville gerne spille og håbede og troede, vi var gode nok, men det var måske bedre, vi bare havde meldt afbud. Men der er vi måske også for stolte til bare at melde afbud, medmindre vi ikke kan spille.

Jagten på de store titler fortsætter

Selvom det umiddelbart kunne lyde som en lang periode med store spillemæssige problemer, så skal man ikke længere tilbage end slutningen af februar for at finde Boe og Mogensens seneste titel. Her vandt de Super 300-turneringen Swiss Open, mens de i midten af marts spillede sig i finalen ved All England, hvor de dog tabte til verdensetterne, Marcus Gideon og Kevin Sukamuljo.

Folk tænker måske sit om tatoveringen på skulderen, men så kan jeg trække op i ærmet og spørge: ”Har du en OL-medalje?”

Carsten Mogensen

Carsten Mogensen mener selv, han har det bedre end nogensinde før, mens han de seneste tre uger 'har trænet alt, hvad han har lært'. Derfor ændrer et nederlag ved Super 750-turneringen Denmark Open ikke på indstillingen til kampene.

- Vi synes stadig, det er sjovt, og vi er stadigvæk pisseirriterede, når vi taber her til Denmark Open. Vi vil stadig gerne vinde, og vi er realistiske omkring, at det er svært lige nu, fordi folk er gode. Men du kan ikke tage vores rutine fra os, og du skal ikke langt tilbage, før vi stod i en All England-finale, hvor alle kommer helt i topform.

- Så det er jo ikke fordi, vi ikke kan levere og er frygteligt ringe. For så kunne det da have været sjovt at se så mange andre køre over vores bump og se, hvordan de klarer det. Bare rolig, vi skal nok melde ud, hvis vi ikke synes, det er sjovt mere.

Tatoveringer og nyt hår

I nakken på Mogensen ses den Beckham-inspirerede tatovering.
I nakken på Mogensen ses den Beckham-inspirerede tatovering. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix Denmark

Flere tidligere exits fra store turneringer har betydet, at det ikke er meget, de danske badmintonfans har set til Mathias Boe og Carsten Mogensen på skærmen. Udseendet er der dog også sket en del med - specielt håret og flere nye tatoveringer. Og måske det er en ny ungdom?

- Det håber jeg. Det er jo ikke lige noget, man vasker af på ens arm. Jeg har altid gerne villet have nogle tatoveringer, indleder Mogensen og fortæller om sin Beckham-tatovering i nakken:

- Han er jo et af de ypperste sportsmennesker, så den skulle jeg have. Hvis man bare kunne blive halvt som ham, så har man gjort det meget godt. Så kan man så vurdere, om jeg har det, men han er megasej.

På højre arm findes de mere personligt inspirerede tatoveringer. I 2012 vandt han således OL-sølv med Mathias Boe i London, efter de vandt en kæmpe semifinaler-gyser i tre tætte sæt og siden tabte finalen til kinesiske Cai Yun og Fu Haifeng. Tre år senere blev han så far til en lille dreng.

Til venstre ses OL-sølvmedaljen fra 2012, mens det til højre er et billede af far og søn.
Til venstre ses OL-sølvmedaljen fra 2012, mens det til højre er et billede af far og søn. Foto: Jacob Qvirin / TV 2 SPORT

- På min underarm har jeg fået lille Benjamin Noah. Det er min knægt tegnet ud fra et realistisk billede. Vi sidder 130 dage om året rundt om i verden. Der kan jeg ikke have ham med, men det kan jeg så nu på armen.

- Folk tænker måske sit om tatoveringen på skulderen, men så kan jeg trække op i ærmet og spørge: ”Har du en OL-medalje?”. For den har jeg både hjemme i skabet og på armen. Det er ting, der betyder noget for mig, som jeg har fået, forklarer Carsten Mogensen og udelukker ikke, det kan give en ny ungdom:

- Det ville være dejligt, hvis det kunne gøre, jeg blev ung igen. Jeg synes, det er fedt, og jeg har lært, man skal leve livet. Det fandt jeg ud af den 18. februar 2016. Så bare kald mig ung, for jeg har tænkt mig at spille lang tid endnu.