Trætheden overmandede Antonsen: - Jeg havde ondt mange steder

Anders Antonsen spillede sin bedste kamp ved Denmark Open, selvom det blev til et nederlag i semifinalen. Det mener TV 2 SPORTs badmintonekspert.

Se Denmark Open fra tirsdag til søndag på TV 2 SPORT.

Anders Antonsen var på vej til at lave en stor overraskelse, da han vandt første sæt over Chou Tien Chen i semifinalen ved Denmark Open.

Men efter at have tabt andet sæt til verdens nummer fire gik han ned fysisk i tredje sæt. Han kunne mærke, at han havde været ude i tre tætte sæt i både i anden runde og kvartfinalen i turneringen.

- Det var lidt frustrerende. Jeg havde ikke lige så meget tur i den, som jeg havde de andre dage. Især ikke i mit angreb. Men jeg var træt. Det gjorde ondt mange steder, og når man kæmper lidt med kroppen, så går det også i hovedet. Det gør, at jeg træffer nogle skidt valg. Har ikke den sidste skarphed og laver for mange fejl, siger han til TV 2 SPORT.

Ifølge TV 2 SPORTs badmintonekspert har Anders Antonsen dog god grund til at være stolt af sig selv. Det var ganske enkelt bare verdensklasse fra modstanderne, der gjorde, at udfaldet ikke faldt ud til danskeren.

- Anders Antonsen spiller sin bedste kamp i hele turneringen. Han kommer bare op mod en mand, som stort set spiller fejlfrit. I hvert fald i hele tredje sæt. Så der er ikke en finger at sætte på det her.

- Det var helt fantastisk at se ham. Han gjorde de helt rigtige ting efter den taktik, han og Kenneth (Jonassen, landstræner, red.) havde lagt. Og det gjorde han næsten til UG, lyder vurderingen fra Laugesen.

Ønskede nummer at gå ind til

I forlængelse af Laugesens vurdering erkender Antonsen også, at han tabte til en bedre modstander på dagen.

- Ja, helt klart. Over en hel kamp var han bedre end mig. Det var også lige ved, første sæt glippede. Det er frustrerende, at jeg ikke kunne nappe ham, men cadeau til ham. Han spiller rigtig godt og har gjort det i en længere periode.

Mest af alt ærgrer han sig over, at han søndag ikke kommer til at gå ind i en tætpakket Odense Idrætshal. For det gjorde indtryk, da han gjorde det inden sin semifinale, hvor han tilmed fik lov til at gå ind til et nummer af Travis Scott. Noget han selv havde ønsket.

- Det var rigtig fedt. Der var kuldegysninger lige fra starten. Lige nu er det mega ærgerligt, jeg ikke kunne følge det til dørs. For hold kæft, hvor ville jeg gerne stå i den finale i morgen (søndag, red.). Det havde eddermame været fedt, lyder det fra en ærgerlig Antonsen.

Søndagens finaler kommer i stedet til at være uden dansk deltagelse. Se hele programmet i vores sendeplan her.