Antonsen har rejst sig efter migræneanfald: - Meget mere på vej fra mig

2018 har været et år med store op- og nedture for Anders Antonsen. Nu håber han på, at det kan rundes godt af.

Semifinalen i Super 750-turneringen Denmark Open markerede ikke kun Antonsens største resultat i verdenstoppen.

Sejrene over Viktor Axelsen i anden runde og Huang Yixiang i kvartfinalen gør også, at han kommer ud af turneringen langt bedre, end han kom ind til den.

- Jeg kan tage en masse selvtillid med først og fremmest. Det er forhåbentlig startskuddet på en god slutning i 2018. At det ligesom kan være startskuddet til, at jeg vender det rundt, siger han til TV 2 SPORT.

21-årige Anders Antonsen hentyder til et turbulent år, hvor han har skulle kæmpe med mange ting.

Praktiske ting som at skulle bo alene i en lejlighed i København har fyldt meget. Men især det mentale og fysiske aspekt har været hårdt. 

Herresinglespilleren kæmper med migræne og havde det senest i forbindelse med VM for hold, Thomas Cup, i maj. Det gjorde, at han ikke kunne spille i turneringen, hvor Danmark var forsvarende mester.

- Jeg ved, hvor meget han har måtte slås med det her, og hvor meget han har kæmpet for at komme ud af det her, fortæller den danske cheflandstræner, Kenneth Jonassen.

Anders Antonsen håber blot, at han kan færdigspille året uden at blive ramt igen.

- Det er selvfølgelig rart i de perioder, det ikke kommer. Det er ikke unormalt, der kan være perioder på to-tre måneder, hvor jeg ikke har det. Så nu håber jeg, der ikke sker noget den næste måneds tid. Men det vil være ret typisk, hvis det gjorde, siger Antonsen.

Droppede ud af gymnasiet

Længe inden Anders Antonsen stod i en Denmark Open-semifinale begyndte han i badmintonklubben Aarhus AB. Allerede fra seksårsalderen mødte han den firedobbelte All England-vinder Morten Frost, som var ungdomstræner i klubben.

Frost husker en selvtillidsfyldt knægt, som over en tiårig periode næsten ikke voksede.

- Frem til han var 16 år, var han utrolig lille. Han var nærmest ikke mere end 1,5 meter høj. Så han måtte løbe og løbe mod alle sine modstandere. Lige meget hvem han spillede imod, så var det svært, fordi han ikke havde kræfterne, erindrer Frost det.

Da størrelsen og kræfterne så kom som 17-årig, havde han pludselig fået lagt et fundament i løbet af alle de år, han havde kæmpet mere end sine jævnaldrende.

- Han havde lært at spille badminton. Man bliver naturligt god på forbanen, fordi man skal frem og spille net, da man gider ikke være på baglinjen. Det er ikke så sjovt, hvis man mangler højde. Så man lærer utrolig mange ting, der kommer en til gode på et tidspunkt, når man så får kræfterne oveni.

Først får man en lille plet for sit synsfelt, som bare er sløret. Der ved man allerede, at det er slut

Kasper Antonsen - bror til Anders Antonsen - om migræneanfald

Det er en betragtning, som bakkes op af landstræneren.

- Hvis du fra naturens side er lidt begrænset i power, så er det nogle andre parametre, du skal arbejde med. Du skal lære at forstå spillet, for du kan ikke bare tillægge dig nogle styrker. Det, tror jeg, er rigtig sundt for folk at opleve.

- Du bliver nødt til at være sulten på at lære, da du ved, det er det, der skal til, hvis du som ungdomsspiller skal bide skeer med de store drenge, fortæller Jonassen.

Det var også i teenageårene, at Antonsen besluttede sig for at fokusere hele sit liv på badminton. Efter tre dage af gymnasiet droppede han ud, fordi han ikke følte, han kunne træne nok. Alle omkring ham sagde han skulle have en uddannelse, men det gad han ikke lytte til.

Som 19-årig vandt Anders Antonsen DM i herresingle for første gang. Siden han har vundet turneringen yderligere én gang.
Som 19-årig vandt Anders Antonsen DM i herresingle for første gang. Siden han har vundet turneringen yderligere én gang. Foto: Scanpix Danmark

Det havde hans bror Kasper Antonsen, som til og med Denmark Open også var en del af landsholdstræningen, svært ved at forstå.

- Jeg tænkte, 'du er helt væk'. Du kan sagtens træne, det du vil. Men han har altid gjort tingene på sin måde, og der har ikke været nogen, der skulle fortælle ham, han gjorde det anderledes, siger hans bror.

Anders Antonsen har aldrig fortrudt sit valg om at droppe ud, og semifinalen ved Denmark Open understreger, at han gjorde det rigtige.

- Helt klart. Jeg har aldrig været i tvivl om, det var det her, jeg ville. Så det er selvfølgelig rigtig rart langt hen af vejen at lykkes med det.

Migræne bremsede træningstimer

Selvtilliden, som Frost stødte på tidligt i Antonsens karriere, blev offentligt kendt i november 2016. I måneden forinden havde han overraskende spillet sig frem til kvartfinalen ved Denmark Open.

Det fulgte han op i november ved at vinde Grand Prix Gold-turneringen Scottish Open. Den fortsat største internationale titel, han har vundet til dato.

Efter sejren blev han interviewet på banen, hvor han blev spurgt, om han var den næste i rækken af store danske herresinglespillere som Peter Gade og Jan Ø. Jørgensen. Hvorefter han svarede:

- Jeg er den næste. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg bliver den næste. Alle mine modstandere hjemme i Danmark skal passe på, lød det selvsikkert fra Antonsen.

Anders Antonsen har stor selvtillid, efter han vandt Scottish Open.

Udsagnet blev bakket op af spillet på banen få måneder efter. Til DM i Aarhus slog han netop Jan Ø. Jørgensen i finalen og blev som 19-årig danmarksmester for første gang.

- Han har altid haft selvtilliden. Fra da han var lille, sagde han, at han var den bedste, og han bliver den bedste. Selvom han måske ikke var det. Så det er altid noget, han har haft med sig, og det er en sindssyg god kvalitet for ham, fortæller Kasper Antonsen.

I slutningen af 2017 kom han frem til semifinalen ved både French Open og Hong Kong Open, inden DM-titlen blev genvundet i 2018, da han slog Hans-Kristian Solberg Vittinghus.

Hvis han kunne bygge videre på de resultater, kunne 2018 blive hans bedste år. Men det satte migrænen en stopper for.

Kasper Antonsen har selv døjet med migrænen indtil for fire år siden. Han fortæller her, hvad det er, der sker, når migrænen rammer.

- Først får man en lille plet for sit synsfelt, som bare er sløret. Der ved man allerede, at det er slut. Så breder det sig, og til sidst kan man nærmest ikke se noget.

- Derefter går det så lidt over, og så får man hovedpine, kaster lidt op, og det tager sådan en dag at komme over. Men dagen efter er man også ret bombet. Så det er lidt skidt i forhold til en træningsperiode.

Sidstnævnte kan Kenneth Jonassen nikke genkendende til. Han fortæller, at den kontinuerlige træning for Anders Antonsen især var en stor udfordring omkring VM i maj.

- Vi kunne simpelthen ikke få nok træningstimer ind i ham, i den periode hvor migrænen var. Det er der behov for, hvis man skal bide skeer med de allerbedste, siger cheflandstræneren.

Mere i vente

Da Anders Antonsen var kommet sig over migrænen ved VM, var der enighed med badmintonforbundet om, at eventuelle migrænefald skulle minimeres i fremtiden.

Siden da har han lagt nogle planer med diætister fra Team Danmark. Det handler om, at han så vidt muligt skal gå i seng på samme tid hele ugen, så hans døgnrytme bliver den samme. Han skal være opmærksom på, hvad han spiser og notere det ned.

Hvis han så får et anfald igen, kan han se, om der var noget, han gjorde anderledes i den periode, og som kunne have forårsaget det.

- Vi har en forhåbning om, at det, Anders har lært, kan minimere udfaldene, når migrænen rammer. Han er ikke herre over, hvornår det kommer, men han er herre over at kunne leve den her 100 procent professionelle livsstil 365 dage om året.

Der er meget mere på vej fra mig

Anders Antonsen

- Når der så kommer migræneanfald i fremtiden, kan vi måske gribe det lidt tidligere, således at det kun bliver en dag eller to, han er ude, og ikke i en uge eller lignende, fortæller Jonassen.

Siden Antonsens seneste periode med migræneanfald er træningsniveauet og intensiteten vendt tilbage. Han havde dog kæmpet med at vise sit gode spil under turneringerne. Lige indtil Korea Open for tre uger siden.

Her faldt alle de små detaljer, han har arbejdet på til træning, på plads, og det gav resultater. Først slog han verdens nummer 23, Sameer Verma, inden han tabte i tre sæt til verdensmesteren Kento Momota.

- Jeg har længe ønsket, at det, jeg har set til træning, var kommet ud til turneringerne. I Korea så jeg for første gang i lang tid, at troen på at turde gøre tingene også viste sig. Og så har han taget det med her (til Denmark Open, red.) og lagt et nyt lag på. Det gør ham svært at møde for de andre spillere, fortæller Jonassen.

Det er heller ikke tilfældigt, at det lige var ved Denmark Open, at Antonsen spillede sig frem til så stor en semifinale. Ifølge hans bror bliver han ikke tynget af pres foran en hal fyldt med sine landsmænd, der blandt andet er kommet for at se ham. I stedet motiverer det ham.

- Han elsker sådan nogle udfordringer, hvor han kan bevise noget. Over for sig selv og over for andre. Det trives han rigtig godt i, siger Kasper Antonsen

Selv føler Anders Antonsen, at der er mere at komme efter.

- Det var selvfølgelig kun starten det her, og der er meget mere på vej fra mig, for jeg er kun 21 år. Jeg tror på, det nok skal komme.