Skadet Viktor Axelsen melder fra til French Open

16x9
Viktor Axelsen må også melde afbud til French Open. Foto: Johannes Eisele / Ritzau Scanpix

Viktor Axelsen døjer med en skade og må derfor melde afbud til French Open.

I sidste uge blev Viktor Axelsen sendt ud af Denmark Open af landsmand Anders Antonsen. Nu må den danske badmintonstjerne trække sig fra French Open med en skade i anklen.

- Jeg har døjet med smerte i min højre ankel i et par måneder nu. Selvom jeg har været i stand til at træne i de fleste dage i denne periode, har det slet været optimalt og samtidig ekstremt frustrerende, at jeg ikke kunne sætte de timer af, jeg gerne ville, skriver Viktor Axelsen på sin instagramprofil.

På trods af smerterne i anklen deltog Viktor Axelsen i sidste uge i Denmark Open, men nu har undersøgelser vist, at foden og anklen har brug for ro.

- Min ankel har fået det bedre over de sidste par uger, men efter flere scanninger, mange behandlinger og møder med læger, fysioterapeuter og mine trænere er det nu besluttet, at jeg skal holde fri for at pleje min fod.

– Jeg ved ikke, hvor længe det vil tage, men jeg er sikker på, at jeg vil være i stand til at træne og spille 100 procent om 6-9 uger.

Endnu et afbud

Anders Antonsen har også opgivet at spille French Open, fordi han blev skadet i forbindelse med det netop overståede Denmark Open.

Antonsen fik et riv i sit ene baglår på vej mod semifinalen i Odense. Det er det, der holder ham fra at deltage i Paris.

- Det er en beslutning, jeg har taget sammen med landstræneren, fortæller Antonsen til TV 2 SPORT.

- Jeg kunne godt mærke det mellem kampene, men under kampene pumpede adrenalinen så meget, at jeg godt kunne spille.

Både Denmark Open og French Open rangerer som Super 750-turneringer, der rangerer lige under sportens største turneringer, Super 1000.