Kinesere sender danske herredoubler hurtigt ud i Paris

16x9
Anders Skaarup Rasmussen og Kim Astrup tabte i tre sæt til et kinesisk par ved French Open. Foto: Sajjad Hussain / Ritzau Scanpix

To danske topkonstellationer i badminton måtte onsdag indkassere en tidlig exit ved French Open i Paris.

To danske herredoubler stillede onsdag op i hovedturneringen ved badmintonturneringen French Open, der rangerer på linje med sidste uges Denmark Open.

Og begge doubler røg ud med det samme efter kampene i første runde, begge gange til kinesiske konstellationer.

China Open-vinderne, de femteseedede Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen, tabte 24-22, 18-21, 17-21 til He Jiting og Tan Qiang.

Danskerne så ud til at være på vej mod en sikker sejr i første sæt, da de førte 18-11.

Så lavede kineserne seks point på stribe, og først på den femte sætbold lykkedes det for Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen at sikre sætsejren.

Efter en god dansk indledning på andet sæt tog kineserne over, og med fem point på stribe bragte He Jiting og Tan Qiang sig foran 16-11.

Kim Skaarup og Anders Rasmussen kom ganske vist op på 18-19, men kineserne vandt derefter to point i træk og sikrede sættet.

I tredje sæt halsede danskerne efter, og selv tre afværgede matchbolde var ikke nok til at forhindre nederlaget.

Også Mathias Boe og Carsten Mogensen tabte til et kinesisk par, da de tredjeseedede Liu Cheng og Zhang Nan var alt for stærke og vandt 21-11, 21-15.

De danske veteraner havde før kampen kun vundet en gang i fem kampe mod kineserne, der vandt VM sidste år.

De useedede Mathias Boe og Carsten Mogensen havde da også meget svært ved at stille noget op mod Liu Cheng og Zhang Nan.

I andet sæt fulgte danskerne med til stillingen 14-14, inden kineserne trak fra og vandt kampen. 

I herresingle kom Jan Ø. Jørgensen videre til anden runde, da han besejrede kineseren Huang Yuxiang med cifrene 24-22, 21-17. 

Danskeren var bagud i det meste af første sæt, men fik senere overtaget. Og på den fjerde sætbold fik Jan Ø. Jørgensen sikret sætsejren. 

I andet sæt kom danskeren stort foran på vej mod sejren. 

I damesingle røg Line Kjærsfeldt ud, da hun tabte 9-21, 14-21 til den topseedede Tai Tzu Ying fra Taiwan. 

Til gengæld kom damedoublen Sara Thygesen og Maiken Fruergaard videre fra første runde. De vandt sikkert med 21-12, 21-10 over russerne Anastasia Chervyakova og Olga Morozova.