Dansk double tager kæmpe skalp under ’de værst tænkelige forhold’

Den danske damedouble med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen tog en af karrierens helt store sejre, da de slog verdens nummer seks.

23-årige Maiken Fruergaard og 27-årige Sara Thygesen kunne torsdag omfavne hinanden i Stade Pierre de Coubertin og juble over en kæmpe skalp ved Super 750-turneringen French Open.

Her lykkedes det danskerne, der ligger nummer 15 i verden, at besejre Denmark Open-finalisterne Shiho Tanaka og Koharu Yonemoto med 21-19, 21-19.

En kæmpe overraskelse – specielt set i lyset af de forhold, der spilles under i det franske, hvor det er en såkaldt ’tung hal’. Her er det svært at slå bolden ned, og det afgøres ofte på fysikken, hvor japanerne altid er stærke.

- Det er en rigtig, rigtig stor sejr for de to danskere. De slår japanerne under de på papiret værst tænkelige forhold. De mestrer en taktik, som selv de bedste damedoublepar i verden har svært ved mod de her japanere. Det er en vanvittig skalp og et stort skridt for Fruergaard og Thygesen, siger TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen.

Skidt dansk start

Den danske damedouble fik en skidt start på kampen, hvor de kom bagud både 1-4 og 4-9. Alligevel bevarede Fruergaard og Thygesen tålmodigheden og holdt fast i taktikken med ikke at slå igennem, når de havde offensiven, men i stedet variere deres slag.

Danskerne kom tilbage på 9-9, og herfra fulgtes de to par frem til 13-13, hvor det var Fruergaard og Thygesen, der trak fra. Det gav fem sætbolde ved 20-15, og bedst som det så ud til, der var et sikkert dansk sæt i hus, smed de fire sætbolde væk.

Faktisk nåede de to danskere at smide den femte sætbold væk, da linjedommeren dømte en bold på baglinjen ude. Heldigvis var Fruergaards og Thygesens øjne skarpere, og derfor tog de en challenge. Den fik de medhold i, da bolden havde kontakt med linjen, og så var første sæt vundet med 21-19.

Danskerne fik ret i en challenge og sikrede sig dermed første sæt. Video: TV 2 SPORT

Efter kampen kunne Sara Thygesen så afsløre, at hun faktisk ikke forventede at få medhold i sin challenge:

- Jeg var faktisk rasende på mig selv på det tidspunkt, så jeg står og skælder ud nede ved Kim (Nielsen, ass. landstræner). Jeg synes, jeg dummede mig og spillede nogle forkerte bolde, men så blev jeg sgu lige pludselig glad for mig selv igen, for bolden var inde. Så det var fint, lød det fra Thygesen med et smil.

Tæt afslutning

De gode takter fortsatte efter sidebyttet, og vigtigst af alt holdt danskerne sig fra ’slagsmålet’ med japanerne og bevarede det taktiske og kloge spil. Det sendte danskerne foran 10-6, men Tanaka og Yonemoto var ikke til at ryste af og lå hele tiden to-tre point efter Fruergaard og Thygesen.

Ved 16-16 fik japanerne igen kontakt, og så var der lagt op til en gyserafslutning på sættet. Tre point i træk sikrede dog tre danske matchbolde ved 20-17, men ligesom i første sæt var de første hurtigt misbrugte, og så var der kun en enkelt sætbold tilbage.

Her var heldet med danskerne, da et fladt baghåndsslag fra Fruergaard tog netkanten og sneg sig over på japanernes side. Dermed blev det to gange 21-19 og en overraskende plads i kvartfinalen til den danske damedouble.

Den danske damedouble med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen tog en af karrierens helt store sejre, da de slog verdens nummer seks.

- Vi spiller altid nogle gode kampe mod japanerne. Jeg synes, vi har gode chancer og spiller fornuftige dueller, men vi har altid manglet det sidste med temposkiftet, så vi ikke kører os selv helt døde. Det får vi lavet i dag, og vi får stjålet nogle point, vi ikke skal kæmpe for i tre minutter, sagde Fruergaard efter sejren.

I kvartfinalen venter nu formentlig et møde med verdens nummer tre, Apriyani Rahayu og Greysia Polii fra Indonesien.

Den danske mixed double med Joachim Fischer og Alexandra Bøje er derimod færdig i French Open, efter de tabte deres 1/8-finale i to sæt til et par fra Thailand.

Se flere danske kampe i aften fra French Open på TV 2 SPORT. Du kan desuden følge turneringen til og med søndagens finaler på TV 2 SPORT og TV 2 Play.