Ung dansker klar til semifinalen i French Open

Den danske badmintonspiller Rasmus Gemke er klar til semifinalen i French Open efter en sejr i tre sæt over thailandske Kantaphon Wangcharoen.

21-årige Rasmus Gemke spillede sig fredag aften videre til semifinalen i Super 750-turneringen French Open, da han slog Kantaphon Wangcharoen fra Thailand.

I tredje sæt havde danskeren tre matchbolde, men han skulle kun bruge en.

Rasmus Gemke-Kantaphon Wangcharoen 2-1

  1. sæt 12-21
  2. sæt 21-11
  3. sæt 21-17

Rasmus Gemke fik langt fra den begyndelse på opgøret, som han kunne have håbet på, da han tabte første sæt, men i andet sæt viste danskeren et helt andet niveau og vandt det med 21-11.

- Jeg ved ikke lige, hvad der skete i første sæt. Jeg er kommet rigtig dårlig fra start mange gange i år i første sæt, hvor jeg så har fået vendt kampen igen. Måske var jeg en lille smule nervøs til at starte med. Men jeg kom i hvert fald stærkt igen, og det var fedt.

Det var tredje kamp i træk i turneringen, at Gemke måtte ud i tre sæt for at afgøre kampen til sin fordel, alligevel er han fortrøstningsfuld.

- Benene kører rimelig godt, selvom jeg har spillet nogle lange kampe.

- Jeg har spillet mega godt og jeg synes, at jeg har været meget sikker i denne uge, sagde han til TV 2 SPORT efter kampen.

Ifølge TV 2 SPORTs Badmintonekspert Jim Laugesen, er Rasmus Gemkes præstation det bedste man har set fra ham til dato.

- Det må næsten siges at være Rasmus Gemkes største resultat. Det er sådan, at i en super 750-turnering, der skal alle de bedste spillere være med, og når man står i en semifinale i den turnering, er det et tegn på, at man kan spille op med de bedste. Jeg ved godt, at han har vundet turneringer før, men det har været på et lavere niveau, og derfor er en semifinaleplads i French Open hans største resultat i min optik.

En svær semifinale

I semifinalen møder Rasmus Gemke kinesiske Shi Yuqi, der er nummer to på verdensranglisten. Gemke er rangeret som nummer 22.

Udover at være tyve pladser bedre placeret på verdensranglisten end Gemke har Shi Yuqi også haft en noget nemmere vej til semifinalen. Kineseren har nemlig vundet i to sæt hele vejen igennem turneringen.

Og det bliver ifølge Jim Laugesen en stor mundfuld for danskeren.

- Det bliver meget svært. Det er en meget, meget stærk modstander han møder i semifinalen. Men Rasmus Gemke kan gå ind og spille frit, og han har spillet godt i denne her turnering, og det virker som om, at Rasmus Gemke har tro på, det han laver. Det bliver nøglen for ham – hans tro på tingene.

Rasmus Gemke er da også klar over, at der venter ham en ny stor og hård opgave.

- Nu skal jeg hjem og have noget at spise, have noget massage og få benene op og skal jeg have lagt en plan med landstrænerne, og så tror jeg nok, at det skal gå.

Du kan se kampen mellem Rasmus Gemke og Shi Yuqi i morgen på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

I september vandt Gemke turneringen Spain Masters, som hører til den laveste kategori på World Touren, ligesom han var en del af det danske guldhold ved de europæiske mesterskaber i februar.