Gemke misser finaleplads i stor turnering

Rasmus Gemke må vinke farvel til en plads i finalen ved French Open, da han tabte til kinesiske Shi Yuqi.

21-årige Rasmus Gemke kæmpede, det bedste han havde lært, men danskeren tabte i to sæt i semifinalen i Super 750-turneringen French Open.

Gemke stod over for Shi Yuqi fra Kina, der er øjeblikkelig nummer to på verdensranglisten.

Rasmus Gemke - Shi Yuqi

  1. sæt 11-21
  2. sæt 16-21

Danskeren havde en svær start på kampen, hvor han kom bagud med 0-6. Selvom han kæmpede hele vejen igennem første sæt kom han aldrig tæt på.

I andet sæt kom danskeren mere med og var endda foran med 3-2, men derefter stak kineseren af og vandt sættet med 21-16.

- Jeg var mentalt klar, og jeg havde glædet mig sindssygt meget til kampen, men jeg følte egentlig bare, at jeg mødte en bedre spiller, siger Rasmus Gemke til TV 2 SPORT.

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Den 22-årige kineser illustrerede forskellen på en spiller, der gør sig i verdenstoppen til daglig, og en spiller, der før turneringen i Frankrig aldrig havde slået en spiller i top-20 på verdensranglisten.

Shi Yuqi bragte sig hurtigt foran 5-1, og kineseren spillede på et niveau, hvor den undertippede dansker ikke kunne være med.

Det kinesiske forspring voksede støt resten af sættet, og første sæt blev vundet med 21-11.

I andet sæt var Gemke med til 5-5, før sættet knækkede i Shi Yuqis favør. Midtvejs i sættet lød det kinesiske forspring på 11-6.

Gemke fik opmuntrende råb fra trænerbænken, men han kunne kun bremse den kinesiske pointmaskine, ikke stoppe den. Til sidst vandt Shi Yuqi kampen på sin første matchbold.

Med Gemkes exit er samtlige danske deltagere ude af French Open.

French Open er en Super 750-turnering. Den rangerer derfor på næsthøjeste niveau på World Tour-kalenderen, ligesom det også er tilfældet med Denmark Open. Tre turneringer samt sæsonfinalen rangerer højere på World Touren.