Podcast: Poulsen tilbage i trygge rammer

16x9
Mette Poulsen er tilbage på landsholdet efter mere end halvandet år på egne ben. Foto: Scanpix Denmark

Mette Poulsen er tilbage på landsholdet. Det har givet nyt perspektiv, der rækker ud over en dårlig buffet og for få tider hos fysioterapeuten.

Målet var at gøre arbejdet selv - inde på badmintonbanen. Men for 25-årige Mette Poulsen blev det en øjenåbner også selv at skulle klare alt det praktiske uden for banen. Hun blev sagt op på landsholdet og satsede på en karriere i damesingle. Nu er hun tilbage i en ny kategori og med et nyt syn på tilværelsen som landsholdsspiller.

I halvandet år planlagde hun selv træninger og turneringsrejser uden for Badminton Danmarks trygge rammer i Brøndby. Nu vender hun tilbage med større erfaring og ydmyghed, når hun efter planen begynder i et nyt damedoubleprojekt den 3. december.

- Det har lært mig, at jeg ikke satte pris nok på at være på landsholdet. Når nogen klager over, at der ikke er tider nok ved fysioterapeuten eller at buffeten er dårlig. Der har jeg nu prøvet at stå og tænke, ’det er meget fint, men du har jo mulighederne. Så book din egen fysioterapeut. Det gør vi andre,’ siger Mette Poulsen i TV 2 Badminton podcast.

- Det havde jeg jo heller aldrig tænkt over selv. Men det kom jeg rimelig hurtigt til.

- Alle andre uden for har altid synes, at man er forkælet, når man er på landsholdet. Og det er man også. Det har været rigtig sundt for mig at opleve og lære at værdsætte tingene, siger Mette Poulsen.

Hun blev i slutningen af 2016 bedt om at skifte kategori fra single til double, hvis hun ville fortsætte i landsholdsregi. Men singlekarrieren var det altoverskyggende motivation, og så var det farvel til landsholdet.

Det betød også, at hun på rejserne til de asiatiske turneringer blev en selvstændig enhed, side om side med de tidligere holdkammerater.

- At være afsted på ture til Asien og altid skal spørge om lov til at træne sammen med de andre, det er specielt. Det har heldigvis aldrig været et problem. Men det med ikke at være prioriteret, det har været specielt. Der er altid en gruppechat kørende på turene i Asien mellem landsholdsspillerne og landstrænerne, og det var hårdt ikke at være med der, siger Mette Poulsen.

Hør hele podcasten med Mette Poulsen her: