Dansk talent leverer historisk præstation ved ungdoms-VM

16x9
Line Christophersen er i semifinalen ved ungdoms-VM. Foto: TV 2 SPORT

Line Christophersen er klar til semifinalen ved ungdoms-VM i badminton. Ifølge TV 2 SPORTs badmintonekspert er det ikke sket tidligere.

Se hendes VM-semifinale på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

Mens de danske seniorer kæmper for at følge med verdenstoppen, viser Line Christophersen sig frem fra sin bedste side.

Ved ungdoms-VM i Canada er hun klar til semifinalen som den første danske kvindesinglespiller, siden turneringen blev officiel i starten af 90'erne. Den historiske præstation kom i hus med en sejr på 23-21, 23-21 over Eoon Qi Xuan fra Malaysia.

Det imponerer TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen, der på et tidspunkt var træner for Christophersen.

- Hun slog den andenseedede spiller i 1/8-finalen i går, og i dag slår hun en stærk malaysisk spiller i kvartfinalen. Nu er hun i semifinalen i et officielt ungdoms-VM. Det er noget, der aldrig nogensinde er sket før for en danske kvinde.

- Hun var den eneste dansker, der vandt guld til U19-EM, så hun er stort talent. Bare det, at hun nu er i en U19 VM-semifinale, er stort.

I semifinalen skal Line Christophersen møde Yaxin Wei fra Kina. Kampen vises på TV 2 SPORT lørdag aften – find det nøjagtige tidspunkt i vores sendeplan, når det er fastlagt.

Ud over Line Christophersen er damedoublen med Amalie Magelund og Freja Ravn også i kvartfinalen ved ungdoms-VM. De møder det topseedede kinesiske par senere fredag aften eller natten til lørdag.