Dansk talent spiller sig i historisk finale ved ungdoms-VM

Line Christophersen lavede et fornemt comeback i andet sæt i sin semifinale, da hun overlevede tre sætbolde.

Se Line Christophersens finale ved ungdoms-VM på TV 2 SPORT.

For første gang nogensinde er en dansk damesinglespiller klar til finalen ved ungdoms-VM.

18-årige Line Christophersen vandt lørdag sin semifinale mod den fjerdeseedede kineser Yaxin Wei med 21-18, 23-21.

I finalen møder hun malaysiske Goh Jin Wei, som ligger nummer 28 på verdensranglisten.

Line Christophersen, som er 13. seedet i turneringen, begyndte kampen offensivt, og det gav hende en føring på 5-3. Herefter begyndte den offensive stil at resultere i lette fejl hos danskeren.

Det var hende, der gjorde, at kineseren først kom tilbage og derefter foran. Boldene blev trykket for meget, så de røg ud over baglinjen.

Så snart hun fandt det tålmodige spil frem, viste hun sig stærkere end sin modstander. Pointene kom også, når hun holdt sig fra netspillet og i stedet fik flyttet kineseren til baglinjen.

I slutningen af første sæt var fejl fra Christophersen ved at sende kineseren tilbage i sættet, men inden der kom kontakt på pointtavlen, trak danskeren fra og vandt sættet på et smash i midten af banen.

Overlever tre sætbolde

Andet sæt var med kineseren i teten. Christophersen lavede fejl, mens Wei havde held med at overspille danskeren flere gange.

Christophersen var hele tiden bagud på pointtavlen, og det lignede, at kampen skulle ud i tre sæt. Men danskeren viste sig kølig i slutningen af sættet, da hun overlevede tre sætbolde, inden kineseren sendte bolden ud over sidelinjen på Christophersens første matchbold.

Finalen bliver spillet søndag aften. Hold øje med TV 2 SPORTs sendeplan, som vil blive opdateret, når der er et præcist tidspunkt for kampen. 

Line Christophersen ligger nummer 207 på verdensranglisten. Hun var en del af det danske Uber Cup-hold (VM for hold, red.) i maj.

Ungdoms-VM er for spillere under 19 år. Turneringen bliver i år afholdt i Markham, Canada.

Tre gange har danskere vundet turneringen. Det var i mixeddouble i 1992 med Jim Laugesen og Rikke Olsen, herredouble i 1994 med Peter Gade og Peder Nissen samt herresingle med Viktor Axelsen i 2010.