Dansker taber stort i historisk finale ved ungdoms-VM

18-årige Goh Jin Wei vandt ungdoms-VM for anden gang, da hun besejrede Line Christophersen i to sæt.

Der er 179 pladser mellem Goh Jin Wei og Line Christophersen på verdensranglisten, og det kunne ses i finalen ved ungdoms-VM.

Danskeren tabte 13-21, 11-21 til malaysieren og formåede dermed ikke at blive den fjerde danske vinder af u-VM. Hun kan dog glæde sig over, at ingen europæiske damesinglespillere tidligere har været så langt i turneringen.

Christophersen var på forhånd undertippet mod Goh Jin Wei, som havde knust alt modstand frem til finalen.

Lavede få fejl

Den 18-årige dansker fulgte med til 5-5, men derefter viste den manglende rutine på topplan sig.

Fejlene kom på stribe fra Christophersen, som forsøgte at gå efter flere vindere, men flere af boldene strøg ud over linjerne.

Goh Jin Wei fik nærmest alt retur og begik meget få fejl. Det var en af grundene til, at Christophersen følte sig presset til at placere sine slag så yderligt som muligt.

Kampbilledet fortsatte i andet sæt, hvor den 18-årige malaysier skabte meget få point selv, men et stabilt højt niveau vist sig nok til at vinde.

Det er anden gang, at Goh Jin Wei vinder ungdoms-VM. Første titel var i 2015. I begyndelsen af oktober vandt hun guld ungdoms-OL.

Line Christophersen var en del af det danske Uber Cup-hold (VM for hold, red.) i år. Hun ligger nummer 207 på verdensranglisten.

Ungdoms-VM er for spillere under 19 år. Turneringen bliver i år afholdt i Markham, Canada.

De tidligere danske sejre var i mixeddouble i 1992 med Jim Laugesen og Rikke Olsen, herredouble i 1994 med Peter Gade og Peder Nissen samt herresingle med Viktor Axelsen i 2010.