Boe og Mogensen misser finaleplads efter stort drama

Der måtte ombolde til i både første og andet sæt, da Mathias Boe og Carsten Mogensen tabte semifinalen ved Super 300-turneringen Syed Modi.

Efter en lang periode med sygdom og spillemæssige problemer stod OL-sølvvinderne fra 2012 Mathias Boe og Carsten Mogensen lørdag igen i en semifinale på den internationale scene.

Det lykkedes dog ikke for den danske herredouble med Mathias Boe og Carsten Mogensen at kvalificere sig til finalen i Syed Modi Championships i Indien, der rangerer som en Super 300-turnering.

I semifinalen tabte de med cifrene 20-22, 23-25 til Satwiksairaj Rankireddy og Chirag Shetty fra Indien.

Inden kampen skulle man helt tilbage til All England i marts for at finde sidste turnering, hvor Boe og Mogensen var nået så langt i en turnering.

Og den danske konstellation havde ellers besejret duoen fire gange tidligere i lige så mange forsøg, men denne gang havde de ikke marginalerne på deres side og tabte i to tætte sæt.

I første sæt var danskerne dog et skridt efter i det meste af sættet. De kom bagud 4-10, men fik kæmpet sig helt tilbage med seks vundne bolde på stribe.

Siden var de nede med 18-20, men afværgede de to første sætbolde, inden den tredje faldt ud til indernes fordel.

I andet sæt trak det op til dansk nederlag, da inderne førte 12-7 og 14-10, men danskerne fik bragt balance ved 17-17, og derfra skiftedes parrene til at vinde point.

Inderne havde matchbolde ved 20-19 og 21-20, men danskerne overlevede dem og fik selv sætbold ved 22-21, men det lykkedes ikke at udnytte den.

I stedet fik inderne nye matchbolde og udnyttede den fjerde, da Mathias Boe sendte bolden ud af banen.

Dermed er der ingen dansk deltagelse, når finalerne spilles søndag.