Team Danmark frygter at dansk badmintonmiljø visner

16x9
Viktor Axelsen er en af de cirka 30 spillere, som indtil videre må finden en anden træningsløsning. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix Denmark

Uenighed mellem landsholdsspillerne og forbundet er en trussel mod elitemiljøet, mener Team Danmark-direktør.

Team Danmark er bekymret for Danmarks fremtidige muligheder for at kæmpe med i toppen af international badminton.

Det skyldes, at Badminton Danmark og landsholdsspillernes repræsentant, DEF (Danske Elitesportsudøveres Forening), ikke kan nå til enighed om de fremtidige vilkår for at spille på landsholdet.

- Det er lykkedes at skabe et af de bedste elitemiljøer i international badminton, som år efter år giver spillerne mulighed for at nå verdensklasseniveau.

- Det arbejde er alvorligt truet af konflikten, og jeg har næsten ikke ord for, hvor ærgerligt det vil være, hvis det miljø bliver ødelagt, siger Team Danmark-direktør Lone Hansen i en pressemeddelelse.

- Vi kommer ganske enkelt til at frarøve kommende talenter mulighed for at blive lige så dygtige, som de nuværende spillere, siger hun.

Badminton Danmark opsagde i august den nuværende landsholdsaftale, der derfor udløber 30. november.

Trods forhandlinger er det ikke lykkedes at nå til enighed om en ny aftale, og derfor har forbundet torsdag meldt ud, at det ikke vil lykkedes at blive enige før deadline.

Det betyder, at landsholdsspillerne ikke længere har adgang til forbundets træningsfaciliteter, trænere og medicinske stab.

Lone Hansen ærgrer sig over, at det er kommet så vidt og håber på en snarlig løsning.

- Det er helt centralt for dansk eliteidræts fremtidige niveau, at atleter, trænere og forbund samarbejder om at udvikle de stærkest mulige miljøer.

- Derfor skal vi finde en fælles løsning, som alle kan se sig i. Som vi tidligere har udtalt, taber vi alle sammen, den dag eliteidræt handler mere om penge end præstationer, siger Team Danmark-direktøren.

Ifølge Badminton Danmark koster det hvert år 16 millioner kroner at drive det danske eliteprogram. Heraf betaler Team Danmark 8,6 millioner kroner og støtter desuden med en række ekspertydelser.