- Vi er skuffet over Badminton Danmark, siger Vittinghus

16x9
Hans-Kristian Vittinghus har forhandlet på vegne af landsholdsspillerne. Foto: Manan Vatsyayana / Scanpix Denmark

De danske badmintonspillere skal træne i Greve og Gentofte fra næste uge på grund af konflikten med forbundet.

Hans-Kristian Vittinghus, badmintonspillernes repræsentant i forhandlingerne med Badminton Danmark, fortæller, at spillerne har arrangeret deres egen træning fra mandag i næste uge.

Der sker på grund af konflikten med Badminton Danmark, som ikke vil tillade spillerne at være en del af eliteprogrammet, så længe der ikke er en ny aftale på plads mellem parterne.

- Vi er skuffede over den beslutning, de har truffet. Synes forhandlingerne gik fint på det seneste møde. Så jeg synes, det er lidt skuffende, at de optrapper konflikten på den her måde. Også selvom de tidligere har sagt det, så synes vi, det ville give mening at fortsætte træningen, så længe forhandlingerne forløber konstruktivt, som jeg føler, de gør, siger Vittinghus til TV 2 SPORT.

Deadline for at finde en løsning var først fredag, men Vittinghus er tilfreds nok med at få en udmelding allerede torsdag, så spillerne ved, hvad der er i vente fra næste uge.

- Det kommer ikke som noget gigantisk chok. Vi har forberedt os på situationen, og vi har allerede arrangeret træning hele næste uge. Så det er på plads, hvordan det kommer til at fungere, siger herresinglespilleren, som ikke ønsker at gå ned i detaljerne i forhandlingerne.

Konflikten får nu konsekvenser for spillernes træning.

- På kort sigt betyder det, at vi selv skal arrangere vores træning fra på mandag. Både med badminton, styrketræning og fysik.

Spillerne skal nu træne midlertidigt i haller i Greve og Gentofte.

- Vi har delt os op i en singlegruppe og en doublegruppe af logistiske årsager, fordi det er noget nemmere at finde haller til lidt mindre grupper.

Mens Vittinghus skal til Gentofte med at træne med de andre singlespillere, skal Mathias Boe sammen med doublerne til Greve.

- Jeg er spillernes mand. Det vigtigste er, hvem jeg træner med og ikke, hvor jeg træner henne. Jeg synes, det er sejt, at spillerne bakker op i den proces.

- I hvert fald for doubletræningen er vi 100 procent indstillet på at få det bedste ud af det. Vi træner i høj kvalitet og vil også gøre det i næste uge. Så må vi se, hvor lang tid der går. Jeg er sikker på, vi er temmelig godt rustet over de næste par uger, fortæller han.

Boe har været en del af landsholdstræningen de sidste 18 år og har derfor oplevet undervejs, hvordan der er sket en udvikling i forbundets og spillernes rolle. Han er ikke en del af de nuværende forhandlinger, men han kan bidrage med at fortælle de yngre spillere, hvad forhistorien er.

Han skjuler dog ikke, at han synes, forbundet vil have for meget indflydelse.

- Min personlige holdning er, at de i forvejen har meget mere, end de har haft i alt den tid, jeg har været på træningen. På den måde synes jeg, spillerne har været meget fair. Jeg synes tidligere, vi har strukket os langt. Det har de et andet syn på, og det er de selvfølgelig i deres gode ret til, fortæller han.

På den anden side af forhandlingsbordet har direktøren i Badminton Danmark, Bo Jensen siddet. Han nævner forhandlingsmåderne som et besværligt punkt.

- Der har egentlig været en god proces, men den har bare været langtrukken og besværlig. Det ligger nok i den måde der forhandles på, hvor det er Spillerforeningen med Mads Øland og nogle få af spillerne, som skal fremføre kravet om ny aftale. Fra vi mødes, til vi kan komme videre i processen, går der tit lang tid, siger direktøren.