Kolding får nye makkere efter Conrads 'chokerende' beslutning

16x9
30-årige Mads Pieler Kolding ligger nummer 12 på verdensranglisten med Mads Conrad i herredouble. Foto: TV 2 SPORT

Doublespilleren Mads Kolding skal fremover spille to kategorier, da han vender tilbage til mixeddouble og et makkerskab med 18-årige Alexandra Bøje.

30-årige Mads Kolding var både ked af det, lidt skuffet og chokeret, da hans mangeårige makker Mads Conrad i forrige uge meldte ud, at han holder pause på ubestemt tid.

Nu har den over to meter høje doublespiller fået nye makkere. I herredouble skal han fremover spille sammen med Niclas Nøhr. Men først og fremmest bliver hans primære fokus mixeddouble, hvor han skal være makker med det unge talent Alexandra Bøje, der er blevet ledig, efter Badminton Danmark sagde farvel til Joachim Fischer.

- Det bliver spændende og udfordrende, men også som en fin chance for at få prøvet mig af i mixed igen. Det er ingen hemmelighed, at vi gerne vil op og spille med, hvor det er sjovt, men det kommer til at tage tid, så vi skal være smarte i vores udvikling og ikke forhaste den, siger Kolding.

Mixeddouble er ikke ukendt terræn for Mads Kolding, der tidligere har spillet sammen med Kamilla Rytter Juhl, hvor de dengang blev betragtet som de bedste herhjemme sammen med Joachim Fischer og Christinna Pedersen. I august 2015 brød Kolding og Rytter Juhl dog makkerskabet efter en periode, hvor den berømte småkage-konflikt havde påvirket deres indbyrdes forhold.

Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom, ser frem til at se, hvad Bøje og Kolding kan præstere sammen.

- Vi mener, at Kolding har et interessant potentiale i mixeddouble, som det bliver spændende at følge i samspil med Alexandra. Samtidigt er det klart, at vi skal have lidt tålmodighed med den nye konstellation, da Kolding naturligvis skal bruge lidt tid på at vænne sig til mixed igen, og de samtidigt er et nyt par, siger Jens Meibom.

Danmark bedste mixeddouble er lige nu Mathias Christiansen og Christinna Pedersen, der rangerer som nummer otte i verden.

I pressemeddelelsen fremgår det, at Mads Pieler Kolding og Niclas Nøhr kun kommer til at spille herredouble, når det passer ind i forhold til deres mixeddouble, der for begges vedkommende er førsteprioritet.

Niclas Nøhr spiller til daglig sammen med Sara Thygesen.

Artiklen opdateres...