Dansk double taber maratonkamp til verdensmestrene

Den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup havde kvalificeret sig til semifinalen ved sæsonfinalen, inden de tabte den sidste gruppekamp.

Al logik blev gjort til skamme, da Kim Astrup og Anders Skaarup fredag spillede sidste gruppekamp ved sæsonfinalen, hvor de tabte til de kinesiske verdensmestre, Li Junhei og Liu Yuchen.

Selvom begge par var kvalificeret til semifinalerne og dermed kunne spare på kræfterne, skulle der tre sæt til, før kineserne vandt 18-21, 21-15, 21-17 efter 74 minutters spil.

Dermed sikrede Li Junhei og Liu Yuchen sig også førstepladsen i Gruppe A, mens Kim Astrup og Anders Skaarup kvalificerede sig til semifinalen som nummer to. Der skal dog trækkes lod om modstanderen i semifinalen, og dermed kan danskerne møde begge gruppevindere og reelt stå til en revanche mod kineserne allerede lørdag.

- Det var en hård kamp. De er et stærkt par, og det vidste vi, før vi gik på banen. Vi prøvede lidt forskellige ting i dag, og hvis vi møder dem igen lørdag, så vil vi benytte en anden taktik. Så vi ville ikke vise for meget, men vi gav den alt, hvad vi havde, og det var en hård kamp, sagde Kim Astrup efter kampen, mens Anders Skaarup tilføjede.

- Det var en lidt mærkelig kamp at spille. Jeg havde måske troet, de ville lægge sig ned efter første sæt, hvor vi spillede godt, men de kørte sgu på. Og så blev han (Li Junhui, red.) småskadet, og det var ikke nemt at navigere i. Det var ikke fordi, vi ikke ville vinde, men de kæmpede for det.

Fysisk start på kampen

Trods en situation, hvor begge par allerede var kvalificeret til semifinalerne, var det ikke til at se, at de havde tænkt sig at spare på kræfterne.

Lange, fysiske dueller kendetegnede generelt kampbilledet i første sæt, hvor danskerne alligevel hang efter i perioder ved både 6-10 og 8-11. Astrup og Skaarup fortsatte dog med at pumpe boldene tilbage på kineserne, så verdensmestrene kunne fornemme, at der skulle bruges kræfter på at vinde.

Ved 12-15 kom vendepunktet, og danskerne overtog initiativet i første sæt. Fire hurtige point sikrede en føring på 16-15, der med flot spil blev udbygget til tre sætbolde kort efter.

Med en skarp retur fra Kim Astrup lukkede den danske herredouble første sæt med 21-18 og spillede sig selv et godt stykke tættere på førstepladsen i Gruppe A.

Kineserne bed fra sig

Fra starten af andet sæt viste kineserne hurtigt, at de ville kæmpe til sidste om førstepladsen. Hurtigt kom Astrup og Skaarup bagud 1-4 og 4-8, mens begge par så ud til at holde en smule igen og lade være med at spille sig helt ud i de lange dueller.

Alligevel var det herredouble fra øverste hylde, hvor kineserens føring aldrig blev truet. Ved opholdet var danskerne bagud 7-11, og det blev ikke tættere end 12-15, før kineseren lukkede første sæt med 21-15 efter et par skarpe dueller.

I starten af tredje sæt kom kampens bedste duel ved stillingen 3-4, der endte med kinesisk point. Li Junhui samlede først bolden op bag om ryggen, før han tre gange liggende på gulvet fik sendt den tilbage. Desværre for kineseren så det også ud til at koste et ordentlig slag på knæet, der måtte behandles.

Med forbinding på knæet vendte Li Junhui tilbage på banen, men det var til at se, at det påvirkede ham, spillet på banen og stemningen hos både spillerne og publikummet.

Alligevel holdt kineserne sig i front, mens danskerne så ud til at pumpe samtlige bolde tilbage for at trætte verdensmestrene. Ved stillingen 7-9 resulterede det i dagens længste duel på 111 slag, der endte med dansk point.

Astrup og Skaarup formåede dog aldrig at lukke hullet til kineserne, og selvom de var med helt frem til 15-16 i tredje sæt, så blev det kineserne, der til sidste kunne slå bolden i gulvet og vinde det afgørende sæt med 21-17.

Der trækkes lod til semifinalerne fredag eftermiddag.