Dansk double sendt til tælling i sæsonfinalen

Semifinalen blev endestationen for herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup, da de tabte til verdens nummer otte ved sæsonfinalen.

De danske drømme om en sejr i sæsonfinalen forsvandt lørdag ud i mørket i kinesiske Guangzhou, da Kim Astrup og Anders Skaarup tabte 19-21, 13-21 til japanske Hiroyuki Endo og Yuta Watanabe.

Fremragende dansk start

Danskerne var flyvende fra starten af kampen, hvor de i store momenter overstrålede deres japanske modstandere, der havde svært ved at finde taktiske løsninger. Foran 2-0 holdt danskerne sig i spidsen frem til 7-5, hvor de snuppede en stime på fem point i træk.

Men bedst som første sæt var på vej i dansk favør ved stillingen 12-5, fandt Endo og Watanabe en solid defensiv frem, der sendte fem japanske point på tavlen. Alligevel holdt Astrup og Skaarup sig hele tiden foran med to-tre point, hvor lækre, danske detaljer i flere tilfælde afgjorde duellerne.

Ved 18-15 fik de japanske modstandere dog fat i danskerne, der så ud til at gå kolde. Det kostede momentum, og da en dansk offensiv endnu en gang blev vendt til en dansk defensiv undervejs i duellen, kunne Hiroyuki Endo slå bolden i gulvet og sende første sæt i japanske hænder med 21-19.

- Jeg er virkelig skuffet lige nu, for jeg følte, vi havde første sæt under kontrol. Vi smed det væk, da vi kom til afslutningen på sættet. De gjorde det rigtig svært for os at score point i dag, og det var både en fysisk og mentalt hård kamp for os, sagde Kim Astrup efter kampen.

Andet sæt blev aldrig spændende

Andet sæt blev aldrig nogen køn fornøjelse set med danske badmintonbriller. Kim Astrup og Anders Skaarup var kun med frem til 1-1, inden Endo og Watanabe satte trumf på. Den japanske defensiv stod mere solidt end den kinesiske mur, og fra 1-4 kom danskerne bagud 2-7 og 6-13.

Danskerne gav den et sidste skud med forskellige løsninger i offensiven, men lige lidt hjalp det. Endo og Watanabe bragede videre, og på dagen var klasseforskellen simpelthen for stor i andet sæt, der blev vundet af japanerne med 21-13.

- Nu tror jeg, vi går på en velfortjent juleferie. Så skal vi hjem og arbejde hårdere. Vi har rigtig mange mål for 2019, og det her var et godt skridt på vejen, men vi er bestemt ikke færdige endnu, lød det fra Kim Astrup, mens Anders Skaarup tilføjede:

- Tak til vores træningskammerater, der sendte os godt af sted. Det var et par gode uger op til turneringen, hvor vi fik masser af god sparring. Men vi skal i bedre form, og vi skal have flere af de her kampe. Det har været sindssygt godt for os at få fire kampe på allerhøjeste niveau.

Den danske double kan tage 200.000 kroner i præmiepenge og 8400 point til ranglisten med hjem i bagagen for pladsen i semifinalen.