Danske stjerner henter tidligere landstræner ind midt i konflikt

16x9
Tidligere landstræner Steen Pedersen (th) under OL i 2008. Foto: Claus Fisker / Scanpix

Klubtræner og badmintonkommentator Steen Pedersen skal foreløbig stå i spidsen for de spillere, der er udelukket fra landsholdstræningen.

Den sjællandske klub Kastrup Magleby Badmintonklub har den seneste tid haft fornemt besøg af en lang række af de bedste danske badmintonspillere.

Midt i konflikten mellem Badminton Danmark og spillerne, hvor sidstnævnte senest har afvist et tilbud om individuelle aftaler, og forbundet modsat har meldt ud, at en afvisning vil koste spillerne muligheden for EM- og VM-deltagelse, har spillerne selv stået for deres daglige træning.

Det er jeg pisse irriteret over. For jeg gider dybest set ikke stå i hallen hver dag, men jeg kan ikke sige nej til at hjælpe

Tidligere landstræner Steen Pedersen om at skulle træne spillerne

Mens der tidligere har været "fri leg", bliver det fra mandag under mere ordnede forhold, når den tidligere danske landstræner Steen Pedersen skal styre træningen.

- Vi har lavet en aftale med Steen Pedersen for det næste stykke tid, hvor han skal stå i spidsen for træningen. Vi forsøger at optimere vilkårene endnu mere, og vi forsøger at udvikle os. Det må vi gøre uden forbundet lige nu, og derfor har vi prøvet at finde en kompetent træner, hvilket Steen i den grad er, siger Hans-Kristian Vittinghus, der er med i Spillerrådet, og tilføjer:

- Vi håbede aldrig, konflikten ville trække så langt ud, og derfor arrangerede vi det hele selv i starten. Nu må vi optimere, da folk gerne vil have kvalificeret sparring i form af en træner bag banen. Derfor har vi sat os ned og lavet en liste, hvor vi har fundet frem til flere muligheder, og vi er meget tilfredse med vores valg.

En stor del af de største stjerner rejser fredag mod Asien og to World Tour-turneringer i henholdsvis Malaysia og Indonesien, mens andre skal spille turneringer i Europa. Derfor bliver træningen de næste par uger også slået sammen single- og doublespillerne imellem.

- Steen har evner i form af sit tidligere job som landstræner, mens han er nuværende klubtræner og samtidig kommentator, så han er helt opdateret på international badminton. Det er vi meget trygge ved, tilføjer Vittinghus.

'Det er jeg pisse irriteret over'

I slutningen af 90'erne og frem til 2001 var Steen Pedersen assisterende landstræner, inden han fra juni 2001 til januar 2008 varetog jobbet som cheflandstræner på landsholdstræningen i Brøndby. Til daglig er han nu klubtræner for Team Skælskør-Slagelse (TSS), der kæmper med i Badmintonligaen, ligesom han kommenterer badminton for den internationale rettighedshaver.

Og det er ikke just positive gloser, der ryger ud som de første, når han over for TV 2 SPORT skal sætte ord på, hvad han tænker om at skulle stå i spidsen for spillernes egen træning.

- Det er jeg pisse irriteret over. For jeg gider dybest set ikke stå i hallen hver dag, men jeg kan ikke sige nej til at hjælpe. Jeg har beskæftiget mig med badminton, siden jeg var syv år gammel, og der er en risiko for, at den her konflikt kan smadre dansk badminton fuldstændigt. Hvis jeg kan hjælpe, må jeg gøre det.

- Jeg har stadigvæk et fast job som træner for TSS og som kommentator. Det kommer forreste i køen, som det er nu, og det bliver det ved med at gøre.

Hvad har du gjort dig af tanker om at varetage træningen for spillerne midt i konflikten?

- Jeg har tænkt over det i den forstand, at hvis jeg ser på, jeg selv har været landstræner, så tror jeg på, at hvis der findes en løsning på konflikten, så er det i vores meget dygtige landstræneres interesse, at de får spillerne tilbage i så god form som overhovedet muligt. Det håber jeg, at jeg kan hjælpe en smule til.

Føler du, at du som udenforstående blander dig i en konflikt mellem to parter?

- Jeg ved ikke, om jeg blander mig i noget her. Jeg er blevet spurgt, om jeg vil udføre et stykke arbejde, som jeg tilbyder i privat regi, og det har jeg sagt ja til. Jeg ville ønske, det ikke havde været nødvendigt, men det er det, siger Steen Pedersen.

Ingen bekymringer om økonomien

Til daglig har spillerne været vant til at have et landstrænerteam med Kenneth Jonassen i spidsen på sidelinjen, og Steen Pedersen slår fast, at han ikke vil blande sig i hverken taktiske forslag eller tekniske justeringer. Han vil blot bidrage, indtil parterne har fundet en løsning.

Og hvor langt væk den løsning ligger, det ved Badminton Danmark og spillerne nok bedst selv, selvom de udadtil ser ud til at stå langt fra hinanden. Hans-Kristian Vittinghus håber dog, at løsningen med Steen Pedersen i spidsen bliver en kort fornøjelse.

- Vi vil gerne understrege, at vi ikke håber at ende ud i, Steen skal være træner i et halvt år, fordi vi stadig gerne vil lave en kollektiv aftale, så vi kan komme tilbage til vores normale landstrænere i Brøndby. Men lige nu må vi også fokusere på os selv.

Rent økonomisk er samtlige spillere omkring træningen i Kastrup Magleby udgiftsfri, da træningen bliver dækket af penge fra en opsparing i Spillerforeningen. Dermed undgår de at blive presset økonomisk, da de uden en aftale med Badminton Danmark må undvære støtte fra både forbundet og Team Danmark.

- Vi har samlet en pose penge, som kan række i lang tid. Vi har dermed en løsning på udgifter til træning, bolde, halleje og så videre, så spillerne ikke selv skal have penge op ad lommen. Vi arbejder samtidig på en løsning nu med fysioterapeut, hvor der dog vil være en lille egen betaling. Men det er små midler, forklarer Vittinghus, der heller ikke afviser at tænke langsigtet:

- I Spillerrådet snakker vi selvfølgelig også om sponsorer, og hvorvidt vi skal ud og kigge mere seriøst på det. Men vi håber jo ikke, det kommer til at tage så lang tid, da vi stadig gerne vil have en aftale. Men i forhold til økonomien det næste lange stykke tid, der har vi ingen bekymringer.

Ved siden af træner Steen Pedersen har spillerne også været i kontakt med andre trænere, der kan komme i spil. Det er dog ikke aftalt endnu, hvordan det præcis skal organiseres, og hvorvidt det bliver nødvendigt. Foreløbig fokuserer spillerne på de næste uger med turneringer og den fortsatte træning herhjemme.