Badminton Danmark kan miste millionstøtte i konflikt

16x9
Viktor Axelsen og resten af landsholdsspillerne klarer sig selv i øjeblikket, bortset fra Mia Blichfeldt. Som den eneste har hun skrevet under på en aftale med forbundet. Foto: Johannes Eisele / Ritzau Scanpix

Team Danmark kommer til at trække sin støtte, hvis Badminton Danmark og landsholdsspillerne i badminton ikke finder en løsning.

Striden om en ny aftale mellem Badminton Danmark og landets bedste badmintonspillere kan få store konsekvenser, hvis parterne ikke når til enighed.

Det gentager Team Danmarks direktør Lone Hansen flere gange, da TV 2 SPORT taler med hende fredag eftermiddag. Konflikten kan lægge dansk elitebadminton i ruiner, og hvis det sker, så skal Badminton Danmark ikke længere forvente en millionstøtte fra Team Danmark.

- Hvis man ikke kommer frem til en løsning, hvor vi stadig har et stærkt elitemiljø, så har det konsekvenser for dansk badminton i fremtiden, siger Lone Hansen til TV 2 og uddyber:

- Støtten fra Team Danmark er baseret på et højt, internationalt niveau. Og det er klart, at hvis der ikke er et højt, internationalt niveau i en sportsgren, så er der ikke et samarbejde med Team Danmark. Slet ikke på det niveau, der er for nuværende, når vi taler om Badminton Danmark.

I 2019 modtager Badminton Danmark 8.910.000 kroner fra Team Danmark. Derudover har Team Danmark bevilget såkaldt ekspertsupport i cirka 1400 timer, ligesom forbundet fik i fjor, hvor 7.840.000 kroner blev sendt fra Team Danmark til badmintonforbundet.

Én spiller har skrevet under

Forhandlingerne om en ny aftale mellem Badminton Danmark og spillerne har stået på, siden forbundet opsagde den seneste aftale i september 2018. Aftalen udløb den 30. november samme år, hvor den sædvanlige landsholdstræning i Brøndby blev lukket ned.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er højtstående personer i Team Danmark lige nu aktivt indblandet i konflikten. Det sker i et forsøg på at få parterne til at nå til enighed om en aftale.

Elitespillerne, der er repræsenteret af DEF-Sport (Danske Elitesportsudøveres Forening, red.), har under hele konflikten mellem Badminton Danmark og spillerne stået sammen i forsøget på at få landet en kollektiv aftale. Flere spillere mente derfor, at det var "problematisk", at forbundet nu ville forsøge at lave individuelle aftaler

Den holdning delte Mia Blichfeldt ikke, da hun i starten af denne uge skrev under på en aftale med forbundet.

- Jeg fulgte mit hjerte, og hvad der var rigtigt for mig. Jeg har ikke lyst til at blande mig i, hvad alle andre tænker. Det har været rigtig vigtigt for mig, at jeg har taget den her beslutning for mig selv og ikke har tænkt på, hvad andre vil gøre eller tænke, sagde Blichfeldt tirsdag.

Så længe de øvrige badmintonspillere ikke har en aftale med Badminton Danmark, må de ikke træne med de sædvanlige landstrænere. Spillerne får heller ikke hjælp af forbundet ved turneringer, ligesom de heller ikke kan repræsentere Danmark ved eksempelvis EM eller VM.

Fra den 13. til den 17. februar skal EM for hold afvikles i København.