Ny forhandler var afgørende for aftale, mener badminton-direktør

16x9
De danske spillere har nu indgået en kontrakt med Badminton Danmark. Foto: Johannes Eisele / Scanpix Denmark

Ifølge Badminton Danmarks direktør var ny forhandler vigtig for forhandlingerne om en ny landsholdsaftale.

Konflikten mellem de bedste danske badmintonspillere og Badminton Danmark er forbi.

Der har været flere bump på vejen for forhandlingerne, der endegyldigt blev afsluttet med en aftale søndag.

Badminton Forbund har undervejs sendt individuelle tilbud til spillerne, fordi forbundet ikke ønskede at forhandle med spillernes repræsentant, Danske Elitesportsudøveres Forening (DEF) og direktør Mads Øland, om en fælles overenskomst.

De sidste 12 dage op til aftalen har juristen Martin Juul Christensen fungeret som mægler. Derfor gik Badminton Danmark alligevel med til at forhandle om en kollektiv aftale.

Det siger Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen.

- Det har i høj grad bevirket, at vi har kunnet forhandle konstruktivt om de her komplicerede og til tider svære emner.

- Det har helt klart været en kraftigt medvirkende årsag til, at vi nu er i stand til at præsentere en ny landsholdsaftale, siger Bo Jensen.

Kun damesinglen Mia Blichfeldt skrev under på en individuel aftale, mens de øvrige spillere stod fast på at få en kollektiv aftale.

Viktor Axelsen har tidligere langet ud efter Badminton Danmarks forhandlingsstrategi og kaldt den "ukonstruktiv".

- De giver os en deadline over hovedet (25. januar) og truer samtidig med, at vi ikke kan deltage i OL eller vende tilbage til træningen før juli - selv om vi vel at mærke skulle nå en aftale, skrev Viktor Axelsen på Facebook tidligere i januar.

En kollektiv aftale blev indgået, og som en del af den nye aftale har spillerne oprettet deres egen Badminton Spillerforening.

Badminton Danmark understreger dog, at DEF ikke er aftalepartner i den nye aftale.

Forbundet opsagde i 2018 den tidligere landsholdsaftale, som begge parter mente, trængte til en præcisering.

Bo Jensen mener, det mål er blevet indfriet.

- Vi er nået til enighed om en langt mere klar og præcis beskrivelse af, i hvilke situationer og på hvilken måde vi i forbindelse med landsholdssponsorater kan bruge hinandens kommercielle rettigheder, siger direktøren.

Spørgsmål: Hvorfor har det taget så lang tid og så meget tovtrækkeri at nå til enighed?

- Det er kompliceret, for der er mange individuelle hensyn at tage.

- Det har været afgørende for os at få en aftaletekst, hvor spillerne ikke risikerer at komme i et misligholdelsesforhold i forhold til deres individuelle aftaler, siger han.