OL- og VM-guldvinder ramt af alvorlig skade

Carolina Marin har overrevet et korsbånd og kommer derfor til at bruge en stor del af 2019 på et genoptræne.

Der var dårlige nyheder for verdensmesteren og OL-guldvinderen Carolina Marin, da hun mandag fik scannet sit knæ.

Den spanske damesinglespiller har overrevet det forreste korsbånd i højre knæ og må forberede sig på en lang pause. Det oplyser hendes danske træner, Anders Thomsen, til TV 2 SPORT.

Marin trak sig kort inde i finalen i Super 500-turneringen Indonesia Masters i weekenden, da hun efter et slag, hvor hun hoppede mod siden samtidig, landede forkert på sit højre ben.

Straks lagde hun sig ned og lå i tydelige smerter. Alligevel pressede hun sig selv til at spille videre.

Hun vandt den næste bold med et smash, men hun humpede rundt på banen. Det så hendes modstander, Saina Nehwal, og fik hende ud at løbe i den efterfølgende duel.

Her måtte Marin opgive at nå frem til et drop og satte sig i stedet ned på knæ. Tårerne begyndte at vælte frem, og spanieren virkede nærmest utrøstelig.

Efter yderligere to dueller måtte Carolina Marin opgive at spille videre.
Efter yderligere to dueller måtte Carolina Marin opgive at spille videre. Foto: TV 2

Anders Thomsen tog den hårde beslutning og meddelte dommeren, at hans spiller ikke kunne fortsætte. Smerterne var simpelthen for store.

Marin var knust, da hun måtte erkende, at skaden var alvorlig end frygtet.
Marin var knust, da hun måtte erkende, at skaden var alvorlig end frygtet. Foto: TV 2

Genoptræning kan bruges positivt

Tirsdag morgen skal Marin opereres i knæet, inden der venter en lang genoptræning. Ifølge Thomsen kan der vente mellem seks til ni måneders optræning, inden hun er klar. Hvilket ikke udelukkende er en dårlig ting.

- Allerede fra næste uger skal vi i gang med at genoptræne og få hende tilbage i topform. Så har vi lang tid til at forbedre nogle småting hist og pist specielt teknisk. 

- Så man kan sige, at det positive er, at vi får tid til noget, vi ellers ikke havde tid til. Men det bliver et stort stykke arbejde at få hende tilbage i topform, så vi stadig kan kvalificere hende med en god ranglisteplacering og dermed få en god seedning til OL, oplyser han til TV 2 SPORT.

Med den alvorlige skade kommer Marin ikke til at stille til start ved All England i marts, ligesom det også kan blive svært at blive klar til at forsvare verdensmestertitlen til august.

Carolina Marin ligger nummer fire på verdensranglisten.