Spillere er uenige med forbundet om konfliktforløb

16x9
Jan Ø. Jørgensen i kamp for Danmark. Foto: Adek Berry / Scanpix Denmark

Modsat udmeldingen fra forbundet har Mads Øland repræsenteret spillerne hele vejen, siger Jan Ø. Jørgensen.

Søndag meddelte Badminton Danmark (BD) og spillerne, at man var nået til enighed om en ny landsholdsaftale, og dermed undgik dansk badminton den helt store katastrofe.

Efterfølgende har BD lagt stor vægt på, at det var afgørende for de slutteligt konstruktive forhandlinger, at Martin Juul Christensen, jurist hos Fagbevægelsens Hovedorganisation, trådte ind som forhandlingsleder for spillerne i stedet for Spillerforeningens Mads Øland, som forbundet ikke længere ville forhandle med.

Men den udlægning harmonerer ikke helt med virkeligheden ifølge singlespilleren Jan Ø. Jørgensen, der selv har deltaget ved nogle af møderne.

- Mads har været med til forhandlingerne. Det er ingen hemmelighed. Også de afgørende i de seneste 14 dage. Mads har repræsenteret os hele vejen, og vi er ekstremt glade for hans vejledning, siger Jan Ø. Jørgensen til DR Sporten.

Martin Juul Christensen trådte til som mægler, men ifølge Jan Ø. Jørgensen har Øland altså også siddet med til bords hele vejen og været spillernes reelle repræsentant.

Forbundet har også lagt vægt på, at Danske Elitesportsudøveres Forening (DEF), hvor Mads Øland er direktør, ikke er aftalepartner i den nye aftale.

Det er derimod den nyoprettede Badminton Spillerforeningen.

Men afstanden til DEF er ikke stor, eftersom Badminton Spillerforeningen er oprettet under DEF, bekræfter spillerne.

- Badminton Spillerforeningen er oprettet under DEF-sport, så vi har samme bestyrelse og så videre, så det er mest af alt en teknikalitet, siger Hans-Kristian Vittinghus, der er næstformand i DEF, til DR Sporten.

Den nye seksårige aftale giver noget ro, men ifølge Jan Ø. Jørgensen er der ikke aftalt noget, i forhold til hvordan fremtidige forhandlinger mellem spillerne og forbundet skal foregå.

Og han er lidt forundret over udmeldingerne fra Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen.

- Vi oprettede Badminton Spillerforeningen mandag, så hvordan det skal foregå er slet ikke på plads endnu. Men det er hip som hap. Hvis Bo Jensen føler, at alt det her er vigtigt for ham, så lad det være sådan, siger Jan Ø. Jørgensen.

Alle er enige om, at aftalen er på plads, men hvordan den kom i hus, og hvordan samarbejdet i mødelokalerne fremover skal foregå, hersker der tydeligvis fortsat forskellige meninger om.