Sponsor beskylder badmintondirektør for manipulation

16x9
Badminton Danmark-direktør, Bo Jensen, beskyldes for manipulation i brev til badmintonforbundets bestyrelse. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix Denmark

Badminton Danmark-direktør har ifølge Yonex fiflet med dokumentation. Nu kræver sponsoren svar fra bestyrelse.

- Vi har erfaret, at vores synspunkter og krav er blevet fordrejet, og i mindst et specifikt tilfælde har vi erfaret, at vores holdninger slet og ret er blevet manipuleret med.

Så alvorlig er den beskyldning, sponsoren Yonex/Scansport retter mod Badminton Danmarks (BD) direktør, Bo Jensen, i et brev sendt til badmintonforbundets bestyrelse.

Ritzau er i besiddelse af en kopi af brevet fra Yonex til BD.

Yonex - der er individuel sponsor for en del af Danmarks bedste spillere - kommer med flere alvorlige anklager i brevet til BD, der søndag indgik en seksårig aftale med landsholdsspillerne efter en langvarig tvist om blandt andet kommercielle rettigheder.

Yonex forklarer, at firmaet er blevet bekendt med, at et udateret dokument er blevet delt ud fra Bo Jensen til Badminton Spillerforeningen og en række spillere. Angiveligt i et forsøg på at bygge bro mellem Yonex, forbundets egne sponsorer og spillerne.

Dokumentet er underskrevet af manageren i Yonex' internationale salgsafdeling i Japan, Taiji Suzuki, men der er dog et problem.

Ifølge Yonex stemmer kravene nemlig ikke overens med firmaets faktiske krav, og firmaet afviser også, at Suzuki skulle have sendt et sådant brev.

Flere detaljer i dokumentet stammer ifølge Yonex fra tidligere kommunikation mellem Bo Jensen og Yonex.

Yonex overvejer næste træk

- Disse detaljer er blevet klippet og klistret, og vigtige aspekter og krav fra den samlede korrespondance er blevet udeladt.

- Ydermere har vi været i stand til at slå fast, at Taiji Suzuki aldrig har sendt en e-mail med dette indhold, som det fremgår i dokumentet, trods det faktum, at dokumentet har Taiji Suzukis afsendersignatur.

Yonex vil nu overveje sit næste skridt, fremgår det af brevet.

- Det er os helt uforståeligt og ekstremt skuffende og bekymrende, at vi ikke kan stole på, at de betingelser og krav, vi kommer med, bliver videregivet loyalt. I stedet manipulerer Bo Jensen med fakta over for spillere og andre sponsorer, skriver Yonex.

Direktøren for Yonex i Danmark, Benni Holst Andersen, bekræfter, at Yonex har sendt et brev til BD, men har ikke yderligere kommentarer.

- Jeg kan kun sige, at hvis du har en kopi af brevet, så er det rimelig selvforklarende, og yderligere kommentarer har jeg ikke, siger han.

Badminton Danmarks bestyrelsesformand, René Toft, bekræfter, at brevet er modtaget.

- Jeg kender mailen, du hentyder til. Den har jeg ingen kommentarer til. Yonex må selv bestemme, hvilket spil de vil spille.

- Vi har sagen på vores hovedbestyrelsesmøde i næste uge. Jeg ved ikke, om jeg kan sige noget efter det, siger Toft.

Tillid til direktøren trods anklager

Senere onsdag sendte badmintonforbundet et uddybende skriftligt svar fra René Toft, hvori han afviser, at der har fundet manipulation sted.

- Det er nogle alvorlige anklager, Scansport A/S har rettet mod Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen.

- Anklagerne er grundløse, da det arbejdsdokument, der er genstand for anklagerne, 100 procent korrekt gengiver Yonex Japans opfattelse af, hvordan spillere sponsoreret af Yonex kan anvendes markedsføringsmæssigt af Badminton Danmark, lyder det fra formanden.

Han slår også fast, at der er tillid til direktøren.

- Badminton Danmarks bestyrelse er blevet orienteret om henvendelsen fra Scansport A/S, og den ændrer ikke ved, at bestyrelsen har fuld tillid til Bo Jensen, lyder det fra René Toft.

Her ses et uddddrag af  brevet fra Yonex/Scansport til Badminton Danmarks bestyrelse.
Her ses et uddddrag af brevet fra Yonex/Scansport til Badminton Danmarks bestyrelse. Foto: Ritzau / Ritzau Scanpix

Hovedpersonen, Bo Jensen, har ingen kommentarer. Han vil hverken be- eller afkræfte, om han har klippet og klistret, som Yonex påstår.

- Ingen kommentarer, siger han.

Adspurgt til de øvrige beskyldninger fra Yonex er svaret det samme:

- Ingen kommentarer.

Søndag nåede Badminton Spillerforeningen og BD til enighed om en kollektiv landsholdsaftale for de kommende seks år.

I den kommende tid skal de enkelte landsholdsspillere aftale de individuelle vilkår - blandt andet kommercielle rettigheder - med badmintonforbundet.