Mulige brag og Vittinghus i mixed double: Se lodtrækningen til DM

16x9
Hans-Kristian Vittinghus og Viktor Axelsen stiller begge op i herresingle ved DM. Foto: JOHANNES EISELE / Scanpix Denmark

Herresinglerne Viktor Axelsen og Jan Ø. Jørgensen står til at tørne sammen i semifinalen fredag aften.

Tre DM-titler skal forsvares, mens der i to kategorier med sikkerhed skal findes en ny vinder, når Danmarks bedste badmintonspillere tørner sammen fra 6.-9. februar.

Anders Antonsen, Sara Thygesen/Maiken Fruergaard og Kim Astrup/Anders Skaarup stiller alle op i deres respektive kategorier, mens Mette Poulsen ikke vil være at finde i damesingle, ligesom Niclas Nøhr/Sara Thygesen ikke stiller op i mixed double.

I sidstnævnte kategori vil den normale herresingle Hans-Kristian Vittinghus til gengæld være med, når han danner makkerskab med Maiken Fruergaard. En noget overraskende konstellation for mange, men parret har fået et wildcard til DM.

- Vi synes bare, det kunne være sjovt at prøve. Vi spillede jo et enkelt Golden Set sammen sidste sæson i ligaen, og det havde vi det rigtig sjovt med. Samtidig elsker jeg at spille mixed double, men det er ikke lige så tit, jeg får muligheden for det. Selvom jeg faktisk også har spillet en enkelt af slagsen i den svenske liga i år, siger Hans-Kristian Vittinghus.

Enkelte afbud indtil videre

Det kan måske undre flere, at den eneste dobbelte DM-vinder fra 2018, Sara Thygesen, kun stiller op i damedouble og ikke mixed double med sin normale makker, Niclas Nøhr.

Thygesen har dog siddet ude med en knæskade siden 23. november sidste år, så det bliver første turnering i 11 uger. Derfor har hun også besluttet at starte roligt ud og nøjes med en enkelt kategori.

I herresingler er Rasmus Gemke heller ikke tilmeldt sig DM, da han døjer med en skade. Og blandt de mest prominente afbud findes også Mathias Boe og Carsten Mogensen i herredouble. Boe flyttede for nylig permanent til udlandet, og han oplyser til TV 2 SPORT, at han ikke rejser hjem for at spille et DM.

Stjernebrag i vente

Det helt store slag ser ud til at skulle kæmpes i herresingle, hvor det indtil videre tyder på, at både Viktor Axelsen, Anders Antonsen, Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus stiller op. Lodtrækningen har desuden formet sig således, at Jan Ø. Jørgensen står til at møde Viktor Axelsen i den ene semifinale.

Herunder får du overblikket over, hvordan semifinalerne ser ud, HVIS seedninger holder. Der kan altså ske ændringer både ved afbud og overraskelser i turneringen.

Herresingle:

  • Viktor Axelsen vs. Jan Ø. Jørgensen
  • Anders Antonsen vs. Hans-Kristian Vittinghus

Damesingle:

  • Mia Blichfeldt vs. Line Christophersen
  • Line Kjærsfeldt vs. Julie Dawall Jakobsen

Herredouble:

  • Kim Astrup/Anders Skaarup vs. Mathias Bay-Smidt/Lasse Mølhede
  • Mads Kolding/Niclas Nøhr vs. David Daugaard/Frederik Søgaard

Damedouble:

  • Sara Thygesen/Maiken Fruergaard vs. Alexandra Bøje/Sara Lundgaard
  • Mette Poulsen/Rikke Søby vs. Amalie Magelund/Freja Ravn

Mixed double:

  • Mathias Christiansen/Christinna Pedersen vs. Alexandra Bøje/Frederik Søgaard
  • Mai Surrow/Mikkel Mikkelsen vs. Lasse Mølhede/Sara Lundgaard

De fire seedede spillere/par i hver kategori træder direkte ind i kvartfinalen.

Foreløbig spilleplan:

  • Onsdag 6/2 kl. 10.00-22.00
  • Torsdag 7/2 kl. 17.00-22.00
  • Fredag 8/2 kl. 17.00-22.00 (vises på TV 2 SPORT)
  • Lørdag 9/2 kl. 14.00-19.00 (vises på TV 2 SPORT)

Du kan få det fulde overblik over lodtrækningen fra 1. runde til finalen her.